Den snedige Herredsfoged

Kapitel I

Den undslupne fange

"En af fangerne fra tugthuset er brudt ud i nat. Jeg ville bare fortælle jer det!"

Værten i den lille landsby så alvorligt på de to unge malere, der havde tænkt sig at tilbringe sommeren der. Selv var han gammel og let at skræmme, men skønt han var kroejer, havde han altid for vane at advare folk, når der var grund til advarsler.

De unge mennesker lod sig dog ikke gå på, men fastholdt deres ønske om at bo der om sommeren. Og sådan blev det.

Ved bordet talte de videre om sagen.

"Er de på sporet efter fyren?" spurgte den unge landskabsmaler Gray.

"Nej, ikke det fjerneste..."

"Er historien fortalt til Grev Campnell?" spurgte kammeraten videre og så interesseret på kromanden.

"Grev Campnell – hvem er det?"

"Detektiven! Kender De ikke ham?"

Den gamle smilede overbærende.

"Nå, ham privatopdageren, som de fine herrer og damer derinde i hovedstaden bruger..." Den gamle rystede på hovedet. "Han duer ikke i sammenligning med herredsfogeden herude. Det er en kærnekarl, kan De tro, der mageligt stikker alle deres – grever!"

"Så–å?" Begge de unge kunstnere lagde gaflerne og lyttede opmærksomt, for nu begyndte den gamle at fortælle historier om herredsfogedens opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte, måtte de indrømme, den herredsfoged var ikke af den almindelige slags.

Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de øjeblikkelige forhold. Roligt så man fremtiden i møde, og i de følgende dage hørte man intet til sagen.

Kapitel II

Uhyggeligt

Gray og Lane, de to unge kunstnere, skulle ud at lave studier i marken og stod tidligt op.

Vejret var fortrinligt, og humøret var af samme beskaffenhed.

Næppe var de to unge mennesker kommet uden for døren, før de var aldeles fordybet i diskussioner om kunst. Kun i ren distraktion fik hr. Gray tid til at standse og tænde sin pibe, som var gået ud, fortvivlet over al den lærde snak.

Han så sig tilfældigt omkring i det dejlige landskab ... og syntes pludselig, noget gled ned ad en høj et par hundrede alen borte. Men han havde også solen lige i øjnene, indså bedraget i næste nu og gik videre med diskussionen.

Lidt efter vendte han sig dog atter instinktmæssigt, og nu gav han et skrig fra sig af angst.

Lane vendte sig om.

"Hvad pokker er der dog, menneske?" lød det forbavset. Der var nemlig intet at se.

"Ja, jeg ved ikke..." Gray smilede lidt flov. "Men jeg synes ... jeg synes så bestemt, der igen var et modbydeligt ansigt, som kiggede frem over højen derhenne."

De stod lidt og ventede ...

"Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for fangen. Kom – nu går vi videre."

Lane var atter inde i sin kunsthistoriske udvikling. Gray hørte opmærksomt efter en tid – så måtte han vende sig om igen.

"Jo du!" Han greb vennen i ærmet. "Der kan du se! Der kryber en fyr efter os på alle fire!"

"Tys! Vær bare rolig!" hviskede kammeraten. "Lad ham for Guds skyld ingenting mærke."

De gik atter videre, hvert øjeblik forberedt på det værste.

Men der skete intet.

"Hvad er det for en fyr? Så du ham rigtigt?"

"Næ – men –" han vendte sig atter ... og udstødte et skrig af forfærdelse.

Lige bag ved gik en skummel fyr, mindst seks fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste fangedragt.

Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af sted, alt hvad de kunne. Fangen bag efter dem.

De smed ranslerne. Det gjaldt om at løbe så hurtigt som muligt.

Men fangen lod ranslerne ligge og løb af sted som de andre.

Pludselig snublede Gray og rev vennen med. Der lå de begge.

Et glædeshyl. "Nå, endelig fik jeg jer!" grinede fangen og standsede forpustet.

