De fire dygtige brødre

Der var engang en fattig mand, som havde fire sønner. Da de var blevet voksne, sagde han til dem: "Mine kære børn, I må nu ud i verden, for jeg har intet at give jer. Drag ud, gå langt bort, lær et håndværk, og se, hvordan I kan klare jer." Så tog de fire brødre deres vandrestokke, sagde farvel til deres far og gik sammen ud gennem byporten.

Da de havde rejst et stykke tid, kom de til en korsvej, hvor vejen delte sig i fire forskellige retninger. Den ældste bror sagde: "Her må vi skilles. Men om fire år på denne dag mødes vi igen på dette sted. Indtil da, lad os hver især søge vores lykke."

Så gik hver bror sin vej. Den ældste mødte en mand, som spurgte ham, hvor han skulle hen, og hvad han ville lave. "Jeg vil lære et håndværk," svarede han. Manden sagde: "Kom med mig og bliv tyv." "Nej," svarede broderen, "det er ikke længere et ærligt håndværk, og til sidst ender man med at hænge i galgen." "Åh," sagde manden, "du behøver ikke frygte galgen.

Jeg vil lære dig at tage ting, som ingen anden mand kan få, og ingen vil nogensinde fange dig." Så lod broderen sig overtale, og mens han blev hos manden, blev han en ekspert tyv, så snu, at intet var sikkert for ham, hvis han ville have det.

Den anden bror mødte en mand, som stillede ham det samme spørgsmål. "Det ved jeg ikke endnu," svarede han. "Så kom med mig og vær astronom," sagde manden. "Der er intet bedre, for intet er skjult for dig." Broderen kunne lide ideen og blev en så dygtig astronom, at da han havde lært alt og var ved at rejse videre, gav hans mester ham en kikkert og sagde: "Med denne kan du se alt, hvad der sker på jorden eller i himlen, og intet kan forblive skjult for dig."

Den tredje bror gik med en jæger, som lærte ham alt om jagt så godt, at han blev en fremragende jæger. Da han drog af sted, gav hans mester ham en bøsse og sagde: "Den vil aldrig svigte dig. Hvad du end sigter på, vil du ramme."

Den yngste bror mødte også en mand, som spurgte, hvad han ville lave. "Vil du gerne være skrædder?" spurgte manden. "Ikke rigtig," sagde den unge mand. "At sidde sammenkrøbet fra morgen til aften og skubbe en nål frem og tilbage, tiltaler mig ikke." "Åh, du ved ikke, hvad du siger," svarede manden.

"Med mig vil du lære en meget anden slags skrædderi, en slags, der er respektabel og hæderlig." Så lod den yngste bror sig overtale og gik med manden og lærte hans kunst fra begyndelsen.

Da de skilles, gav manden ham en nål og sagde: "Med denne kan du sy sammen alt, hvad der gives dig, hvad enten det er så blødt som et æg eller så hårdt som stål, og det vil blive ét stykke uden at nogen søm kan ses."

Da de fire år var gået, ankom de fire brødre til korsvejen på samme tid, omfavnede og kyssede hinanden og vendte hjem til deres far. "Så nu," sagde han, ganske henrykt, "har vinden blæst jer tilbage til mig." De fortalte ham alt, hvad der var sket, og at hver havde lært et håndværk.

Nu sad de foran huset under et stort træ, og faderen sagde: "Jeg vil sætte jer på prøve og se, hvad I kan." Han så op og sagde til sin anden søn: "Mellem to grene øverst i dette træ er der en bogfinkerendes.

Sig mig, hvor mange æg er der i den." Astronomen tog sin kikkert, så op og sagde: "Der er fem." Så sagde faderen til den ældste: "Hent æggene ned uden at forstyrre fuglen, som sidder på dem." Den snu tyv klatrede op og tog de fem æg fra under fuglen uden at fuglen lagde mærke til det.

Hun blev siddende stille, og han bragte æggene ned til sin far. Faderen tog dem, placerede et på hvert hjørne af bordet og det femte i midten og sagde til jægeren: "Med ét skud skal du skyde alle fem æg midt igennem." Jægeren sigtede og skød æggene, alle fem, som faderen havde bedt om, med blot ét skud.

