Snehvide

Engang, midt om vinteren, da snefnuggene faldt som fjer fra himlen, sad en dronning og syede ved et vindue med en karm af sort ibenholt. Mens hun syede og så ud på sneen, stak hun sig i fingeren med nålen, og tre bloddråber faldt ned på sneen. Det røde så smukt ud på den hvide sne, og hun tænkte ved sig selv: "Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg havde et barn så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som træet i denne vindueskarm."

Kort efter fik hun en lille datter. Barnet var så hvidt som sne, så rødt som blod, og hendes hår var så sort som ibenholt. Så kaldte de hende Snehvide. Men da barnet blev født, døde dronningen.

Et år senere giftede kongen sig med en anden kvinde. Hun var smuk, men stolt og forfængelig. Hun kunne ikke fordrage, at nogen anden var smukkere end hende. Hun havde et magisk spejl, og når hun stod foran det og sagde:

"Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?" svarede spejlet:

"Du, o dronning, er den smukkeste af alle."

Så var hun glad, fordi hun vidste, at spejlet altid talte sandt.

Men Snehvide voksede op, og da hun var syv år gammel, var hun smuk som dagen, endda smukkere end dronningen selv. Engang da dronningen spurgte sit spejl:

"Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?" svarede det:

"Du er smuk, min dronning, det er sandt, men Snehvide er smukkere end dig."

Dronningen blev chokeret. Hun blev gul og grøn af jalousi. Fra det øjeblik, hver gang hun så Snehvide, bankede hendes hjerte af had.

Hendes misundelse voksede som ukrudt, og hun havde ingen fred. Hun kaldte på en jæger og sagde: "Tag barnet med ind i skoven. Jeg vil aldrig se hende igen. Dræb hende, og bring mig hendes hjerte som bevis." Jægeren adlød. Han tog Snehvide dybt ind i skoven. Da han trak sin kniv for at stikke hendes uskyldige hjerte, begyndte hun at græde og sagde: "Kære jæger, lad mig dog leve! Jeg vil løbe væk ind i den vilde skov og aldrig komme tilbage."

Hun var så smuk, at jægeren fik ondt af hende. "Løb væk, stakkels barn," sagde han. "De vilde dyr vil æde dig alligevel," tænkte han, men han var lettet over, at han ikke behøvede at dræbe hende. Lige da kom et ungt vildsvin løbende forbi. Han stak det, skar hjertet ud og tog det med til dronningen. Kokken saltede det, og den onde dronning spiste det, fordi hun troede, det var Snehvides hjerte.

Nu var det stakkels barn helt alene i den store skov. Hun var så bange, at hun så på hvert blad på hvert træ og ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun begyndte at løbe, over skarpe sten og gennem torne. Vilde dyr løb forbi hende, men de gjorde hende ikke noget.

Hun løb så længe, hun kunne, indtil det næsten var aften. Så så hun en lille hytte og gik ind for at hvile sig. Alt i hytten var bitte småt, men net og rent. Der var et bord med en hvid dug, syv små tallerkener, hver med en lille ske, syv små knive og gafler og syv små krus. Op ad væggen stod syv små senge, dækket med snehvide tæpper.

Lille Snehvide var sulten og tørstig, så hun spiste lidt grøntsager og brød fra hver tallerken og drak en dråbe vin fra hvert krus, fordi hun ikke ville tage alt fra bare én. Så, fordi hun var så træt, lagde hun sig på en af sengene. Ingen af dem føltes rigtig – én var for lang, en anden for kort – indtil hun prøvede den syvende, som var lige rigtig. Hun sagde en bøn og faldt i søvn.

Da det blev mørkt, kom ejerne af hytten hjem. Det var syv dværge, som gravede efter guld og sølv i bjergene. De tændte deres syv lys og så, at nogen havde været der, fordi tingene ikke var i samme orden som før.

Den første sagde: "Hvem har siddet på min stol?"

Den anden sagde: "Hvem har spist af min tallerken?"

Den tredje sagde: "Hvem har taget mit brød?"

Den fjerde sagde: "Hvem har spist mine grøntsager?"

Den femte sagde: "Hvem har brugt min gaffel?"

Den sjette sagde: "Hvem har skåret med min kniv?"

Den syvende sagde: "Hvem har drukket af mit krus?"

Så kiggede den første dværg sig omkring og så en lille fordybning i sin seng. "Hvem har været i min seng?" sagde han. De andre kom og så, at der også havde været nogen i deres senge. Men da den syvende dværg kiggede på sin seng, så han lille Snehvide ligge og sove trygt.

Han kaldte på de andre, som kom løbende, og de udbrød i forundring. De bragte deres syv lys og lod lyset skinne på hende. "Åh! " råbte de. "Sikke et smukt barn!" De var så glade, at de ikke vækkede hende, men lod hende sove.

Den syvende dværg sov hos hver af sine kammerater i en time og kom sådan gennem natten.

Om morgenen vågnede Snehvide og blev bange, da hun så de syv dværge. Men de var venlige og spurgte om hendes navn. "Mit navn er Snehvide," sagde hun. "Hvordan kom du til vores hus?" spurgte de.

