Sfinksens gåde

# book_id: global-age-version-ee10c0df2a8b45f2ac1297f8292d3ccf
# book_title: Sfinksens gåde
# chapter_id: 1-side-1
# chapter_title: Side 1
# book_page: 1 / 7
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Da Ødipus var blevet voksen, tog han en gang til en fest. Der blev han så stolt og hovmodig, at en af de andre blev vred og råbte, at han bare var et hittebarn. Ødipus så de forskræmte ansigter omkring sig, og for første gang begyndte han at spekulere på, om han ikke havde fået sandheden at vide om sine forældre. Derfor opsøgte han et orakel for at få svar.

I stedet for at give ham et ligeud svar – noget oraklerne sjældent gjorde – sagde stemmen: "Ødipus, pas på! Du er dømt til at dræbe din far, gifte dig med din mor og føre ulykke over din fødeby!"

# book_id: global-age-version-ee10c0df2a8b45f2ac1297f8292d3ccf
# book_title: Sfinksens gåde
# chapter_id: 2-side-2
# chapter_title: Side 2
# book_page: 2 / 7
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Rædselsslagen over denne spådom og helt sikker på, at kongen og dronningen af Korinth var hans forældre, besluttede Ødipus sig for at tage hjemmefra for altid. Han turde ikke engang gå ind for at sige farvel til familien, men drog ud alene og til fods for at søge lykken andre steder.

Mens han gik, tænkte han på sine ulykker og blev meget bitter mod den grusomme skæbnegudinde, som han havde lært at frygte. Han troede, at denne gudinde kunne styre alt, som hun ville, og at det var hende, der havde sagt, at han skulle begå de forfærdelige ugjerninger, han prøvede at undgå.

# book_id: global-age-version-ee10c0df2a8b45f2ac1297f8292d3ccf
# book_title: Sfinksens gåde
# chapter_id: 3-side-3
# chapter_title: Side 3
# book_page: 3 / 7
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Efter flere dages planløs vandring kom Ødipus omsider til et vejkryds. Der mødte han en gammel mand, der sad i en vogn, og foran sig havde han en herold, som hovmodigt bød Ødipus at vige for sin herre.

Da Ødipus var opdraget som en prins, var han vant til, at alle veg for ham. Han nægtede derfor stolt at flytte sig. Da herolden løftede sin stav for at slå, trak Ødipus sit sværd og dræbte ham.

Den gamle mand blev vred over denne voldshandling, steg ud af vognen og angreb Ødipus. Nu vidste den unge mand ikke, at det var hans far Laios, han mødte for første gang, så han kastede sig over ham og dræbte ham også. Tjenerne blev også dræbt, da de i deres tur angreb ham. Så fortsatte Ødipus roligt sin rejse uden at ane, at den første del af oraklets spådom var blevet opfyldt.

# book_id: global-age-version-ee10c0df2a8b45f2ac1297f8292d3ccf
# book_title: Sfinksens gåde
# chapter_id: 4-side-4
# chapter_title: Side 4
# book_page: 4 / 7
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Lige efter denne kamp kom Ødipus til byen Theben. Gaderne var fulde af ophidsede mennesker, der talte i munden på hinanden, og den unge prins fik snart at vide årsagen til oprøret.

Det viste sig, at et forfærdeligt monster ved navn Sfinksen havde slået sig ned på en af hovedvejene ind til byen og slap ingen forbi, som ikke kunne svare på en gåde, den stillede. Dyret havde hovedet af en kvinde, kroppen af en løve og vingerne af en ørn. Da den åd alle, der ikke kunne gætte gåden, var folk meget bange.

# book_id: global-age-version-ee10c0df2a8b45f2ac1297f8292d3ccf
# book_title: Sfinksens gåde
# chapter_id: 5-side-5
# chapter_title: Side 5
# book_page: 5 / 7
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Mange mennesker var allerede dræbt, for selvom de modigste mænd havde gået ud for at dræbe den, havde de mistet livet i forsøget, for ingen kunne skade den uden at have gættet den gådefulde gåde.

Kong Laios, som håbede at få svar på gåden fra oraklet i Delfi, havde redet af sted i sin vogn. Men folk blev endnu mere oprørte, da en løber kom springende ind i byen og sagde, at kongen og alle hans tjenere var blevet dræbt af røvere, og at deres døde kroppe var fundet midt på vejen.

# book_id: global-age-version-ee10c0df2a8b45f2ac1297f8292d3ccf
# book_title: Sfinksens gåde
# chapter_id: 6-side-6
# chapter_title: Side 6
# book_page: 6 / 7
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Ødipus brød sig ikke om denne nyhed, for han anede ikke, at den gamle mand, han havde dræbt, var kongen, som alle elskede, og som de nu sørgede over med højlydt klage.

Han var derimod meget interesseret i historien om Sfinksen og var så sikker på, at han kunne gætte gåden, at han straks drog ud for at finde monsteret. Han gik modigt langs vejen, indtil Sfinksen stoppede ham og bad ham svare på denne gåde, hvis han ville leve: "Hvilket væsen går på fire ben om morgenen, på to ved middagstid og på tre om aftenen?"

# book_id: global-age-version-ee10c0df2a8b45f2ac1297f8292d3ccf
# book_title: Sfinksens gåde
# chapter_id: 7-side-7
# chapter_title: Side 7
# book_page: 7 / 7
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Efter nogle øjeblikkes dyb eftertanke svarede Ødipus, at væsenet var mennesket. "For," sagde han, "i livets morgen, som barn, kravler mennesket på hænder og knæ; ved middagstid, i voksen alder, går det oprejst; og om aftenen, i alderdommen, støtter det sig til en stav."

Sfinksens gåde var gættet, og monsteret vidste, at magten var forbi. Det prøvede at komme væk, men Ødipus slap det ikke. Han trak sit sværd og tvang det baglæns, indtil det faldt ud over en skrænt, ned på de skarpe sten nedenfor, og blev knust.