De vise og den tåbelige købmand

Engang for længe siden i et bestemt land besøgte en sparsommelig købmand en stor by og købte et stort lager af varer. Han læssede vogne med varerne, som han skulle sælge, mens han rejste gennem landet.

En dum ung købmand købte varer i den samme by. Han skulle også sælge det, han købte, mens han rejste gennem landet.

De var begge klar til at starte på samme tid.

Den sparsommelige købmand tænkte: "Vi kan ikke rejse sammen, for mændene vil have svært ved at finde brænde og vand, og der vil ikke være nok græs til så mange okser. Enten han eller jeg bør tage af sted først."

Så han gik til den unge mand og fortalte ham dette og sagde: "Vil du gå foran eller komme efter mig?"

Den anden tænkte: "Det vil være bedre for mig at gå først. Så vil jeg rejse på en vej, der ikke er opkørt. Okserne vil æde græs, der ikke er rørt. Vandet vil være rent. Også vil jeg sælge mine varer til den pris, jeg vil." Så sagde han: "Ven, jeg vil gå først."

Dette svar glædede den sparsommelige købmand. Han sagde til sig selv: "De, der går foran, vil gøre de ujævne steder jævne. Det gamle, grove græs vil være blevet ædt af okserne, der er gået foran, mens mine okser vil æde de friske, unge skud. De, der går foran, vil grave brønde, som vi vil drikke af. Også behøver jeg ikke at bekymre mig om at sætte priser, men jeg kan sælge mine varer til de priser, den anden mand sætter." Så sagde han højt: "Meget vel, ven, du kan gå først."

Straks begyndte den tåbelige købmand sin rejse. Snart havde han forladt byen og var i landet. Efterhånden kom han til en ørken, som han skulle krydse. Så fyldte han store vandkrukker med vand, læssede dem i en stor vogn og startede over ørkenen.

Nu på sandet i denne ørken boede en ond dæmon. Denne dæmon så den tåbelige unge købmand komme og tænkte ved sig selv: "Hvis jeg kan få ham til at tømme de vandkrukker, vil jeg snart kunne overvinde ham og have ham i min magt."

Så gik dæmonen længere hen ad vejen og forvandlede sig til lighed med en ædel herre. Han kaldte frem en smuk vogn, trukket af mælkehvide okser. Så kaldte han ti andre dæmoner frem, klædte dem som mænd og bevæbnede dem med buer og pile, sværd og skjolde. Siddende i sin vogn, fulgt af de ti dæmoner, red han tilbage for at møde købmanden. Han smurte mudder på vognhjulene, hængte åkander og våde græsser på okserne og vognen. Så gjorde han de klæder, dæmonerne bar, og deres hår helt våde. Vanddråber løb ned over deres ansigter, som om de alle var kommet gennem en strøm.

Da dæmonerne nærmede sig den tåbelige købmand, drejede de deres vogn til siden af vejen og sagde venligt: "Hvor skal du hen?"

Købmanden svarede: "Vi er kommet fra den store by der tilbage og skal over ørkenen til landsbyerne længere fremme. I kommer dryppende af mudder og bærer åkander og græsser. Regner det på den vej, I er kommet ad? Kom I gennem en strøm?"

Dæmonen svarede: "Den mørke stribe hen over himlen er en skov. I den er der damme fulde af åkander. Regnen kommer ofte. Hvad har du i alle de vogne?"

"Varer, der skal sælges," svarede købmanden.

"Men i den sidste store, tunge vogn, hvad bærer du der?" spurgte dæmonen.

"Krukker fulde af vand til rejsen," svarede købmanden.

Dæmonen sagde: "Du har gjort vel i at bringe vand så langt, men der er ingen grund til det længere fremme.

Tøm alt det vand ud og gå videre let." Så tilføjede han: "Men vi har ventet for længe. Kør videre!" Og han kørte videre, indtil han var ude af købmandens syne. Så vendte han tilbage til sit hjem med sine følgere for at vente på, at natten kom.

Den tåbelige købmand gjorde, som dæmonen bød ham, og tømte hver krukke, uden at gemme så meget som en kopfuld. Videre og videre rejste de, og striben på himlen falmede med solnedgangen. Der var ingen skov, den mørke linje var kun skyer. Intet vand kunne findes. Mændene havde intet vand at drikke og ingen mad at spise, for de havde intet vand til at koge deres ris i, så de gik tørstige og uden aftensmad i seng. Okserne var også sultne og tørstige og faldt ned for at sove her og der. Sent om natten kastede dæmonerne sig over dem og førte let hver eneste mand bort. De drev okserne foran sig, men de læssede vogne gad de ikke tage med sig.

En måned og en halv efter dette fulgte den vise købmand over den samme vej. Også han blev mødt på ørkenen af dæmonen, ligesom den anden havde været. Men den vise mand vidste, at manden var en dæmon, fordi han ikke kastede nogen skygge. Da dæmonen fortalte ham om damene i skoven foran og rådede ham til at kaste vandkrukkerne væk, svarede den vise købmand: "Vi kaster ikke det vand, vi har, væk, før vi når et sted, hvor vi ser, at der er mere."

Så kørte dæmonen videre. Men mændene, der var med købmanden, sagde: "Herre! De mænd fortalte os, at der længere fremme var begyndelsen til en stor skov, og derfra var der altid regn. Deres klæder og hår dryppede af vand. Lad os kaste vandkrukkerne væk og gå hurtigere videre med lettere vogne!"

Han standsede alle vognene, og den vise købmand spurgte mændene: "Har I nogensinde hørt nogen sige, at der var en sø eller dam i denne ørken? I har boet her i nærheden altid."

"Vi har aldrig hørt om en dam eller sø," sagde de.

"Føler nogen mand en vind, ladet med fugtighed, blæse mod sig?" spurgte han.

"Nej, herre," svarede de.

"Kan I se en regnsky, nogen af jer?" sagde han.

"Nej, herre, ikke én," sagde de.

"De fyre var ikke mænd, de var dæmoner!" sagde den vise købmand. "De må være kommet ud for at få os til at kaste vandet væk. Så, når vi var svage og magtesløse, kunne de have gjort en ende på os. Kør videre med det samme, og kast ikke en eneste halv pint vand væk."

Så kørte de videre, og før natten faldt på, stødte de på de læssede vogne, der tilhørte den tåbelige købmand.

Så fik den sparsommelige købmand sine vogne trukket op i en cirkel. Midt i cirklen lod han okserne lægge sig ned, og også nogle af mændene. Selv stod han med hovedmændene på vagt, med sværd i hænderne og ventede på dæmonerne. Men dæmonerne generede dem ikke. Tidligt den næste dag tog den sparsommelige købmand det bedste af de vogne, den tåbelige købmand havde efterladt, og gik sikkert videre til byen over ørkenen.

Der solgte han alle varerne med fortjeneste og vendte tilbage med sit selskab til sin egen by.