Rabbinerens Buskemand

Rabbi Løve, fra den gamle by Prag, sad i sit studerekammer i Ghettoen og så meget bekymret ud. Gennem vinduet kunne han se floden Moldau, med de smalle gader i jødekvarteret samlet omkring kirkegården. Den kirkegård står stadig i dag, og der kan man se denne berømte mands grav. Bag Ghettoen rejste byens tårne og spir sig, men i det øjeblik var det ikke folkets grusomhed mod jøderne, der optog rabbinerens tanker. Han kunne ikke finde en tjener, ikke engang en til at passe ilden for ham på sabbatten.

Sandheden var, at folk var lidt bange for rabbineren. Han var en meget lærd mand, klog og studerende, og en videnskabsmand. Fordi han gjorde vidunderlige ting, kaldte folk ham en troldmand. Hans eksperimenter i kemi skræmte dem. Sent om natten så de små blå og røde flammeglimt skinne fra hans vindue, og de sagde, at dæmoner og hekse kom på hans vink. Så ingen ville træde i hans tjeneste.

"Hvis jeg, som de påstår, virkelig er en troldmand," sagde han til sig selv, "hvorfor skulle jeg så ikke lave mig en tjener, en der vil passe ilden for mig på sabbatten?"

Han gik i gang med sin nye idé og havde i løbet af et par uger fuldført sit mekaniske væsen, en kvinde. Hun lignede en stor, stærk, arbejdende kvinde, og rabbineren var meget tilfreds med sit håndværk.

"Nu skal den have liv," sagde han.

Omhyggeligt, i stilheden i sit hemmelighedsfulde studerekammer ved midnat, skrev han Guds uudtalelige hellige navn på et stykke pergament. Så rullede han det sammen og lagde det i munden på væsenet.

Straks sprang det op og begyndte at bevæge sig som en levende ting. Det rullede med øjnene, viftede med armene og gik næsten gennem vinduet. I alarm rev Rabbi Løve pergamentet ud af dens mund, og væsenet faldt hjælpeløst om på gulvet.

"Jeg må være forsigtig," sagde rabbineren. "Det er en vidunderlig maskine med sine mange fjedre og skruer og håndtag, og den vil være mig meget nyttig, så snart jeg lærer at kontrollere den ordentligt."

Alle folk undrede sig, da de så rabbinerens maskinkvinde løbe ærinder og udføre mange pligter, kun styret af hans tanker. Hun kunne gøre alt undtagen tale, og Rabbi Løve opdagede, at han måtte tage Navnet ud af hendes mund, før han gik i seng. Ellers kunne hun have lavet ulykker.

En kold sabbats eftermiddag prædikede rabbineren i synagogen, og de små børn stod uden for hans hus og kiggede på maskinkvinden, der sad ved vinduet. Da de rullede med øjnene, gjorde hun det samme. Til sidst råbte de: "Kom og leg med os."

Hun sprang straks gennem vinduet og stod blandt drengene og pigerne.

"Vi fryser," sagde en. "Kan du lave et bål til os?"

Væsenet var skabt til at adlyde ordrer, så hun samlede straks pinde og tændte et bål i gaden. Så dansede hun med børnene rundt om flammen i stor glæde. Hun stablede alle de pinde og gamle tønder, hun kunne finde, på, og snart spredte ilden sig og antændte et hus. Børnene løb væk i frygt, mens ilden blussede så voldsomt, at hele byen blev alarmeret. Før flammerne kunne slukkes, var en række huse brændt ned, og der var sket stor skade. Væsenet kunne ikke findes, og først da pergamentet med Navnet, som ikke kunne brænde, blev fundet i asken, vidste man, at hun var blevet ødelagt i branden.

Byrådet var indigneret, da det fik kendskab til den mærkelige hændelse, og Rabbi Løve blev kaldt til at møde for Kong Rudolf.

"Hvad er det, jeg hører?" spurgte Hans Majestæt. "Er det ikke en synd at skabe et levende væsen?"

"Den havde intet liv undtagen det, som det hellige navn gav den," svarede rabbineren.

"Jeg forstår det ikke," sagde kongen. "Du skal fængsles og må lave et andet væsen, så jeg kan se det med egne øjne. Hvis det er, som du siger, skal dit liv skånes. Hvis ikke – hvis du i sandhed vanhelliger Guds hellige lov og skaber en levende ting – skal du dø, og hele dit folk skal forvises fra denne by."

Rabbi Løve gik straks i gang, og denne gang lavede han en mand, meget større end kvinden, der var blevet brændt.

"Som Deres Majestæt ser," sagde rabbineren, da hans opgave var fuldført, "er det kun et væsen af træ og lim med fjedre ved leddene. Og nu, se," og han lagde det hellige navn i dens mund.

Langsomt rejste væsenet sig op og hilste monarken, som var så henrykt, at han råbte: "Giv ham til mig, rabbiner."

"Det kan ikke ske," sagde Rabbi Løve, højtideligt. "Det hellige navn må ikke forlade min besiddelse. Ellers kan væsenet igen gøre stor skade. Denne gang vil jeg passe på og vil ikke bruge manden på sabbatten."

Kongen så fornuften i dette og satte rabbineren fri og tillod ham at tage væsenet med til sit hus. Jøderne så i forundring, da de så væsenet gå langs gaden ved siden af Rabbi Løve, men børnene løb væk i frygt og råbte: "Buskemanden!"

Rabbineren udviste forsigtighed med sin buskemand denne gang, og hver fredag, lige før sabbatten begyndte, tog han Navnet ud af dens mund for at gøre den magtesløs.

Den blev mere og mere vidunderlig for hver dag, og en aften forskrækkede den rabbineren fra en lur ved at begynde at tale.

"Jeg vil være soldat," sagde den, "og kæmpe for kongen. Jeg tilhører kongen. Du lavede mig til ham."

"Tavshed!" råbte Rabbi Løve, og den måtte adlyde. "Det her kan jeg ikke lide," sagde rabbineren til sig selv. "Dette monster må ikke blive min herre, eller det kan ødelægge mig og måske alle jøderne."

Han kunne ikke lade være med at spekulere på, om kongen havde ret, og at det måtte være en synd at skabe et menneske. Væsenet talte ikke kun, men blev også sur og ulydig, og dog tøvede rabbineren med at bryde det i stykker, for det var ham meget nyttigt. Det lavede al hans madlavning, vask og rengøring, og tre tjenere kunne ikke have udført arbejdet så pænt og hurtigt.

En fredag eftermiddag, da rabbineren var ved at gøre sig klar til at gå i synagogen, hørte han en høj larm i gaden.

"Kom hurtigt," råbte folkene ved hans dør. "Din buskemand forsøger at komme ind i synagogen."

Rabbi Løve styrtede ud i en tilstand af alarm. Monsteret var sluppet ud af huset og hamrede på synagogens dør.

"Hvad laver du?" forlangte rabbineren at vide, strengt.

"Forsøger at komme ind i synagogen for at ødelægge de hellige lovruller," svarede monsteret. "Så vil du ikke have magt over mig, og jeg vil lave en stor hær af buskemænd, som skal kæmpe for kongen og dræbe alle jøderne."

"Jeg vil dræbe dig først!"

udbrød Rabbi Løve, og idet han sprang frem, rev han så hurtigt pergamentet med Navnet ud af væsenets mund, at det kollapsede ved hans fødder, en masse af knækkede fjedre og stykker af træ og lim.

I mange år bagefter blev disse stykker vist frem til besøgende på loftet i synagogen, når historien om rabbinerens buskemand blev fortalt.