Peik

Der var engang en mand og hans kone. De havde tvillingebørn, en søn og en datter, som lignede hinanden så meget, at ingen kunne kende dem fra hinanden undtagen på tøjet. Drengen blev kaldt Peik. Mens hans forældre levede, var han ikke meget værd, for han brød sig ikke om andet end at narre folk. Han var så fuld af spilopper, at ingen kunne have fred. Men efter at de døde, blev det værre. Han ville ikke løfte en finger for at arbejde; han ødslede bare det, de efterlod sig, og han kom i uvenskab med alle sine naboer. Hans søster sled og slæbte så meget, hun kunne, men det hjalp lidt. Til sidst sagde hun til ham: "Hvad skal vi leve af, når du har ødslet alting væk?"

"Åh, jeg går ud og narre nogen," sagde Peik.

"Ja, Peik, det er jeg sikker på, du gør snart nok," sagde hans søster.

"Jamen, jeg vil prøve," sagde Peik.

Så til sidst havde de ikke mere, for der var en ende på alting; og Peik travede af sted, og gik og gik, indtil han kom til kongens gård. Der stod kongen i porten, og så snart han fik øje på drengen, sagde han: "Hvor skal du hen i dag, Peik?"

"Åh, jeg skulle ud og se, om jeg kunne narre nogen," sagde Peik.

"Kan du ikke narre mig, nu?" sagde kongen.

"Nej, det kan jeg sikkert ikke," sagde Peik, "for jeg har glemt mine narrestave hjemme."

"Kan du ikke gå og hente dem?" sagde kongen, "for jeg skulle meget gerne se, om du er sådan en gøgler, som folk siger."

"Jeg har ingen kræfter til at gå," sagde Peik.

"Jeg vil låne dig en hest og sadel," sagde kongen.

"Men jeg kan heller ikke ride," sagde Peik.

"Så løfter vi dig op," sagde kongen, "så kan du nok sidde på."

Jo, Peik stod og rev sig i håret, som om han ville rive det af, og lod dem løfte ham op i sadlen. Der sad han og dinglede frem og tilbage, så længe kongen kunne se ham, og kongen lo, til tårerne kom i øjnene på ham, for han havde aldrig set sådan en skrædder på hesteryg. Men da Peik var kommet godt ind i skoven bag bakken, så han var ude af kongens syne, sad han, som om han var naglet til hesten, og red af sted, som om han havde stjålet både hest og tøjle. Da han kom til byen, solgte han både hest og sadel.

I al den tid gik kongen op og ned og ventede på, at Peik skulle komme vaklende tilbage med sine narrestave. Med jævne mellemrum lo han, når han huskede, hvor elendigt Peik så ud, da han dinglede på hesten som en sæk korn. Men det varede i syv længder og syv bredder, og der kom ingen Peik. Til sidst så kongen, at han var blevet narret og snydt for sin hest og sadel, selvom Peik ikke havde haft sine narrestave med. Så blev kongen vred og var lige ved at tage af sted for at slå Peik ihjel.

Men Peik havde fundet ud af, hvilken dag han kom, og sagde til sin søster, at hun skulle sætte den store kedel på ilden med en dråbe vand i. Lige som kongen kom ind, trak Peik kedelen af ilden og løb med den hen til huggeblokken, og så kogte han grøden på blokken.

Kongen undrede sig over det, og undrede sig så meget, at han glemte, hvorfor han var kommet.

"Hvad vil du have for den kedel?" sagde han.

"Jeg kan ikke undvære den," sagde Peik.

"Hvorfor ikke?" sagde kongen. "Jeg vil betale, hvad du forlanger."

"Nej, nej!" sagde Peik. "Den sparer mig tid og penge, brændepenge og huggepenge, kørsel og bæren."

"Det gør ikke noget," sagde kongen. "Jeg giver dig hundrede daler. Det er sandt, at du har narret mig for en hest og sadel og tøjle, men det skal alt sammen være glemt, bare jeg kan få kedelen."

"Jamen, hvis du endelig skal have den, så skal du have den," sagde Peik.

Da kongen kom hjem, inviterede han gæster og holdt et gilde.

Kødet skulle koges i den nye kedel, så han tog den op og stillede den midt på gulvet. Gæsterne troede, at kongen havde mistet forstanden, og gik rundt og skubbede til hinanden og lo ad ham. Men han gik rundt og rundt om kedelen og kaglende og pludrende, og sagde i ét åndedrag: "Nå, nå! bi lidt, bi lidt! det koger om et øjeblik." Men der var ingen kogen. Så så han, at Peik igen havde været ude med sine narrestave og snydt ham, og nu ville han straks af sted og slå ham ihjel.

Da kongen kom, stod Peik ude ved ladeporten. "Ville den ikke koge?" spurgte han.

"Nej! den ville ikke," sagde kongen. "Men nu skal du bøde for det." Og han var lige ved at trække sin kniv.

"Det kan jeg godt tro," sagde Peik, "for du tog ikke blokken med."

