Den gamle mand og hans barnebarn

Der var engang en meget gammel mand. Hans øjne var blevet sløve, hans ører var tunghøre, hans knæ rystede, og når han sad ved bordet, kunne han næsten ikke holde på sin ske. Han spildte suppe på dugen eller lod den løbe ud af munden.

Hans søn og søns hustru var væmmede ved dette, så den gamle bedstefar måtte sidde i hjørnet bag ovnen. De gav ham hans mad i en lertøjsskål, og ikke engang nok af det. Han kiggede mod bordet med tårer i øjnene.

Engang kunne hans rystende hænder ikke holde på skålen, og den faldt til jorden og gik i stykker. Den unge hustru skældte ham ud, men han sagde intet og sukkede kun. Så købte de en træskål til ham for nogle få øre, og han måtte spise af den.

De sad sådan en dag, da deres lille barnebarn, som var fire år gammelt, begyndte at samle nogle træstykker på jorden. "Hvad laver du?" spurgte hans far. "Jeg laver et lille trug," svarede barnet, "til far og mor at spise af, når jeg er stor."

Manden og hans hustru så på hinanden et stykke tid, og så begyndte de at græde. De tog den gamle bedstefar til bordet, og fra da af lod de ham altid spise med dem. De sagde intet, hvis han spildte lidt af noget.