Da Phaetons vogn løb løbsk

»Du praler bare, Phaeton. Jeg tror ikke et øjeblik på, at din far er Apollo, lysets gud,« sagde Cycnus, en af hans skolekammerater, til drengen, der netop havde fremsat denne stolte påstand.

»Det er sandt,« svarede Phaeton. »Du vil ikke tro mig, fordi jeg er alene her i Grækenland, passet af en af nymferne og lærer de lektier, som alle græske drenge gør. Men jeg skal vise dig det. Jeg vil tage vejen til gudernes hjem og præsentere mig for min far.«

Det var sandelig en dristig plan for en yngling, der aldrig havde været uden for sit fødelands kyster. Men Phaeton drog straks af sted til Indien, for det var der, solen, der oplyste Grækenland, syntes at stå op. Han følte sig sikker på at finde Apollo i solens palads, så han stoppede ikke, før han havde besteget bjerge og derefter videre, højere op gennem de stejle skyer. Pludselig blev han tvunget til at standse og dækkede sine øjne med hænderne for at skærme sig mod det blændende lys, der forbløffede ham. Der, foran Phaeton, knejsende højt på skinnende søjler, stod solens palads.

Det glimtede med guld og ædelstene, og Phaeton banede sig vej ind gennem tunge døre af massivt sølv. Han havde hørt om Vulcans smukke håndværk, som havde designet Apollos palads, men da han stod under de polerede elfenbenslofter i tronsalen, var det mere vidunderligt end noget, han nogensinde havde forestillet sig.

Apollo, i en kongelig purpurkappe, sad på en trone så lysende, som var den skåret af en massiv diamant. Omkring ham stod hans tjenere, som hjalp ham med at gøre jorden til et behageligt, frugtbart hjem for menneskeheden. På Apollos højre og venstre side stod dagene, månederne og årene, og med regelmæssige mellemrum timerne. Foråret var der, hovedet kronet med blomster, og sommeren, som bar en krans formet af aks af modent korn. Efteråret stod ved siden af Apollo, fødderne plettet med druesaft, og der var isnende vinter, håret stift af rimfrost. Intet var skjult for Apollo i hele verden, og han så Phaeton i det øjeblik, han trådte ind i hallen.

»Hvad er dit ærinde her, letsindige dreng?« spurgte han strengt.

Phaeton gik tættere på og knælede ved foden af tronen. »Å, min far, lyset af den grænseløse verden!« sagde han. »Jeg vil være kendt som din søn. Giv mig bevis, så jeg kan vise dødelige og guder, at jeg ikke er af jorden, men har en plads hos dig på Olympen!«

Apollo blev glad for ynglingens bøn. Han lagde kronen af lyse stråler, som han bar, til side og strakte armene ud for at omfavne Phaeton. »Min søn, du fortjener ikke at blive afvist,« sagde han. »For at ende dine tvivl, så bed mig om hvilken som helst tjeneste, du ønsker, og gaven skal være din.«

Det var vidunderligt; Phaeton havde aldrig, ikke engang i sine drømme, forventet en så stor gave. Men han var lige så letsindig og ærgerrig som mange drenge i dag, der bilder sig ind, at de kan fortsætte deres fars arbejde uden den færdighed og erfaring, der skabte hans succes. Han vidste straks, hvad hans hjertes nærmeste ønske var.

»Kun for en dag, far, lad mig køre din vogn,« bønfaldt Phaeton.

Apollo trak sig tilbage i forskrækkelse. »Jeg talte forhastet,« sagde han. »Det er den eneste anmodning, jeg bør nægte dig. Det er ikke en sikker færd eller passende for din ungdom og styrke, Phaeton. Dine arme er dødelige, og du beder om noget, der er ud over dødelig magt. Du stræber efter det, som selv guderne ikke kan udrette. Ingen andre end mig selv, ikke engang Jupiter, hvis frygtelige højre arm kaster tordenskrald og lyn, må køre dagens flammende vogn.«

»Hvorfor er det så vanskelig en opgave?« spurgte Phaeton, fast besluttet på ikke at give op.

Apollo forklarede tålmodigt. »Det er en vanskelig rute gennem himlen. Begyndelsen er så stejl, at hestene, selv friske om morgenen, næsten ikke kan drives op ad den. Så kommer midten af forløbet, så højt oppe i himlen og så smalt, at jeg selv næsten ikke kan se ned uden svimmelhed på jorden og dens vande. Den sidste del falder hurtigt og kræver kyndig kørsel. Læg dertil himlens konstante, svimlende drejning med dens hav af stjerner. Jeg skal altid være på vagt, så deres bevægelse, som fejer alt med sig, ikke skynder mig eller kaster mig af kursen. Hvis jeg låner dig min vogn, hvad kan du, en dreng, så gøre? Kan du holde vejen med alle himmelkuglerne, der drejer omkring dig?«

»Jeg er sikker på, at jeg kan, far,« svarede Phaeton dristigt. »Det, du siger, afskrækker mig ikke. Jeg har en stærk arm og et roligt øje til at køre. Der er ingen anden fare på vejen, er der?«

»Der er større farer,« sagde Apollo. »Forventer du at passere kølige skove og hvide byer, gudernes hjem, paladser og templer på vejen? Vejen går gennem frygtelige monstrers domæne. Du må løbe spidsrod gennem bueskytternes pile og passere Tyrens horn. Løvens kæber vil være åbne for at fortære dig, Skorpionen vil strække sine følearme ud, og den store Krabbe sine kløer. Og du vil finde det ingen let sag at styre hestene, hvis bryster er så fulde af ild, at de ånder flammer gennem næseborene. Jeg kan næsten ikke holde dem selv, når de er uregerlige.«

»Jeg har kørt en vogn ved legene i Athen,« pralede Phaeton, »da vilde dyr var tæt på arenaen, og mine heste var yderst vanskelige at styre.«

Apollo gjorde et sidste forsøg. »Se over universet, min søn,« bønfaldt han, »og vælg hvad som helst, der er mest værdifuldt på jorden eller havet. Dette vil jeg give dig som bevis på, at du er min søn, men tag dit andet forhastede ønske tilbage.«

»Jeg har kun ét ønske: at køre solens vogn,« svarede Phaeton stædigt.

