Leonidas ved Thermopylæ

Den persiske hær var nået til Thermopylæ-passet, og Xerxes, der så, at det kun var bevogtet af få mænd, sendte dem en hovmodig besked og beordrede dem til at overgive deres våben. I stedet for sagtmodigt at adlyde som forventet, blev de persiske herolder forbløffede over at høre Leonidas svare med ægte spartansk kortfattethed: "Kom og tag dem!"

Den spartanske konge indså hurtigt, at han kun kunne gøre lidt mere end at forsinke den mægtige hærs fremrykning. Da en spartaner aldrig trækker sig tilbage, besluttede han sig for at dø på slagmarken. Han befalede sine krigere at rede deres hår, iføre sig deres fineste rustning og klæde sig i deres rigeste dragt, som det var skik, når man stod over for stor fare og forventede døden.

Perserne, der så dette, blev meget overraskede og rykkede frem med selvtillid, idet de troede, at mænd, der gjorde sig så meget umage med at krølle og parfumere deres hår, ikke ville være svære at overvinde. De opdagede snart deres fejltagelse.

Da de rykkede frem, affyrede bueskytterne en pileregn så talrig, at den formørkede solen. En af de allierede løb for at advare Leonidas, men han modtog den forfærdelige nyhed med stor ro og sagde blot: "Meget godt; så kan vi kæmpe i skyggen."

Da Xerxes så, at grækerne ikke ville give efter uden kamp, beordrede han slaget til at begynde. Perserne pressede sig frem under kongens vagtsomme øje, mens han sad højt på klipperne for at overvære deres sejr. Men til hans overraskelse blev de drevet tilbage af den håndfuld mænd.

Gang på gang forsøgte de at forcere passet, men alle forsøg viste sig forgæves. De persiske soldater, forbløffede over grækernes mod, blev fyldt med overtroisk frygt og begyndte at nægte at rykke frem, medmindre de blev drevet frem af piskenes stik.

Kongen var rasende over at se deres tætte rækker give efter gang efter gang. Til sidst beordrede han sine egne udødelige til at rykke frem og sprede den hær, der, skønt så lille, holdt millioner af mænd stangen. Han forventede, at alt ville give efter ved deres første angreb.

Forestil dig så hans vrede, da han så de udødelige også trække sig tilbage efter mange nyttesløse forsøg på at drive fjenden væk. Perserne vidste ikke, hvad de skulle gøre. De kunne ikke rykke frem, og de skammede sig over at trække sig tilbage.