Ruth og No’omi

Historien om Ruth og No’omi er en af de dejligste og mest rørende af alle Bibelens fortællinger. Den viser skønheden i uselvisk hengivenhed og stadig kærlighed og den lykke, de bragte, og lærer os en lektie, som er meget nyttig for os alle.

For længe siden, i dommernes tid i Israel, var der hungersnød i Kana’ans land. En mand ved navn Elimelek, hvis hjem var i Betlehem, drog med sin hustru No’omi og sine to sønner til Moab for at bo der.

Efter at de havde været der et stykke tid, døde No’omis mand og efterlod hende med de to sønner. Så med tiden giftede sønnerne sig, og deres hustruer var meget gode mod No’omi og elskede hende. Men det varede kun ti år, før begge sønnerne døde. No’omi syntes, at det var bedst for hende at vende tilbage til sit gamle hjem i Kana’an, for hun havde fået at vide, at der igen var rigeligt i landet, og hun ville se sine egne folk og slægtningene til sin afdøde mand. Så No’omi bad sine svigerdøtre om at vende tilbage til deres egne hjem, for hun kunne ikke forvente, at de ville være villige til at forlade alt for hendes skyld.

»Gå, hver af jer, til jeres mors hus,« sagde hun. »Herren handle nådigt mod jer, som I har handlet mod de døde og mod mig.« Men de græd begge og holdt fast ved hende og sagde: »Vi vil bestemt vende tilbage med dig til dit land.«

No’omi troede imidlertid, at de ville blive ulykkelige, hvis de forlod deres eget land, og hun opfordrede dem til at blive der og lade hende gå alene. Så den ene af dem kyssede hende igen og igen og lovede at gøre, som hun bad om. Men den anden, ved navn Ruth, ville ikke forlade hende.

»Bed mig ikke om at forlade dig,« bønfaldt hun, »eller om at vende tilbage fra at følge efter dig. For hvor du går, vil jeg gå, og hvor du bor, vil jeg bo. Dit folk skal være mit folk, og din Gud min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg blive begravet. Herren gøre sådan mod mig og mere også, hvis noget andet end døden skiller dig og mig ad.«

Så holdt No’omi op med at opfordre hende til at vende tilbage, og de gik sammen til Betlehem.

Der var No’omis venner meget glade for at byde hende velkommen og hilste på hende på en meget venlig måde og sagde igen og igen: »

Er dette No’omi?«

Men hun svarede: »Kald mig ikke No’omi, men kald mig Mara, for den Almægtige har handlet meget bittert mod mig.« Det sagde hun, fordi No’omi betyder »behagelig«, og Mara betyder »bitter«, og den sørgende enke følte, at hendes liv var bittert snarere end behageligt, da hun var blevet berøvet sin mand og sine sønner.

Der boede i Betlehem en mand ved navn Boaz, som var en slægtning til No’omis mand og var meget velhavende. Han havde en stor gård, og mange mennesker, både mænd og kvinder, arbejdede på hans marker. Da det var omkring begyndelsen af byghøsten, da de to kvinder kom til Betlehem, frembød disse marker et travlt udseende.

Ruth ønskede at gøre noget for at hjælpe med at forsørge sig selv og sin svigermor, så hun bad No’omi om at lade hende gå ud på markerne og samle aks efter høstfolkene – det vil sige at samle det byg, der var tilbage, efter at de havde bundet negene – og No’omi sagde, at hun måtte gå.

Ruth valgte tilfældigvis Boaz’ mark at arbejde på. Da den velhavende mand kom ud på marken og så hende, sagde han: »Herren velsigne dig!« men han vidste ikke, hvem hun var.

Da han gik væk, spurgte han høstformanden om den unge kvinde. Bagefter sagde han til Ruth: »Gå ikke for at samle aks på en anden mark, men bliv her tæt ved mine piger.« Han talte også til sine unge mænd om hende og sagde til dem, at de skulle være venlige og høflige mod hende, og han bad hende gå hen og drikke af det vand, som de trak op, når hun var tørstig.

Da Ruth undrede sig over hans venlighed og spurgte ham, hvorfor han var så god mod en fremmed, fortalte han hende, at han havde hørt om hendes kærlighed til No’omi og hendes uselviske hengivenhed. Han sagde: »Herren lønne dig, og fuld vederlag blive givet dig af Herren, Israels Gud, under hvis vinger du er kommet for at søge tilflugt.« Han inviterede hende også til at sidde med sine høstfolk ved måltidet, og han sørgede for, at hun fik nok at spise og drikke.

Da hun var gået, befalede han sine unge mænd at lade hende samle aks blandt negene og at lade nogle håndfulde falde med vilje for hende og ikke at finde fejl ved hende eller irettesætte hende.

Så arbejdede Ruth på marken hele dagen og bankede derefter det byg, hun havde samlet, og tog det ind til byen for at vise No’omi, som var meget glad og meget taknemmelig.

No’omi spurgte Ruth, hvor hun havde samlet aks. Da hun havde hørt hele historien, fortalte hun hende, at Boaz var en nær slægtning, og at det var godt for hende at blive på hans marker, som han havde givet hende tilladelse til, indtil høsten var forbi. Så Ruth holdt sig tæt til pigerne, der samlede aks på Boaz’ marker, indtil både byg- og hvedehøsten var forbi.

Så en nat, da Boaz skulle have en kastning af byg, sagde No’omi til Ruth, at hun skulle gøre sig klar, tage sit bedste tøj på og gå til kastningen og festen og spørge Boaz, hvad hun skulle gøre.

Kastning er at fanne stråene væk fra kernerne, efter at avnerne er banket af. Mange mennesker hjalp med arbejdet, og der blev lavet et festmåltid til dem.

Ruth gjorde, som No’omi havde sagt. Da hun havde fortalt Boaz, at hun var en nær slægtning, sagde han: »Velsignet være du af Herren, min datter.« Så sagde han til hende, at hun ikke skulle være bange, men at hun skulle hente det lange slør, hun bar. Da hun havde hentet det, hældte han en stor mængde byg i det. Hun bar dette ind til byen og gav det til sin svigermor og fortalte hende, hvad Boaz havde sagt, og No’omi blev trøstet, for hun vidste, at Boaz ville rådgive dem klogt.

Efter dette gik Boaz ind til byen og rådførte sig med de førende mænd og dem, der var interesseret i No’omis og Ruths ve og vel. Da han fandt ud af, at det ikke ville gøre nogen uret, fortalte han folket, at han ville tage Ruth til hustru, og folket sagde: »Vi er vidner.« Så giftede Boaz sig med Ruth. Men i sin nye stilling som hustru til en meget velhavende og indflydelsesrig mand glemte denne ædle kvinde ikke sin kærlighed til No’omi, som hun stadig ømt passede på.

Da en lille søn kom for at velsigne ægteskabet, glædede No’omi sig, for hun følte næsten, som om det var hendes egen lille søn. Hun gav ham navnet Obed og glædede sig over at passe ham.

Da Obed blev voksen, giftede han sig og fik en søn ved navn Isaj, som til gengæld blev far til David, Israels store konge. Jesus selv var af Davids hus, og således blev Guds løfte til sit udvalgte folk opfyldt.