DEN HJEMSØGTE MØLLE

Der var engang en mand, som havde en mølle ved siden af et vandfald, og i møllen var der en nisse. Om manden, som skik er de fleste steder, gav nissen grød og øl til jul for at skaffe korn til møllen, kan jeg ikke sige, men jeg tror ikke, han gjorde det, for hver gang han lukkede vandet på møllen, tog nissen fat i spindelen og stoppede møllen, så han ikke kunne male en sæk.

Manden vidste godt, at det var nissens værk, og til sidst en aften, da han gik ind i møllen, tog han en gryde fuld af beg og tjære og tændte ild under den. Nå! Da han lukkede vandet på hjulet, gik det rundt et stykke tid, men snart efter stoppede det helt. Så drejede og vred han, og satte skulderen til toppen af hjulet, men det hjalp altsammen ikke.

I mellemtiden var begryden kogende varm, og så åbnede han lugen, som gik ud til stigen, der førte ned i hjulet, og hvis han ikke fik øje på nissen, der stod på stigens trin med kæberne på vid gab, og han gabte så vidt, at munden fyldte hele lugen.

"Har du nogensinde set sådan en bred mund?" sagde nissen.

Men manden var rap med sit beg. Han greb gryden og kastede den, beg og det hele, ind i de gabende kæber.

"Har du nogensinde følt sådan varmt beg?"

Så lod nissen hjulet gå, og hylede og skreg frygteligt. Siden da har man aldrig kendt ham til at stoppe hjulet i den mølle, og der malede de i fred.

*

Ja! Anders havde hørt en historie lidt i den stil, kun handlede den om en vandnisse, ikke en nisse. Nisser, sagde han, gjorde aldrig folk meget ondt, undtagen dovne piger og ledige staldknegte, men vandnisser var ondskabsfulde og hadede mennesker. Desuden hadede nisser vand, de kunne ikke fordrage at krydse en rindende bæk; hvordan kunne de så leve i en mølle? Nej, det var en vandnisse, og det havde hans bedstemor fortalt ham.

Så, efter en pause, fortsatte han: "Men jeg kender en anden historie om en mølle, som ikke var rigtig rar, og den vil jeg fortælle, hvis I vil."

Vi var allesammen øren, og Anders begyndte:--

DEN HJEMSØGTE MØLLE.

"Denne historie hørte jeg også af min bedstemor, som kunne historier uden ende, og mere end det, hun troede på dem. Denne mølle lå ikke her i egnen, den lå et sted oppe i landet; men hvor den end lå, nord for Fjeldene eller syd for Fjeldene, så var den ikke rigtig rar. Ingen kunne male et korn i den i flere uger i træk, når noget kom og hjemsøgte den. Men det værste var, at foruden at hjemsøge den, så gav troldene, eller hvad de var, sig til at brænde møllen ned. To pinsedagsaftener i træk havde den fanget ild og brændt ned til grunden.

Nå, det tredje år, da pinse nærmede sig, havde manden en skrædder i sit hus tæt ved møllen, som lavede søndagstøj til mølleren.

"Jeg gad vide nu," sagde manden på pinsedagsaften, "om møllen også brænder ned denne pinse?"

"Nej, det skal den ikke," sagde skrædderen. "Hvorfor skulle den? Giv mig nøglerne: Jeg vil holde vagt ved møllen."

Nå, manden syntes, det var modigt, og så, da aftenen kom, gav han skrædderen nøglerne og viste ham ind i møllen. Den var tom, ser I, for den var lige nybygget, og så satte skrædderen sig midt på gulvet og tog sin kridt frem og tegnede en stor cirkel rundt om sig, og uden for ringen hele vejen rundt skrev han Fadervor, og da han havde gjort det, var han ikke bange—nej, ikke selv om Gamle Erik selv kom.

Så midt om natten fløj døren op med et brag, og der kom en sådan sværm af sorte katte, at man ikke kunne tælle dem, de var så tætte som myrer. De var ikke længe om at sætte en stor gryde på ildstedet og tænde ild under den, og gryden begyndte at koge og boble, og hvad sovsen angik, så var den så sandelig som beg og tjære.

