Prinsessen på Glasbjerget

Der var engang en mand, som ejede en eng på siden af et bjerg. På engen stod en lade, hvor han gemte hø. Men de sidste to år havde der været meget lidt hø i laden, for hver Sankthansaften, når græsset var højst og grønnest, blev det hele ædt op i løbet af natten, som om en hel flok får havde bidt det ned til jorden.

Det skete én gang, og det skete to gange. Så blev manden træt af at miste sin afgrøde og sagde til sine tre sønner — den yngste blev kaldt Askeladden — at en af dem måtte gå og sove i laden på Sankthansaften.

Det var latterligt at lade græsset blive ædt op igen, hvert eneste strå. Den, der gik for at holde vagt, måtte holde skarpt udkig, sagde manden.

Den ældste søn var glad for at gå til engen. Han ville holde øje med græsset, sagde han, og han ville gøre det så godt, at hverken menneske eller dyr eller endda selve fanden skulle få noget af det. Så da aftenen kom, gik han til laden og lagde sig til at sove.

Men da natten nærmede sig, kom der sådan en rumlen og sådan et jordskælv, at vægge og tag rystede. Drengen sprang op og løb så hurtigt han kunne, uden at se sig tilbage. Det år stod laden tom, ligesom de to år før.

Den næste Sankthansaften sagde manden igen, at han ikke kunne blive ved med at miste alt græsset på den afsides eng år efter år, og at en af hans sønner måtte gå og holde vagt, og det godt også. Så var den næstældste søn villig til at vise, hvad han kunne.

Han gik til laden og lagde sig til at sove, ligesom hans bror havde gjort. Men da natten nærmede sig, kom der en stor rumlen, derefter et jordskælv, endnu værre end det året før.

Da drengen hørte det, blev han forfærdet og løb af sted, som om han var i kapløb om en præmie.

Året efter var det Askeladdens tur. Da han gjorde sig klar til at tage af sted, lo hans brødre og gjorde grin med ham. "Nå, du er lige den rette til at holde vagt over høet — du, som aldrig har lært andet end at sidde blandt asken og varme dig!" sagde de.

Askeladden lod sig ikke gå på af deres ord. Da aftenen kom, gik han ud til marken. Da han kom derhen, gik han ind i laden og lagde sig. Efter omkring en time begyndte der en rumlen og en knagen, og det var skræmmende at høre.

"Nå, hvis det ikke bliver værre end det, kan jeg nok klare det," tænkte Askeladden. Snart begyndte knagen igen, og jorden rystede så hårdt, at alt høet fløj omkring drengen. "Åh, hvis det ikke bliver værre end det, kan jeg nok klare det," tænkte Askeladden.

Så kom der en tredje rumlen og et tredje jordskælv, så voldsomt, at drengen troede, at vægge og tag var faldet ned. Men da det var overstået, blev alting pludselig så stille som døden omkring ham. "Jeg er ret sikker på, at det kommer igen," tænkte Askeladden. Men nej, det gjorde det ikke.

Alting var stille, og alting forblev stille. Da han havde ligget stille et lille øjeblik, hørte han noget, der lød som en hest, der stod og tyggede lige uden for ladedøren. Han listede hen til døren, som var lidt åben, for at se, hvad der var der. En hest stod der og spiste.

Den var så stor, fed og dejlig en hest, at Askeladden aldrig havde set magen. På den lå en sadel og en tømme, og en fuld rustning til en ridder. Alting var lavet af kobber, så blankt, at det glimtede. "Ha ha!

Så det er dig, som æder vores hø," tænkte drengen. "Men det vil jeg sætte en stopper for!" Han tog hurtigt sin ildstål frem og kastede den over hesten. Så kunne hesten ikke røre sig fra stedet; den blev så tam, at drengen kunne gøre, hvad han ville med den.

Så satte han sig op på den og red bort til et sted, som ingen kendte til undtagen ham selv, og der bandt han den. Da han gik hjem igen, lo hans brødre og spurgte, hvordan det var gået.

"Du lå ikke længe i laden, hvis du overhovedet har været så langt som til marken!" sagde de.

"Jeg lå i laden, til solen stod op, men jeg så intet og hørte intet," sagde drengen. "Gud ved, hvad der var, som gjorde jer to så bange."

"Nå, vi skal snart se, om du har holdt vagt over engen eller ej," svarede brødrene. Men da de kom derhen, stod græsset lige så langt og tykt, som det havde været natten før.

