Lammet og den lille fisk

Der var engang en lille bror og en lille søster, som elskede hinanden af hele deres hjerte. Deres egen mor var død, og de havde en stedmor, som ikke var venlig mod dem. Hun gjorde i hemmelighed alt, hvad hun kunne, for at skade dem.

En dag legede børnene med andre børn på en eng foran huset. Der var en dam på engen, som nåede hen til den ene side af huset. De løb rundt om den, jagtede hinanden og legede en tælleleg.

"Eneke Beneke, lad mig leve, / Og jeg min fugl til dig vil give. / Den lille fugl, den strå skal søge, / Det strå jeg vil til koen give at æde. / Den kønne ko skal give mig mælk, / Den mælk jeg til bageren vil bringe. / Bageren han skal bage en kage, / Den kage jeg vil give til katten. / Katten skal fange nogle mus for det, / De mus jeg vil hænge op i røgen, / Og så skal du se sneen."

De stod i en cirkel, mens de legede, og den, som ordet "sne" faldt på, måtte løbe væk, og alle de andre løb efter ham og fangede ham. Mens de løb så lystigt omkring, så stedmoren på dem fra vinduet og blev vred.

Da hun forstod sig på heksekunster, forheksede hun dem begge og forvandlede lillebroren til en fisk og lillesøsteren til et lam. Så svømmede fisken frem og tilbage i dammen og var meget bedrøvet, og lammet gik op og ned ad engen og havde det elendigt og kunne ikke spise et eneste græsstrå.

Der gik lang tid, og så kom der fremmede til slottet for at besøge det. Den onde stedmor tænkte: "Det er en god lejlighed," og kaldte på kokken. Hun sagde til ham: "Gå hen og hent lammet fra engen og slå det ihjel.

Vi har ikke andet til de besøgende." Så gik kokken, hentede lammet og tog det med ind i køkkenet. Han bandt dets ben, og lammet bar det hele tålmodigt. Da han havde trukket sin kniv og hvæssede den på dørtrinet for at slå lammet ihjel, lagde han mærke til en lille fisk, som svømmede frem og tilbage i vandet foran køkkenvasken og kiggede op på ham.

Det var broren, for da fisken så kokken tage lammet væk, fulgte den efter dem og svømmede langs dammen hen til huset. Så kaldte lammet ned til den,

"Åh, bror, i dammen så dyb, / Hvor tungt er mit stakkels hjerte! / Selv nu han hvæsser kokken sin kniv / For at tage mit spæde liv."

Den lille fisk svarede,

"Åh, lillesøster, deroppe højt / Hvor tungt er mit stakkels hjerte / Mens jeg i denne dam må ligge."

Da kokken hørte, at lammet kunne tale og sagde sådanne sørgelige ord til fisken dernede, blev han forfærdet og tænkte, at det kunne ikke være et almindeligt lam, men at det måtte være forhekset af den onde kvinde i huset. Så sagde han: "Vær ikke bange, jeg vil ikke slå dig ihjel." Han tog et andet får og tilberedte det til gæsterne og bragte lammet til en god bondekone. Han fortalte hende alt, hvad han havde set og hørt.

Bondens kone var faktisk den kvinde, som havde været lillesøsterens plejemor, og hun anede straks, hvem lammet var. Hun gik med det til en klog kone. Så udtalte den kloge kone en velsignelse over lammet og den lille fisk, og gennem den velsignelse fik de deres menneskelige skikkelse tilbage. Bagefter tog hun dem begge med ind i en lille hytte i en stor skov, hvor de levede alene, men var tilfredse og glade.