Han må have brugt noget særligt krudt. "Nu er det din tur," sagde faderen til den fjerde søn. "Du skal sy æggene sammen igen, sammen med de unge fugle indeni, og du skal gøre det, så de ikke tager skade af skuddet." Skrædderen tog sin nål og syede dem, som hans far ønskede.

Da han var færdig, måtte tyven klatre op i træet igen og lægge æggene tilbage i reden under fuglen uden at hun lagde mærke til det. Fuglen sad på æggene i hele tiden, og efter nogle dage klækkede de unge fugle.

De havde en rød stribe om halsen, hvor skrædderen havde syet dem sammen.

"Nå," sagde den gamle mand til sine sønner, "jeg synes, I er mere værd end grøn kløver. I har brugt jeres tid godt og lært noget godt. Jeg kan ikke sige, hvem af jer der fortjener mest ros. Det vil vise sig, når I får en chance for at bruge jeres talenter."

Ikke længe efter var der et stort oprør i landet. Kongens datter var blevet bortført af en drage. Kongen var fuld af bekymring dag og nat og lod udråbe, at den, der bragte hende tilbage, kunne gifte sig med hende.

De fire brødre sagde til hinanden: "Dette er en god chance for at vise, hvad vi kan!" og besluttede at tage af sted sammen for at befri prinsessen. "Jeg vil snart vide, hvor hun er," sagde astronomen. Han kiggede gennem sin kikkert og sagde: "Jeg ser hende allerede.

Hun er langt væk på en klippe i havet, og dragen er ved siden af hende og holder øje med hende." Så gik han til kongen og bad om et skib til sig selv og sine brødre. De sejlede over havet, indtil de nåede klippen.

Der sad prinsessen, og dragen lå sovende med hovedet i hendes skød. Jægeren sagde: "Jeg tør ikke skyde, for jeg kunne også dræbe den smukke jomfru." "Så vil jeg prøve min færdighed," sagde tyven, og han krøb hen og stjal prinsessen væk fra under dragen, så stille og snildt, at uhyret ikke lagde mærke til det, men bare snorkede videre.

Fulde af glæde skyndte de sig med hende om bord på skibet og sejlede ud på det åbne hav. Men dragen vågnede og, da den fandt prinsessen borte, fulgte efter dem, snøftende vredt gennem luften. Lige som den kredsede over skibet og var ved at dykke ned, sigtede jægeren sin bøsse og skød dragen gennem hjertet.

Uhyret faldt død ned, men det var så stort og tungt, at dets fald knuste hele skibet. Heldigvis greb de fat i et par planker og svømmede i det vide hav. De var i stor fare igen, men skrædderen, som ikke var ledig, tog sin vidunderlige nål og syede plankerne sammen med nogle få sting.

De sad på dem og samlede alle stykkerne af det forliste skib. Så syede skrædderen dem sammen så dygtigt, at skibet på meget kort tid var så godt som nyt, og de kunne sejle sikkert hjem.

Da kongen så sin datter igen, var der store fejringer. Han sagde til de fire brødre: "En af jer skal have hende som jeres hustru, men I må selv beslutte, hvem det skal være." Så brød en heftig strid ud, for hver bror gjorde krav på prinsessen.

Astronomen sagde: "Hvis jeg ikke havde set prinsessen, ville alle jeres færdigheder have været nytteløse, så hun er min." Tyven sagde: "Hvad ville dit syn have hjulpet, hvis jeg ikke havde taget hende fra dragen?

Hun er min." Jægeren sagde: "Du og prinsessen og alle I andre ville være blevet revet i stykker af dragen, hvis ikke mit skud havde dræbt den, så hun er min." Skrædderen sagde: "Og hvis jeg ikke havde syet skibet sammen igen med min færdighed, ville I alle have druknet elendigt, så hun er min." Så afsagde kongen denne dom: "Hver af jer har lige stor ret, og da I ikke alle kan gifte jer med jomfruen, skal ingen af jer have hende.

I stedet vil jeg give hver af jer et halvt kongerige som belønning." Brødrene var tilfredse med denne beslutning og sagde: "Det er bedre på denne måde end at skændes med hinanden." Så modtog hver af dem et halvt kongerige, og de levede med deres far i stor lykke, så længe Gud ville.