"Ha! ha!" tænkte skrædderen, "det er jeres spil, er det!"

Og han havde knap tænkt det, før en af kattene stak poten under gryden og forsøgte at vælte den.

"Potter af, mis," sagde skrædderen, "du brænder dine knurhår."

"Hør på skrædderen, som siger 'Potter af, mis' til mig," sagde katten til de andre katte, og i en fart løb de allesammen væk fra ildstedet og begyndte at danse og springe rundt om cirklen; og så lige med ét listede den samme kat af sted til ildstedet og forsøgte at vælte gryden.

"Potter af, mis, du brænder dine knurhår," råbte skrædderen igen, og igen skræmte han dem fra ildstedet.

"Hør på skrædderen, som siger 'Potter af, mis'," sagde katten til de andre, og igen begyndte de allesammen at danse og springe rundt om cirklen, og så lige med ét var de igen henne ved gryden for at forsøge at vælte den.

"Potter af, mis, du brænder dine knurhår," skreg skrædderen tredje gang, og denne gang gav han dem sådan en forskrækkelse, at de tumlede hovedkulds på gulvet og begyndte at danse og springe som før.

Så sluttede de kreds om cirklen og dansede hurtigere og hurtigere: til sidst så hurtigt, at skrædderens hoved begyndte at dreje rundt, og de gloede på ham med sådan nogle store, grimme øjne, som om de ville sluge ham levende.

Lige som de var hurtigst, stak den samme kat, som så ofte havde forsøgt at vælte gryden, poten inden for cirklen, som om den ville kradse skrædderen. Men så snart skrædderen så det, trak han sin kniv ud af skeden og holdt den parat; lige da stak katten poten ind igen, og i en fart huggede skrædderen den af, og så, pop! tog alle kattene til benene så hurtigt de kunne, med hyl og jamren, lige ud ad døren.

Men skrædderen lagde sig ned inden for sin cirkel og sov, til solen skinnede lyst ind på gulvet. Så rejste han sig, låste møllen og gik væk til møllerens hus.

Da han kom derhen, lå både mølleren og hans kone stadig i sengen, for det var jo pinsedagsmorgen.

"Godmorgen," sagde skrædderen, da han gik hen til sengen og rakte mølleren hånden.

"Godmorgen," sagde mølleren, som både var glad og forbløffet over at se skrædderen hel og sund, skal I vide.

"Godmorgen, mor!" sagde skrædderen og rakte konen hånden.

"Godmorgen," sagde hun; men hun så så bleg og bekymret ud; og hvad hånden angik, så gemte hun den under dynen; men til sidst stak hun den venstre frem. Så så skrædderen tydeligt, hvordan tingene hang sammen, men hvad han sagde til manden, og hvad der blev gjort ved konen, har jeg aldrig hørt."

*

"Men det kan jeg fortælle dig, Anders," afbrød jeg: "hun blev brændt som heks, og ved du hvad, ovre i Skotland har vi den samme historie; kun har vi slutningen. Hun blev prøvet med Støvlen, indtil fødderne var knust, og Mortons Jomfru omfavnede hende, indtil ribbenene knagede, og fingrene blev sat i tommeskruer, indtil de var hele gele. Alt dette for at få hende til at vedkende sig, at hun var heks, og til sidst, da hun vedkendte sig det, blev hun brændt i Edinburgh i kong Jakob den Sjettes dage, og syv andre gamle kærlinger med hende."

Da jeg havde løsnet Anders' tunge, ville jeg ikke lade ham stoppe, så jeg fortalte historien om Whittington og hans kat, og jeg fik endda ham og pigerne til at forstå den frygtindgydende betydning af Lord Mayor i London.

Efter at Anders og pigerne havde korset og velsignet sig igen og igen ved den vidunderlige historie, sagde Anders:--

"Himmelen hjælpe os, vi har ingen Lord Mayors i Norge; lensmanden er god nok for os, og besvær nok giver han os sommetider; men vi har en historie, hvis slutning ligner jeres Lord Mayors historie, som en ært ligner en anden, og her er den, kun kalder vi den