Den næste Sankthansaften var det samme igen. Ingen af de to brødre vovede at gå til den afsides mark for at holde vagt over afgrøden, men Askeladden gik. Alting skete præcis som året før: først en rumlen og et jordskælv, så et til, så et tredje.

Men alle tre jordskælv var meget voldsommere end året før. Så blev alting stille som døden igen. Drengen hørte noget tygge uden for ladedøren, så han listede så stille som muligt hen til døren, som var lidt åben.

Igen stod en hest tæt ved væggen og spiste og tyggede. Den var langt større og federe end den første hest, og den havde en sadel på ryggen, en tømme på hovedet og en fuld rustning til en ridder, alt af skinnende sølv, så smukt, som nogen kunne ønske at se.

"Ho ho!" tænkte drengen. "Er det dig, som æder vores hø om natten? Men det vil jeg sætte en stopper for." Så tog han sin ildstål frem og kastede den over hestens man. Dyret stod så stille som et lam.

Så red drengen også denne hest bort til det sted, hvor han holdt den anden, og gik så hjem igen.

"Jeg går ud fra, at du vil fortælle os, at du har holdt vagt godt igen denne gang," sagde brødrene.

"Ja, det har jeg så," sagde Askeladden. Så gik de derhen igen, og der stod græsset lige så højt og tykt som før. Men det gjorde dem ikke venligere mod Askeladden.

Da den tredje Sankthansaften kom, vovede ingen af de to ældre brødre at ligge i den afsides lade for at holde vagt over græsset. De havde været så bange de nætter, de havde sovet der, at de ikke kunne komme over det. Men Askeladden vovede at gå.

Alting skete præcis som på de to foregående nætter. Der kom tre jordskælv, hver værre end det sidste, og det sidste kastede drengen fra den ene væg i laden til den anden. Men så blev alting pludselig stille som døden.

Da han havde ligget stille et kort øjeblik, hørte han noget tygge uden for ladedøren. Han listede endnu en gang hen til døren, som var lidt åben, og se, en hest stod lige udenfor. Den var meget større og federe end de to andre, han havde fanget. "Ho ho!

Så det er dig, som æder vores hø denne gang," tænkte drengen. "Men det vil jeg sætte en stopper for." Så trak han sin ildstål frem og kastede den over hesten.

Hesten stod så stille, som om den var naglet til marken, og drengen kunne gøre lige, hvad han ville med den.

Så satte han sig op på den og red bort til det sted, hvor han holdt de to andre, og så gik han hjem igen.

Hans brødre hånede ham ligesom før og sagde, at de kunne se, at han måtte have holdt vagt over græsset meget omhyggeligt den nat, for han så ud, som om han gik i søvne. Men Askeladden lod sig ikke gå på af det.

Han sagde bare til dem, at de skulle gå til marken og se. De gik, og også denne gang stod græsset fint og tykt som altid.

Kongen i det land, hvor Askeladdens far boede, havde en datter. Han ville kun give hende til den mand, som kunne ride op til toppen af Glasbjerget. For der var et højt, højt bjerg af glas, glat som is, tæt ved kongens slot.

På selve toppen skulle kongens datter sidde med tre gyldne æbler i skødet. Den mand, som kunne ride op og tage de tre gyldne æbler, skulle gifte sig med hende og have halvdelen af riget.

Kongen havde ladet dette bekendtgøre i hver kirke i hele riget, og i mange andre riger også. Prinsessen var meget smuk, og alle, der så hende, blev dybt forelsket i hende. Så det er ingen overraskelse, at alle prinser og riddere var ivrige efter at vinde hende og halvdelen af riget.

De kom ridende fra verdens ende, klædt så pragtfuldt, at deres tøj glimtede i solskinnet, på heste, der syntes at danse, mens de gik. Ikke én af disse prinser troede, at han kunne undlade at vinde prinsessen.

På den dag, kongen havde udpeget, var der sådan en skare af riddere og prinser under Glasbjerget, at de syntes at myldre. Enhver, der kunne gå eller endda kravle, var der for at se, hvem der ville vinde kongens datter. Askeladdens to brødre var der også, men de ville ikke lade ham tage med dem. Han var så beskidt og sort af at sove og rode blandt asken, at de sagde, at alle ville le ad dem, hvis de blev set med sådan et svin.

"Nå, så vil jeg gå helt alene," sagde Askeladden.

Da de to brødre nåede Glasbjerget, prøvede alle prinserne og ridderne at ride op ad det. Deres heste var dækket af skum, men det var alt sammen forgæves. Så snart hestene satte foden på bjerget, gled de ned igen.

