Den Gyldne Gås

Der var engang en mand, som havde tre sønner. Den yngste blev kaldt Dumling, og alle så ned på ham og gjorde grin med ham.

En dag ville den ældste søn gå ind i skoven for at hugge brænde. Før han tog af sted, gav hans mor ham en dejlig sød kage og en flaske vin, så han ikke skulle blive sulten eller tørstig.

Da han kom ind i skoven, mødte han en lille gråhåret gammel mand, som hilste på ham og sagde: "Vær så venlig at give mig et stykke kage fra din lomme og en tår af din vin. Jeg er så sulten og tørstig." Men den kloge søn svarede: "Hvis jeg giver dig min kage og vin, har jeg intet tilbage til mig selv. Gå din vej!" Og han lod den gamle mand stå der og gik videre.

Snart begyndte han at hugge i et træ, men han svingede dårligt og skar sig i armen. Han måtte hjem for at få den forbundet. Det var den lille grå mands værk.

Så gik den anden søn ind i skoven, og hans mor gav ham også en kage og en flaske vin. Den lille gamle grå mand mødte ham også og bad om et stykke kage og en drink. Men den anden søn sagde også: "Det, jeg giver dig, bliver taget fra mig. Gå din vej!" Og han forlod ham. Hans straf kom hurtigt. Han ramte sig selv i benet med øksen og måtte bæres hjem.

Så sagde Dumling: "Far, lad mig gå og hugge brænde." Hans far svarede: "Dine brødre har kun såret sig selv. Bliv her, du ved intet om det." Men Dumling bad så meget, at hans far til sidst sagde: "Gå så, du vil lære det ved at skade dig selv." Hans mor gav ham en kage lavet med vand og bagt i asken, og en flaske sur øl.

Da han kom til skoven, mødte den lille gamle grå mand også ham. Han hilste på ham og sagde: "Giv mig et stykke af din kage og en drink fra din flaske. Jeg er så sulten og tørstig." Dumling svarede: "Jeg har kun askekage og sur øl.

Hvis det er godt nok for dig, kan vi sætte os ned og spise." Så satte de sig. Da Dumling tog sin askekage frem, var den blevet til en dejlig sød kage, og den sure øl var blevet til god vin. De spiste og drak.

Så sagde den lille mand: "Siden du har et godt hjerte og er villig til at dele, vil jeg give dig held. Ser du det gamle træ? Fæld det, og du vil finde noget ved rødderne." Så gik han.

Dumling fældede træet. Da det faldt, sad der en gås med fjer af rent guld. Han løftede hende op og tog hende med til en kro, hvor han ville overnatte. Kroejeren havde tre døtre. De så gåsen og var meget nysgerrige. De ville have en af dens gyldne fjer.

Den ældste tænkte: "Jeg finder en chance for at rive en fjer ud." Så snart Dumling var gået ud, greb hun gåsen i vingen, men hendes finger og hånd sad fast.

Snart kom den anden datter, som også ville have en fjer til sig selv. Så snart hun rørte ved sin søster, sad hun også fast.

Så kom den tredje med samme idé. De andre råbte: "Hold dig væk! For Guds skyld, hold dig væk!" Men hun forstod det ikke. "De andre er der," tænkte hun, "så jeg kan også gå." Hun løb hen til dem, og så snart hun rørte ved sin søster, sad hun fast. Så de måtte tilbringe natten fast på gåsen.

Næste morgen tog Dumling gåsen under armen og gik af sted, uden at bekymre sig om de tre piger, der hang på. De måtte løbe efter ham, til højre og venstre, hvor end han gik.

Midt på markerne mødte de præsten. Da han så dette optog, sagde han: "Skam jer, I dumme piger! Hvorfor løber I efter denne unge mand? Det er ikke passende!" Han greb den yngste i hånden for at trække hende væk, men så snart han rørte ved hende, sad han fast og måtte løbe bagved.

Snart kom graveren forbi og så sin herre, præsten, løbe efter tre piger. Han blev forbløffet og råbte: "Hej, ærværdige, hvor skal du så hurtigt hen? Glem ikke, at vi har en dåb i dag!" Han løb efter ham og tog ham i ærmet, men han sad også fast.

Mens de fem travede af sted, kom to arbejdere fra markerne med deres hakker. Præsten råbte til dem, at de skulle løse ham og graveren. Men så snart de rørte ved graveren, sad de fast. Nu var der syv mennesker, der løb efter Dumling og gåsen.

Kort efter kom Dumling til en by, hvor en konge regerede. Kongen havde en datter, som var så alvorlig, at ingen kunne få hende til at le. Kongen havde bestemt, at den, der kunne få hende til at le, kunne gifte sig med hende.

Da Dumling hørte dette, gik han foran prinsessen med sin gås og alle de mennesker, der hang fast på den. Så snart hun så de syv mennesker løbe efter hinanden, begyndte hun at le højt og kunne ikke stoppe. Så bad Dumling om at gifte sig med hende, og brylluppet blev holdt.

Efter at kongen døde, blev Dumling konge og levede lykkeligt med sin kone i lang tid.