Hun fortalte dem, hvordan hendes stedmor havde villet have hende dræbt, men jægeren havde skånet hende, og hvordan hun havde løbet hele dagen, indtil hun fandt deres hjem. Dværgene sagde: "Hvis du vil tage dig af vores hus, lave mad, rede sengene, vaske, sy og strikke og holde alting net og rent, kan du blive hos os, og du skal få alt, hvad du har brug for." "Ja," sagde Snehvide, "af hele mit hjerte." Og hun blev hos dem.

Hun holdt huset i orden. Om morgenen gik dværgene til bjergene for at grave efter guld og sølv, og om aftenen kom de hjem og forventede, at aftensmaden var klar. Pigen var alene hele dagen, så de gode dværge advarede hende: "Pas på din stedmor.

Hun vil snart vide, at du er her. Luk ingen ind."

Imens troede dronningen, at hun havde spist Snehvides hjerte, så hun troede, at hun igen var den smukkeste. Hun gik til sit spejl og sagde:

"Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?"

Og spejlet svarede:

"O dronning, du er den smukkeste, jeg ser, men ovre på bjergene, hvor de syv dværge bor, er Snehvide stadig i live og vel, og ingen er så smuk som hun."

Hun var lamslået, fordi hun vidste, at spejlet aldrig løj. Hun indså, at jægeren havde narret hende, og at Snehvide stadig var i live. Hun tænkte og tænkte på, hvordan hun skulle dræbe hende. Hun havde ingen fred, så længe hun ikke var den smukkeste. Til sidst fandt hun på en plan.

Hun malede sit ansigt og klædte sig ud som en gammel krammerkvinde, så ingen ville genkende hende. Hun krydsede de syv bjerge til dværgenes hytte og bankede på døren og råbte: "Pæne sager til salg, meget billigt!" Lille Snehvide kiggede ud ad vinduet og sagde: "God dag, gode kone.

Hvad har du at sælge?" "Gode sager, pæne sager," svarede hun. "Snørebånd i alle farver." Og hun trak et bånd frem, vævet af skinnende silke. "Jeg kan godt lukke den gamle kone ind," tænkte Snehvide. Hun trak slåen fra og købte det pæne bånd.

"Barn," sagde den gamle kone, "sikke et rod du ser ud! Lad mig snøre dig ordentligt." Snehvide havde ingen mistanke. Hun stillede sig foran hende og lod sig snøre med de nye bånd.

Men den gamle kone snørede så hurtigt og så stramt, at Snehvide mistede vejret og faldt om, som om hun var død. "Nu er jeg den smukkeste," sagde dronningen til sig selv, og hun løb væk.

Den aften kom de syv dværge hjem. De blev forfærdede over at se deres kære Snehvide ligge på jorden uden at røre sig, som om hun var død. De løftede hende op og så, at hun var snøret for stramt. De klippede båndene over. Så begyndte hun at trække vejret lidt, og efter et stykke tid kom hun til live igen. Da dværgene hørte, hvad der var sket, sagde de: "Den gamle krammerkvinde var den onde dronning. Vær forsigtig og luk ingen ind, når vi ikke er hos dig."

Den onde kvinde gik hjem og stillede sig foran spejlet og spurgte:

"Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?"

Og det svarede det samme som før:

"O dronning, du er den smukkeste, jeg ser, men ovre på bjergene, hvor de syv dværge bor, er Snehvide stadig i live og vel, og ingen er så smuk som hun."

Da hun hørte det, strømmede blodet til hendes hjerte af skræk. Hun så, at Snehvide var i live igen. "Men nu," sagde hun, "vil jeg finde på noget, der gør det af med dig." Med hekseri lavede hun en giftig kam.

Så forklædte hun sig som en anden gammel kone og krydsede de syv bjerge til dværgenes hytte. Hun bankede på døren og råbte: "Gode sager til salg, billigt!" Lille Snehvide kiggede ud og sagde: "Gå væk!

Jeg kan ikke lukke nogen ind." "Du kan da i det mindste kigge," sagde den gamle kone, og hun trak den giftige kam frem og holdt den op. Pigen syntes så godt om den, at hun lod sig narre og åbnede døren.

Efter at de havde handlet, sagde den gamle kone: "Nu vil jeg rede dit hår ordentligt." Stakkels Snehvide havde ingen mistanke og lod hende gøre det. Men så snart hun stak kammen i håret, virkede giften, og pigen faldt bevidstløs om.

"Du fuldendte skønhed," sagde den onde kvinde, "nu er det forbi med dig!" Og hun gik.

Heldigvis var det næsten aften, da dværgene kom hjem. De så Snehvide ligge på jorden, som om hun var død. De fik mistanke om stedmoderen og fandt den giftige kam. Så snart de tog den ud, kom Snehvide til sig selv og fortalte dem, hvad der var sket. De advarede hende igen om at være forsigtig og ikke åbne døren for nogen.

Dronningen gik hjem, stillede sig foran spejlet og sagde:

"Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?"