Ikke én kunne komme så meget som et par meter op. Det var heller ikke mærkeligt, for bjerget var så glat som en glasrude og så stejl som siden af et hus. Men de var alle ivrige efter at vinde kongens datter og halvdelen af riget, så de red og gled.

Til sidst var alle hestene så trætte, at de ikke kunne mere, og så varme, at skummet dryppede af dem. Rytterne blev tvunget til at give op. Kongen var lige ved at tænke på, at han ville bekendtgøre, at ridningen skulle begynde igen dagen efter, for måske ville det gå bedre, da en ridder pludselig kom ridende på sådan en dejlig hest, at ingen havde set magen.

Ridderen bar rustning af kobber, og hans tømme var også af kobber. Alt hans udstyr var så blankt, at det skinnede. De andre riddere råbte alle sammen til ham, at han lige så godt kunne spare sig besværet med at prøve at ride op ad Glasbjerget, for det var nytteløst.

Men han hørte ikke efter. Han red lige derhen og red op, som om det ikke var noget. Sådan red han et langt stykke — måske en tredjedel af vejen op. Men da han var kommet så langt, vendte han sin hest om og red ned igen.

Prinsessen syntes, at hun aldrig havde set sådan en smuk ridder. Mens han red op, sad hun og tænkte: "Åh, hvor håber jeg, at han kan komme helt til tops!" Da hun så ham vende om, kastede hun et af de gyldne æbler ned efter ham.

Det rullede ind i hans sko. Men da han var kommet ned af bjerget, red han bort så hurtigt, at ingen så, hvor han tog hen.

Så blev alle prinserne og ridderne beordret til at møde op for kongen den aften, så den, der havde redet så langt op ad Glasbjerget, kunne vise det gyldne æble, prinsessen havde kastet ned.

Men ingen havde noget at vise. Den ene ridder kom efter den anden, og ingen kunne vise æblet.

Den nat kom Askeladdens brødre hjem og fortalte en lang historie om ridningen på Glasbjerget. Først, sagde de, kunne ikke én komme så meget som et skridt op. Men så kom en ridder med kobberrustning og en kobbertømme.

Hans rustning og udstyr var så blankt, at det skinnede i det fjerne. Det var et syn at se ham ride. Han red en tredjedel af vejen op ad Glasbjerget, og han kunne nemt have redet hele vejen, hvis han havde villet, men han vendte om, fordi han besluttede, at det var nok for denne gang.

"Åh, det ville jeg også have haft lyst til at se!" sagde Askeladden, som som sædvanlig sad ved skorstenen blandt asken. "Du, ja!" sagde brødrene. "Du ser ud, som om du ville passe ind blandt sådanne store herrer, din modbydelige skabning, der sidder der!"

Den næste dag tog brødrene af sted igen. Også denne gang bad Askeladden om at få lov at tage med og se, hvem der red. Men nej, de sagde, at han ikke var skikket til det — han var alt for grim og beskidt. "Nå, så vil jeg gå helt alene," sagde Askeladden.

Så gik brødrene til Glasbjerget. Alle prinserne og ridderne begyndte at ride igen. Denne gang havde de ruet hestenes sko, men det hjalp ikke. De red og gled, som de havde gjort dagen før, og ikke én kunne komme så meget som en meter op ad bjerget.

Da de havde trættet deres heste ud og ikke kunne mere, måtte de stoppe. Men lige da kongen tænkte på, at han skulle bekendtgøre, at ridningen ville finde sted dagen efter for sidste gang, så de ville få en chance til, syntes han pludselig, at det var godt at vente lidt længere for at se, om ridderen i kobberrustning ville komme i dag.

Men han var ingen steder at se. Lige som de stadig ledte efter ham, kom der dog en ridder ridende på en hest, meget, meget finere end den, ridderen i kobberrustning havde redet på. Denne ridder bar sølvrustning og havde en sølvsadel og sølvtømme.

Alting var så blankt, at det skinnede og glimtede selv langt borte. Igen råbte de andre riddere til ham og sagde, at han lige så godt kunne give op med at prøve at ride op ad Glasbjerget, for det var nytteløst. Men ridderen lagde ikke mærke til det.

Han red lige til Glasbjerget og red endnu længere op end ridderen i kobberrustning havde gjort. Men da han havde redet to tredjedele af vejen op, vendte han sin hest om og red ned igen. Prinsessen kunne lide denne ridder endnu bedre end den anden.