Der var kun én vej tilbage for Apollo, for en gud kunne aldrig bryde sit løfte. Uden et ord førte han Phaeton til den store stald, hvor han holdt sin høje vogn.

Vognen var en gave fra Vulcan til Apollo, lavet af guld. Akslen var guld, stangen og hjulene også guld, og egerne af det skinnende sølv. Rækker af krysolitter og diamanter kantede sædet, reflekterende solens stråler. Apollo beordrede timerne til at spænde hestene for, og de førte hingstene, fuldt mætte med ambrosia, ud fra båsene og fastgjorde tøjlerne. Da Phaeton, fuld af stolthed, så på, bemærkede han, at daggry havde kastet de purpurfarvede porte i øst op, og hans vej, strøet med roser, strakte sig foran ham. Han satte sig i vognen og tog tøjlerne.

Apollo salvede sin søns ansigt med en kraftig salve for at hjælpe ham med at udstå solens flammende varme. Han satte lysets stråler på hans hoved og sagde sorgfuldt: »Hvis du vil være så letsindig, beder jeg dig om at holde tøjlerne strammere end nogensinde før og spare på pisken. Hestene går hurtigt nok af sig selv; vanskeligheden er at holde dem inde. Du skal ikke tage den direkte vej, men dreje til venstre. Du vil se mærkerne af mine hjul, og de vil guide dig. Gå ikke for højt, ellers sætter du himmelens boliger i brand, eller for lavt, så du brænder jorden, men hold den midterste kurs, som er bedst. Natten er lige ved at passere ud af de vestlige porte, så du kan ikke vente længere. Start vognen, og må din skæbne virke bedre for dig, end du har planlagt.«

Phaeton rejste sig i den forgyldte vogn, løftede tøjlerne og var af sted som en pil.

I et øjeblik opdagede de fnysende, fyrige heste, at de bar en lettere byrde end normalt, og stormede gennem skyerne, som om vognen var tom. Den slingrede og kastede sig rundt som et skib på havet uden ballast. Himlens bjælker blev sluppet ned, og universets grænseløse slette lå foran hestene. De forlod Apollos befærdede kurs, og Phaeton var magtesløs til at styre dem. Han så ned på jorden langt nedenfor og blegnede; hans knæ rystede af skræk. Han vendte øjnene mod den sporløse himmel og blev endnu mere forfærdet over at se de enorme skikkelser, blandt hvilke han red, som drevet af en storm: Bueskytten, Store Bjørn, Løven og Krabben. Alle de monstre, Apollo havde advaret ham om, var der, og andre også.

Phaeton ønskede, at han aldrig havde forladt jorden, aldrig havde fremsat en så dristig anmodning. Han mistede sin selvkontrol og kunne ikke afgøre, om han skulle trække tøjlerne stramt eller slippe dem løst. Han glemte hestenes navne. Til sidst, da han så Skorpionen direkte i sin vej, med sine to store arme udstrakt og sine giftige tænder, mistede han alt mod, og tøjlerne faldt fra hans hænder. Da hestene mærkede det løsnede seletøj, styrtede de hovedkulds ind i ukendte regioner af himlen, nu op i høje himmel blandt stjernerne, derefter kastede de vognen ned næsten til jorden.

Bjergtoppene tog ild, og skyerne begyndte at ryge. Planter visnede, bladrige grene brændte, høsten blussede, og markerne blev svidde af varme. Hele verden var i brand. Store byer omkom med deres smukke tårne og høje mure, og hele nationer med alle deres folk blev reduceret til aske. Det siges, at floden Nilen flygtede og skjulte sit hoved i ørkenen, hvor den stadig ligger skjult. Jorden revnede, og havet skrumpede. Tørre sletter lå, hvor oceaner havde været, og bjerge, der havde været dækket af havet, løftede deres hoveder og blev øer. Selv Neptun, havets gud, blev drevet tilbage af varmen, da han forsøgte at løfte sit hoved over vandene, og Jorden så op mod Olympen og kaldte på Jupiter om hjælp.

Det var sandelig tid for guderne at handle. Jupiter besteg det høje tårn, hvor han opbevarede sine forgrenede lyn, og hvorfra han spredte regnskyer over jorden. Han kastede tordenskrald til højre og venstre, og svingende en lynets pil i sin højre hånd sigtede han mod Phaeton og kastede den, hvilket kastede ham fra vognen ned, ned gennem rummet. Vognføreren faldt i et spor af ild som en stjerneskud. En af jordens store floder modtog ham og forsøgte at køle hans brændende legeme, men han skulle aldrig igen se solens palads. Hans letsindighed havde bragt ham, ikke ære, men ødelæggelse.

Phaetons ven, Cycnus, stod ved flodens bred og sørgede over ham og dykkede endda under overfladen for at se, om han kunne bringe ham tilbage. Men dette vakte gudernes vrede, og de ændrede Cycnus til en svane, som altid flyder på vandet og uafbrudt stikker hovedet ned, som om han stadig leder efter himlens skæbnesvangre vognfører.

Selv havskallen fortæller historien om Phaeton. Hold den mod dit øre og lyt til dens klagende sang om ynglingen, der mistede en plads i solens palads, fordi han kørte lysets vogn for sin egen stolthed og uden tanke for andre.