Gray rejste sig, men tvang sig med overvindelse til at lade som intet.

"God dag! Puh, det er frygteligt varmt –"

"Å, De skal nok få det varmere –" kom det forbitret.

Gray fortsatte og rejste sig op:

"Nå, nå, De skal sandelig ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod har vi den største sympati –"

Fangen lo og sprang to fod i vejret.

"Ha–a–a–a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni mennesker med denne min højre hånd, og I skal gøre mig fornøjelsen med!"

Et mere djævelsk grin end det, der fulgte, skal man lede længe efter. Og som han så ud! De to unge mennesker blev dværge sammenlignet med ham. Uden overdrivelse var han sine seks fod høj og klædt i fangedragt ... en snavset-grå dragt, alt for kort på alle ender og kanter. Benklæderne nåede kun til knæene, dér kom de bare ben frem. Midt på armen holdt ærmerne op, og en spraglet skjorte besørgede resten. Rædselsfuldt uhyggeligt!

I en fart trak fyren en revolver frem og sprang ind mod de to.

"Hvad skal jeg nu gøre ved jer –?"

"Hvad De skal gøre?" Gray bevarede med megen anstrengelse sin koldblodighed, hans stemme skælvede dog. "Lidt penge har vi jo hos os ... De kan få alt, hvad vi har."

"Penge – føj!" Han spyttede hånligt. Atter truede han med revolveren og smilede ondt. "Tag jeres frakker af! Nå! En – to –"

Kunstnerne adlød mekanisk og trak frakkerne af.

Fyren så på dem, følte på tøjet, men syntes ikke tilfreds.

"Vesten med!" brølede han.

"Jamen, kæreste herre –" Lane standsede midt i sætningen. Det hjalp ikke at modsætte sig, vesten kom af. "Så værsgo, må vi så være fri?"

Fyren brummede. "Kom med benklæderne og jeres strømper! Støvler og skjorte kan I beholde, hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os ikke skændes, det hjælper slet ikke."

Der var ingen udvej.

De måtte give ham både strømper og benklæder og stod så dér i bar skjorte og hat.

"Hm–m –" For første gang kom der noget af et velvilligt smil over det hæslige ansigt. "Gå så tolv skridt, jeg vil tælle dem."

De adlød instinktmæssigt.

Fyren betænkte sig lidt. Så samlede han med et smil Grays tøj i bylt under den ene arm og Lanes under den anden, og sådan vandrede han roligt tilbage den vej, han var kommet, uden at sige et levende ord.

De to skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en overraskelse.

Men der kom ingen. Den mystiske fyr forsvandt, og hvor nødigt de ville, måtte altså de to kammerater skynde sig hjemad i bareste skjorte ...

Kapitel III

Rettens folk

"Stands, eller vi skyder!"

De var næppe nået halvvejen, da de hørte det råb. Varme og forvirrede standsede de og så sig omkring.

På en skrænt bag dem stod et par mænd. De befalede i kongens og lovens navn at standse, hvis de skjorteklædte ikke ville skydes ned med det samme.

De standsede altså.

Politiet kom farende.

"Grib dem!" kommanderede herredsfogeden og svang sin stok. Betjentene adlød beredvilligt.

"Endelig!" triumferede herredsfogeden. "Stille, ikke et ord, vil jeg høre! I er medskyldige! I har lånt fyren jeres tøj for at gøre ham mere ukendelig og må selv løbe om i bar skjorte, til I når hjem. I bor her i nærheden! I har mere på jeres samvittighed! Jeg kan se det på jer, man narrer mig aldrig."

"Kære hr. herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev overfaldet ... De kan nå fyren endnu ... han tog vort tøj ... tvang os med magt."

"Med magt?" Herredsfogeden lo hånsk. "Ja, der ser jeg atter, I lyver. I ved jo lige så godt som jeg, at fyren er en lille rad, der ikke opnår noget med magt, men altid bruger sin afskyelige list."