Hun sad og længtes efter, at han skulle nå toppen. Da hun så ham vende om, kastede hun det andet æble efter ham. Det rullede ind i hans sko. Så snart han var kommet ned af Glasbjerget, red han bort så hurtigt, at ingen kunne se, hvor han tog hen.

Den aften skulle alle møde op for kongen og prinsessen for at vise det gyldne æble. Den ene ridder efter den anden gik ind, men ingen havde et gyldent æble at vise.

Om natten gik de to brødre hjem, som de havde gjort natten før, og fortalte, hvordan det var gået. Alle havde redet, men ingen havde kunnet komme op ad bjerget. "Men til sidst," sagde de, "kom der en i sølvrustning. Han havde en sølvtømme på sin hest og en sølvsadel. Åh, hvor kunne han ride! Han tog sin hest to tredjedele af vejen op ad bjerget, men så vendte han om. Han var en dejlig fyr," sagde brødrene. "Prinsessen kastede det andet gyldne æble til ham!"

"Åh, hvor ville jeg også have haft lyst til at se ham!" sagde Askeladden.

"Åh, ja! Han var lidt lysere end asken, du sidder og roder i, din beskidte sorte skabning!" sagde brødrene.

På den tredje dag gik alting præcis som på de foregående dage. Askeladden ville med for at se ridningen, men hans to brødre ville ikke have ham i deres selskab.

Da de kom til Glasbjerget, kunne ingen ride så meget som en meter op ad det.

Alle ventede på ridderen i sølvrustning, men han hverken blev set eller hørt til. Til sidst, efter lang tid, kom en ridder ridende på en hest så dejlig, at dens lige aldrig var set. Ridderen bar gylden rustning, og hesten havde en gylden sadel og tømme.

Alting var så blankt, at det skinnede og blændede alle, selv når ridderen stadig var langt borte. De andre prinser og riddere kunne ikke engang råbe for at fortælle ham, at det var nytteløst at prøve at klatre op ad bjerget — de var for forbløffede over hans pragt.

Han red lige til Glasbjerget og galopperede op, som om det slet ikke var et bjerg. Prinsessen nåede ikke engang at ønske, at han ville klare hele vejen. Så snart han nåede toppen, tog han det tredje gyldne æble fra prinsessens skød.

Så vendte han sin hest om og red ned igen. Han forsvandt af syne, før nogen kunne sige et ord til ham.

Da de to brødre kom hjem den nat, havde de meget at fortælle om, hvordan ridningen var gået. Til sidst fortalte de om ridderen i gylden rustning. "Han var en dejlig fyr, den! Sådan en pragtfuld ridder kan ikke findes på jorden!" sagde brødrene.

"Åh, hvor ville jeg også have haft lyst til at se ham!" sagde Askeladden.

"Nå, han skinnede næsten lige så klart som kulbunkerne, du altid rager i, din beskidte sorte skabning!" sagde brødrene.

Den næste dag skulle alle ridderne og prinserne møde op for kongen og prinsessen — det havde været for sent natten før — så den, der havde det gyldne æble, kunne vise det. De gik alle i tur, først prinser, så riddere, men ingen af dem havde et gyldent æble.

"Men nogen må have det," sagde kongen. "For med vores egne øjne så vi alle en mand ride op og tage det." Så beordrede han, at alle i riget skulle komme til slottet for at se, om de kunne vise æblet. Den ene efter den anden kom de alle, men ingen havde det gyldne æble. Efter lang, lang tid kom også Askeladdens to brødre. De var de allersidste, så kongen spurgte dem, om der var nogen andre tilbage i riget til at komme.

"Åh, jo, vi har en bror," sagde de to, "men han fik aldrig det gyldne æble! Han forlod aldrig askebunken på nogen af de tre dage."

"Det gør ikke noget," sagde kongen. "Da alle andre er kommet til slottet, så lad ham også komme."

Så måtte Askeladden gå til kongens slot.

"Har du det gyldne æble?" spurgte kongen.

"Ja, her er det første, og her er det andet, og her er også det tredje," sagde Askeladden. Han tog alle tre æbler op af lommen. Så trak han sine sodede laser af og stod foran dem i sin skinnende gyldne rustning, som glimtede, mens han stod.

"Du skal have min datter og halvdelen af mit rige, og du har godt fortjent begge dele!" sagde kongen.

Så var der et bryllup, og Askeladden giftede sig med kongens datter. Alle morede sig ved brylluppet, for de kunne alle more sig, selvom de ikke kunne ride op ad Glasbjerget. Og hvis de ikke er holdt op med at more sig, må de stadig være i gang.