Krystalkuglen

Der var engang en troldkvinde, som havde tre sønner. Brødrene elskede hinanden højt, men den gamle kone stolede ikke på dem. Hun troede, at de ville stjæle hendes magi. Så hun forvandlede den ældste til en ørn.

Han måtte bo i de klippefulde bjerge, og man så ham ofte svæve i store cirkler på himlen. Den anden forvandlede hun til en hval. Han levede i det dybe hav, og det eneste tegn på ham var en kæmpe vandstråle, som han nogle gange blæste op i luften.

Hver af dem kunne kun være menneske i to timer hver dag. Den tredje søn var bange for, at hun ville forvandle ham til et vildt dyr – måske en bjørn eller en ulv – så han flygtede i al hemmelighed.

Han havde hørt, at en kongedatter lå under en forbandelse, indespærret på Slottet af det Gyldne Solskin, og ventede på at blive befriet. Men de, der forsøgte at befri hende, satte deres liv på spil. Treogtyve unge mænd var allerede døde en elendig død, og kun én mere fik lov til at forsøge.

Derefter måtte ingen komme flere. Hans hjerte var frygtløst, så han besluttede at søge efter Slottet af det Gyldne Solskin. Han rejste i lang tid, men kunne ikke finde det. Så tilfældigvis kom han til en kæmpe skov og mistede vejen.

Pludselig så han to kæmper i det fjerne. De vinkede til ham, og da han kom nærmere, sagde de: "Vi skændes om en hue. Vi vil begge have den, men vi er lige stærke, så ingen af os kan vinde.

Små mennesker er klogere end os, så vi vil have dig til at afgøre det." "Hvordan kan I skændes om en gammel hue?" sagde den unge mand. "Du ved ikke, hvad den kan! Det er en ønskehue. Den, der tager den på, kan ønske sig hvor som helst hen, og han vil være der på et øjeblik." "Giv mig huen," sagde den unge mand.

"Jeg går et lille stykke væk. Når jeg kalder på jer, må I løbe mod mig. Den, der kommer først herhen, får huen." Han tog huen på og gik væk. Han tænkte på kongedatteren og glemte kæmperne. Han gik videre og videre.

Til sidst sukkede han fra hjertets dyb og råbte: "Åh, hvis jeg dog bare var på Slottet af det Gyldne Solskin!" Og før han kunne sige et ord mere, stod han på et højt bjerg foran slottsporten.

Han gik indenfor og gik gennem alle værelserne, indtil han nåede det sidste. Der fandt han kongedatteren. Men han blev chokeret, da han så hende.

Hendes ansigt var askegråt og fuld af rynker, hendes øjne var slørede, og hendes hår var rødt.

"Er du den kongedatter, hvis skønhed hele verden priser?" råbte han. "Ak," svarede hun, "dette er ikke min sande skikkelse. Menneskelige øjne kan kun se mig i denne grimhed. Men for at vise dig, hvordan jeg virkelig ser ud, så kig i dette spejl.

Det kan ikke narres; det vil vise dig mit sande billede." Hun rakte ham spejlet. I det så han den smukkeste jomfru på jorden. Han så også tårer trille ned ad hendes kinder af sorg. Så sagde han: "Hvordan kan du blive befriet?

Jeg frygter ingen fare." Hun sagde: "Den, der får krystalkuglen og holder den foran troldmanden, vil ødelægge hans magt, og jeg vil få min sande skikkelse tilbage. Ak," tilføjede hun, "så mange er allerede døde i forsøget på det, og du er så ung.

Jeg sørger over, at du skal møde så stor en fare." "Intet vil stoppe mig," sagde han. "Fortæl mig, hvad jeg skal gøre." "Du skal vide alt," sagde kongedatteren. "Når du går ned fra dette bjerg, vil du finde en vild tyr ved en kilde. Du må kæmpe mod den.

Hvis du er heldig nok til at dræbe den, vil en ildfugl springe ud af dens krop. Fuglen bærer et brændende æg indeni sig.

Krystalkuglen ligger i det æg som en blomme. Men fuglen vil ikke slippe ægget, før den bliver tvunget til det.

Og hvis ægget falder til jorden, vil det bryde ud i flammer og brænde alt i nærheden. Selv is ville smelte, og krystalkuglen med det. Så ville al din møje have været forgæves."

Den unge mand gik ned til kilden. Der snøftede og brølede tyren ad ham. Efter en lang kamp stødte han sit sværd ind i dyrets krop, og det faldt til jorden. Straks rejste en ildfugl sig fra tyren og forsøgte at flyve væk.

Men den unge mands bror, ørnen, kom styrtende ned fra skyerne. Han jagtede fuglen ud over havet og slog den med sit næb, indtil fuglen til sidst lod ægget falde. Ægget faldt dog ikke i havet. Det landede på en fiskerhytte på kysten.

Hytten begyndte at ryge og var ved at bryde ud i flammer. Da rejste store bølger sig i havet og skyllede over hytten og slukkede ilden. Den anden bror, hvalen, var kommet svømmende og havde drevet vandet højt op i luften.

Da ilden var slukket, søgte den unge mand efter ægget og fandt det heldigvis. Det var ikke smeltet, men skallen var revnet på grund af den pludselige afkøling. Han kunne tage krystalkuglen ud uskadt.

Da den unge mand gik til troldmanden og holdt kuglen foran ham, sagde troldmanden: "Min magt er ødelagt. Fra nu af er du konge af Slottet af det Gyldne Solskin. Med denne kugle kan du også give dine brødre deres menneskelige skikkelser tilbage." Så skyndte den unge mand sig til kongedatteren. Da han trådte ind i værelset, stod hun der i al sin skønhed. Glædeligt byttede de ringe med hinanden.