"Jeg ville ønske, jeg troede," sagde kongen, "at du ikke fortalte mig en hel bunke løgne."

"Jeg siger dig, det er på grund af blokken, den står på. Den vil ikke koge uden den," sagde Peik.

"Jamen, hvad ville han have for den?" Den var godt tre hundrede daler værd, men for kongens skyld skulle den gå for to. Så fik han blokken og rejste hjem med den, bød gæster igen, holdt et gilde og stillede kedelen på huggeblokken midt i stuen. Gæsterne syntes, han var både tosset og gal, og de gik rundt og gjorde grin med ham, mens han kaglende og pludrende gik rundt om kedelen og råbte: "Bi lidt, nu koger den! nu koger den i en fart." Men den ville ikke koge en tøddel mere på blokken end på det bare gulv. Så så han igen, at Peik havde været ude med sine narrestave. Så rev han sig i håret og svor på, at han straks ville af sted og slå ham ihjel. Denne gang ville han ikke skåne ham, hvad enten han lagde et godt eller dårligt ansigt på.

Men Peik havde taget skridt til at møde ham igen. Han slagtede en vædder og fangede blodet i blæren, og stoppede den ind i søsterens barm, og sagde til hende, hvad hun skulle sige og gøre.

"Hvor er Peik!" skreg kongen. Han var i sådan et raseri, at tungen snublede på ham.

"Han er så dårlig, at han ikke kan røre hverken hånd eller fod," sagde hun, "og nu prøver han at få sig en lur."

"Væk ham," sagde kongen.

"Nej, jeg tør ikke. Han er så hidsig," sagde søsteren.

"Jamen, jeg er endnu hidsigere," sagde kongen. "Og hvis du ikke vækker ham, så vil jeg." Dermed slog han sig på siden, hvor hans kniv hang.

Jo, hun gik for at vække ham. Men Peik vendte sig hidsigt i sin seng, trak en lille kniv frem og flækkede blæren i hendes barm, så en strøm af blod fos sede ud, og hun faldt ned på gulvet, som om hun var død.

"Sikken en vovehals du er, Peik!" sagde kongen. "Du har da ikke stukket din søster ihjel, og her stod jeg og så det med mine egne øjne."

"Der er ingen fare med hendes krop, så længe der er ånde i mine næsebor," sagde Peik. Dermed trak han et vædderhorn frem og begyndte at blæse i det. Da han havde blæst en brudevise, satte han enden mod hendes krop og blæste liv i hende igen, og hun rejste sig op, som om der ikke var noget i vejen med hende.

"Gud bevare mig, Peik! Kan du slå folk ihjel og blæse liv i dem igen? Kan du det?" sagde kongen.

"Jamen," sagde Peik, "hvordan skulle jeg klare mig, hvis jeg ikke kunne?

Jeg slår jo alle ihjel, som jeg kommer i nærheden af. Ved du ikke, at jeg er meget hidsig."

"Det er jeg også," sagde kongen. "Og det horn må jeg have. Jeg giver dig hundrede daler for det, og desuden tilgiver jeg dig for at have snydt mig for min hest, og for at have narret mig med kedelen og blokken, og alt andet."

Peik var meget uvillig til at skilles fra det, men for hans skyld skulle han få det. Så tog kongen af sted hjem med det, og han var knap kommet hjem, før han måtte prøve det. Han begyndte at skændes og kivles med dronningen og sin ældste datter, og de betalte ham med samme mønt. Men før de vidste et ord om det, rev han sin kniv frem og skar halsen over på dem, så de faldt om døde som sten. Alle andre løb ud af stuen, så bange var de.

Kongen gik og gik rundt på gulvet et stykke tid og pludrede om, at der ikke var sket nogen skade, så længe der var ånde i ham, og en hel bunke sådant noget, som var fløjet ud af Peiks mund. Så trak han hornet frem og begyndte at blæse "Tut-i-tu, Tut-i-tu." Men selvom han blæste og tooterede så hårdt, han kunne, hele den dag og den næste, kunne han ikke blæse liv i dem igen. Døde var de, og døde blev de, både dronningen og hans datter, og han blev nødt til at købe grave til dem på kirkegården og bruge penge på deres gravøl oven i købet.

Så måtte og skulle han af sted og hugge Peik ned. Men Peik havde sine spioner ude og vidste, hvornår kongen kom. Så sagde han til sin søster: "Nu må du bytte tøj med mig og tage af sted. Hvis du vil gøre det, kan du få alt, hvad vi har." Jo, hun byttede tøj med ham og pakkede sammen og tog af sted så hurtigt, hun kunne. Men Peik sad helt alene i sin søsters tøj.

"Hvor er den Peik?" sagde kongen, da han kom i et frygteligt raseri ind ad døren.

"Han er løbet væk," sagde Peik.

"Åh! havde han været hjemme," sagde kongen, "så havde jeg slået ham ihjel på stedet. Det er ikke værd at skåne livet på sådan en slyngel."

