VERDENS MÅDE

Engang gik en mand ud i skoven for at hugge humlestænger, men han kunne ikke finde nogen træer, der var så lange, lige og slanke, som han ønskede, før han kom højt op under en stor stendynge. Der hørte han stønnen og jamren, som om nogen lå på dødens rand. Han gik hen for at se, hvem der havde brug for hjælp, og fandt, at lyden kom fra under en stor flad sten, der lå på dynen. Den var så tung, at der skulle mange mænd til at løfte den. Men manden gik ned i skoven igen, fældede et træ og gjorde det til en løftestang. Med den vippede han stenen op, og se!

ud fra under den krøb en drage, der styrtede mod manden for at sluge ham. Manden sagde, at han havde reddet dragens liv, og at det var skammeligt utaknemmeligt at ville æde ham.

"Kan være," sagde dragen, "men du må vide, at jeg er ved at dø af sult, efter at have ligget fanget her i hundreder af år uden en bid. Desuden er det verdens måde—sådan betaler den sin gæld."

Manden forsvarede sin sag kraftigt og bad for sit liv. Til sidst blev de enige om at lade det første levende væsen, der kom forbi, være dommer. Hvis den dommer dømte imod manden, ville dragen æde ham; hvis ikke, ville manden gå fri.

Den første, der kom, var en gammel hund, der travede ad vejen neden for skråningen. De råbte til den og bad den være dommer.

"Gud ved," sagde hunden, "jeg har tjent min herre trofast, siden jeg var hvalp. Jeg har våget mange en nat, mens han sov varmt, og jeg har mere end én gang reddet hus og hjem fra ild og tyve. Men nu kan jeg hverken se eller høre godt, og han vil skyde mig. Så jeg må løbe væk og tigge fra dør til dør, indtil jeg dør af sult. Nej! Det er verdens måde. Sådan betaler den sin gæld."

"Nu kommer jeg for at æde dig," sagde dragen, og den prøvede igen at sluge manden. Men manden bad og tryglede, så de blev enige om at spørge den næste, der kom. Hvis den dommer var enig med dragen og hunden, ville dragen æde ham; hvis ikke, ville manden gå fri.

Så kom en gammel hest, der humpede ned ad vejen under bakken. De råbte den hen for at afgøre striden. Den var rede til det.

"Jeg har tjent min herre," sagde hesten, "så længe jeg kunne trække eller bære. Jeg har slæbt og svedt, indtil hvert hår dryppede, og jeg har arbejdet, til jeg er lam, halt og udslidt af alder. Nu duer jeg ikke til noget og er ikke værd at fodre, så han siger, at jeg skal have en kugle gennem mig. Nej, nej! Det er verdens måde. Sådan betaler verden sin gæld."

"Nå, nu kommer jeg for at æde dig," sagde dragen og gabte vidt. Men manden bad igen for sit liv.

Dragen insisterede på, at den måtte have en mundfuld menneskekød; den var så sulten, at den ikke kunne holde det ud længere.

"Se, der kommer en, som ser ud til at kunne være en dommer mellem os," sagde manden og pegede på ræven, der listede frem mellem stenene i dynen.

"Alting godt er tre," sagde manden. "Lad mig spørge ham også. Hvis han dømmer det samme som de andre, så æd mig op på stedet."

"Meget vel," sagde dragen, som også havde hørt, at alting godt er tre, og så var de enige. Manden fortalte ræven om situationen, som han havde fortalt de andre.

"Ja, ja," sagde ræven. "Jeg ser, hvordan det hele hænger sammen." Men mens han talte, trak han manden til side.

"Hvad vil du give mig, hvis jeg befrier dig fra dragen?" hviskede han.

"Du skal have fri adgang til mit hus og være herre over mine høns og gæs hver torsdag aften," sagde manden.

"Nå, min kære drage," sagde ræven, "det er en hård nød at knække. Jeg kan ikke forstå, hvordan du, sådan et stort og mægtigt dyr, kunne få plads under den sten."

"Kan du ikke?" sagde dragen. "Jeg lå nede under skråningen og solede mig, da et jordskred kom og rullede stenen over mig."

"Meget sandsynligt, tør jeg sige," sagde ræven. "Men jeg forstår det stadig ikke, og hvad mere er, jeg vil ikke tro det, før jeg ser det."

Så sagde manden, at de hellere måtte bevise det. Dragen krøb tilbage i hullet, og i et øjeblik trak de løftestangen ud, og stenen bragede ned over dragen igen.

"Lig der nu til dommedag," sagde ræven. "Ville du æde manden, der reddede dit liv?"

Dragen stønnede og jamrede og bad om at komme ud, men de to gik deres vej og lod den blive alene.

Allerede den første torsdag aften kom ræven for at være herre over hønsehuset og gemte sig bag en stor brændestabel i nærheden. Da pigen gik ud for at fodre fjerkræet, listede ræven ind. Hun hverken så eller hørte noget, men knap havde hun vendt ryggen til, før han havde drukket blod nok til en uge og proppet sig, så han ikke kunne røre sig. Da hun kom tilbage om morgenen, lå ræven og snorkede og sov i morgensolen med alle fire ben strakt ud, glinsende og rund som en tysk pølse.

Pigen løb hen for at hente konen, og hun kom med alle de andre piger, bevæbnet med stokke og koste for at banke ræven. De bankede næsten livet af ham. Lige da det var næsten forbi, og han troede, hans sidste time var kommet, fandt han et hul i gulvet, krøb ud og humpede og hinkede af sted ind i skoven.

"Åh, åh," sagde ræven. "Hvor er det sandt. Det er verdens måde, og sådan betaler den sin gæld."