Og det svarede det samme:

"O dronning, du er den smukkeste, jeg ser, men ovre på bjergene, hvor de syv dværge bor, er Snehvide stadig i live og vel, og ingen er så smuk som hun."

Da hun hørte dette, rystede hun af raseri. "Snehvide skal dø," råbte hun, "selv om det koster mig livet!"

Hun gik ind i et hemmeligt rum, hvor ingen nogensinde kom, og der lavede hun et meget giftigt æble. Det så smukt ud, hvidt med røde kinder, så enhver, der så det, ville have lyst til det. Men enhver, der tog en bid, ville helt sikkert dø.

Da æblet var færdigt, malede hun sit ansigt og klædte sig ud som en bondekone. Hun krydsede de syv bjerge til de syv dværge og bankede på døren. Snehvide stak hovedet ud ad vinduet og sagde: "Jeg kan ikke lukke nogen ind.

De syv dværge har forbudt mig det." "Det er fint," sagde konen. "Jeg får solgt mine æbler snart nok. Her, jeg giver dig et." "Nej," sagde Snehvide, "jeg kan ikke tage imod noget." "Er du bange for gift?" sagde den gamle kone. "Se, jeg skærer æblet i to.

Du spiser den røde del, og jeg spiser den hvide." Æbleet var lavet så snedigt, at kun den røde halvdel var forgiftet. Snehvide længtes efter det smukke æble. Da hun så konen spise en del af det, kunne hun ikke modstå længere. Hun rakte ud og tog den giftige halvdel.

Men så snart hun fik en bid i munden, faldt hun om og var død. Dronningen så på hende med en frygtelig latter og sagde: "Hvid som sne, rød som blod, sort som ibenholt! Denne gang kan dværgene ikke vække dig."

Da hun kom hjem, spurgte hun spejlet,

"Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?"

Endelig svarede det:

"O dronning, i dette land er du den smukkeste af alle."

Så fik hendes misundelige hjerte fred, så meget fred som et misundeligt hjerte kan få.

Da dværgene kom hjem om aftenen, fandt de Snehvide liggende på jorden. Hun trak ikke vejret og var død. De løftede hende op, ledte efter noget giftigt, løsnede hendes snøreliv, redte hendes hår, vaskede hende med vand og vin, men det hjalp ikke. Det stakkels barn var død. De lagde hende på en ligbåre og sad omkring hende i tre dage og græd.

Så ville de begrave hende, men hun så stadig ud, som om hun levede, med sine pæne røde kinder. De sagde: "Vi kan ikke begrave hende i den mørke jord." Så lavede de en ligkiste af klart glas, så hun kunne ses fra alle sider. De lagde hende i den og skrev hendes navn med guldbogstaver og sagde, at hun var en kongedatter.

Så satte de kisten på bjerget, og en dværg blev altid hos den for at vogte den. Fugle kom også og græd over Snehvide: først en ugle, så en ravn og til sidst en due.

Snehvide lå i kisten i meget, meget lang tid. Hun forandrede sig ikke, men så ud, som om hun sov. Hun var stadig så hvid som sne, så rød som blod, og hendes hår så sort som ibenholt.

Så en dag kom en kongesøn ind i skoven og gik til dværgenes hus for at overnatte. Han så kisten på bjerget og den smukke Snehvide inde i den. Han læste, hvad der stod med guldbogstaver. Han sagde til dværgene: "Lad mig få kisten.

Jeg vil give jer, hvad I vil have for den." Men dværgene svarede: "Vi giver den ikke væk for alt guld i verden." Så sagde han: "Giv mig den som gave, for jeg kan ikke leve uden at se Snehvide.

Jeg vil ære og værne om hende som min kæreste ejendom." De gode dværge fik ondt af ham og gav ham kisten.

Kongesønnen lod sine tjenere bære den på skuldrene. Mens de gik, snublede de over en træstub. Stødet fik det giftige stykke æble, som Snehvide havde bidt af, til at komme op af hendes hals. Snart åbnede hun øjnene, løftede låget på kisten, satte sig op og var i live igen. "Åh, himmel, hvor er jeg?" råbte hun. Kongesønnen, fuld af glæde, sagde: "Du er hos mig." Han fortalte hende, hvad der var sket, og sagde: "Jeg elsker dig mere end alt i verden. Kom med mig til min fars slot og vær min hustru."

Snehvide sagde ja og gik med ham. Deres bryllup blev holdt med stor pragt. Men den onde stedmor var også inviteret. Hun tog smukt tøj på og gik foran sit spejl og sagde:

"Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?"

Spejlet svarede:

"O dronning, du er den smukkeste her, det ved jeg, men den unge dronning er smukkere endnu, og sådan er det."

Så bandede den onde kvinde. Hun var så ulykkelig, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Først ville hun ikke gå til brylluppet, men hun kunne ikke holde sig væk. Hun måtte se den unge dronning. Da hun gik ind, genkendte hun Snehvide. Hun stod stille af raseri og skræk. Men jernskobrønde var allerede sat på ilden. De blev båret ind med tang og sat foran hende. Hun blev tvunget til at tage de rødglødende sko på og danse, indtil hun faldt om og var død.