"Ja! han vidste af sine spioner, at Deres Majestæt kom og ville tage hans liv for hans onde påfund. Men han har efterladt mig helt alene uden en bid brød eller en skilling i min pung," sagde Peik, der gjorde sig så blød og sød i munden som en ung frøken.

"Kom så med til Kongens Gård, så skal du få nok at leve af. Der er ingen grund til at sidde her og sulte i denne hytte alene," sagde kongen.

Jo! det var han glad for at gøre. Så tog kongen ham med og lod ham lære alt og behandlede ham som sin egen datter. Det var næsten, som om kongen havde sine tre døtre igen, for Frøken Peik syede og strikkede, og sang og legede med de andre, og var med dem tidligt og sent.

Efter en tid kom en konge søn for at lede efter en kone.

"Ja! jeg har tre døtre," sagde kongen. "Det kommer an på dig, hvilken du vil have."

Så fik han lov til at gå op til deres kammer for at blive venner med dem, og enden blev, at han kunne bedst lide Frøken Peik, og kastede et silketørklæde i hendes skød som et kærlighedstegn. Så begyndte de at forberede bryllupsgildet, og i løbet af kort tid kom hans slægtninge, og kongens mænd, og de faldt alle over at feste og drikke på bryllupsaftenen.

Men da natten faldt på, turde Frøken Peik ikke blive længere, men løb væk fra Kongens Gård ud i den vide verden, og bruden var væk. Men der var værre i vente, for lige da følte begge de andre prinsesser sig meget mærkelige, og lige med ét kom to små prinser rejsende til verden, og folk måtte bryde op og tage hjem, lige som det sjoveste og festligste var.

Kongen blev både vred og bedrøvet og begyndte at spekulere på, om det ikke var Peik igen, der havde en finger med i spillet.

Så sadlede han sin hest og red ud, for han syntes, det var kedeligt at blive hjemme. Men da han kom ud blandt de pløjede marker, der sad Peik på en sten og spillede på en jødeharpe.

"Hvad! Sidder du der, Peik?" sagde kongen.

"Her sidder jeg, ganske vist," sagde Peik. "Hvor skulle jeg ellers sidde?"

"Nu har du snydt mig groft, gang på gang," sagde kongen. "Men nu må du komme med hjem til mig, og jeg vil slå dig ihjel."

"Nå, nå," sagde Peik, "hvis det ikke kan hjælpes, så kan det ikke. Jeg får vel gå med dig."

Da de kom hjem til Kongens Gård, gjorde de klar en tønde, som Peik skulle puttes i. Da den var klar, kørte de den op på et højt fjeld. Der skulle han ligge i tre dage og tænke på alt det onde, han havde gjort, så skulle de rulle ham ned ad fjeldet i fjorden.

Den tredje dag kom en rig mand forbi. Men Peik sad inde i tønden og sang: "Til himmerigs salighed og Paradis, Til himmerigs salighed og Paradis. Jeg vil meget hellere blive her end blive gjort til engel."

Da manden hørte det, spurgte han, hvad han ville have for at bytte plads med ham.

"Det burde være en god sum," sagde Peik, "for der var ikke en vogn klar til at køre til Paradis hver dag."

Så sagde manden, at han ville give alt, hvad han havde. Han slog bunden ud af tønden og krøb ind i den i stedet for Peik.

"En lykkelig rejse," sagde kongen, da han kom for at rulle ham ned. "Nu kommer du hurtigere til fjorden, end hvis du var i en slæde med rensdyr. Og nu er det forbi med dig og dine narrestave."

Før tønden var halvvejs ned ad fjeldet, var der ikke en hel stav tilbage af den, og heller ikke et lem på ham, der var indeni.

Men da kongen kom tilbage til gården, var Peik der før ham og sad i gården og spillede på jødeharpen.

"Hvad! Sidder du her, din Peik?"

"Ja! her sidder jeg, ganske vist. Hvor skulle jeg ellers sidde?" sagde Peik. "Måske kan jeg få husly her for alle mine heste og får og penge."

"Men hvor var det, jeg rullede dig, at du fik al denne rigdom?" spurgte kongen.

"Åh, du rullede mig i fjorden," sagde Peik, "og da jeg kom til bunden, var der mere end nok og til overs, både af heste og får og af guld og sølv. Kvæget gik rundt i store flokke, og guldet og sølvet lå i store dynger så store som huse."

"Hvad vil du have for at rulle mig ned på samme måde?" spurgte kongen.

"Åh," sagde Peik, "det koster lidt eller intet at gøre det. Desuden tog du ikke noget fra mig, og så vil jeg heller ikke tage noget fra dig."

Så stoppede han kongen i en tønde og rullede ham over. Da han havde givet ham en tur ned til fjorden for ingenting, gik han hjem til Kongens Gård. Så begyndte han at holde sit bryllupsgilde med den yngste prinsesse, og bagefter regerede han både land og rige. Men han holdt sine narrestave for sig selv, og holdt dem så godt, at der bagefter aldrig blev hørt noget til Peik og hans påfund, men kun om OS SELV KONGEN.