"Han tvang os til det med magt! Det er sandt! Han har kræfter som en bjørn, den kæmpe, han er –"

"Kæmpe? Sagde De kæmpe?"

"Ja vel gør jeg det. Seks fod mindst! Hans fangedragt var jo alt for lille, derfor måtte vi –"

"Herredsfoged, se der!" Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte mark. "Kan De se, hr. herredsfoged, dér er han igen! Vi kan nå ham ... han går endnu med vort tøj under armen."

"Ja så min sandten!" hviskede herredsfogeden overvældet. "Der er han, ja min sandten er det ham. Ja, gå så blot, d'hrr.! Tak for hjælpen, nu skal jeg nok selv klare resten. Deres tøj kan De hente hos inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig –"

Herredsfogeden gav sine hjælpere et hastigt tegn, og alle fór ned mod manden under vilde tilråb om overgivelse i kongens navn.

Først ved hylene syntes han at opdage faren, thi først nu smed han tøjet og løb, alt hvad han kunne.

Betjentene efter! Op og ned over stubmarken, indtil fyren snublede, og betjentene omringede ham.

"Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot håndjernene!" råbte herredsfogeden stakåndet langt nede fra vejen og smed sig i grøftekanten for at tørre den varme pande og dér oppebie fangsten.

"I fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik ret!" triumferede herredsfogeden, da de bragte synderen. "Ja så af sted i en fart!" Og tilbage gik det mod fængslet med det værdifulde bytte. Herredsfogeden fløjtede dansemelodier af selvbeundring.

"Luk op! Det er herredsfogeden!"

Fængselsporten åbnedes straks.

"Kald på inspektøren!"

Inspektøren kom farende i næste øjeblik.

"Værsgo, inspektør! Der har De forbryderen. Som altid har politiet gjort sin pligt."

"Nej, er det muligt –?" Inspektøren så på fangen og derfra på herredsfogeden.

"Jamen –? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt så høj –!"

"Ja vel, vist så!" Hånligt lød herredsfogedens stemme. "Men i fangedragt, og følgelig også brudt ud! – Han er vokset en smule, ja vist, det er bare forandringen! Den friske luft har altid en mægtig indflydelse på fanger, det har vi jo læst så tit!"

Tonen var sikker og tålte ingen modsigelse – og alligevel tøvede inspektøren mod sædvane.

"Hm, ja – men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror, hr. herredsfogeden alligevel denne ene gang ..."

"Sig det blot, inspektør!" lød det pludselig fra fangen, der ikke havde mælet et ord før nu. "Anholdelsen er jo grebet helt ud af luften uden nogensomhelst hensyn til det opgivne signalement."

Begge herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, manden var helt forandret.

Grev Campnell stod for dem.

* * * * *

Detektiven havde hermed vundet sin sag for ministeren.

Denne havde længe fundet herredsfogedens forhørs- og opdagermetode under al kritik (hvor stærkt end visse folk på egnen berømmede ham, i tillid til mandens egne fortællinger om hans talent), men havde desuagtet som hans omgangsfælle og gamle ven trykket sig stærkt for en henstilling om "nåde og pension".

Nu, i denne sag, hvor det drejede sig om en farlig forbryders hurtigste pågribelse, følte ministeren sig dobbelt betænkelig over at lægge alt i herredsfogedens hånd, og havde da straks henvendt sig til Grev Campnell om diskret råd og hjælp.

Resultatet blev, som af detektiven forudset:

"Pågribelsen" virkede i den grad kraftigt på herredsfogedens nerver, at han umiddelbart efter indgav sin ansøgning "på grund af alder", og nu var der intet stødende i, at detektiven overtog efterforskningen.

Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte fange efter få dages forløb atter sad forsvarligt indespærret bag fængslets mure.

Bagefter forklarede greven sin uhyggelige handlemåde for de to unge kunstnere og fik naturligvis fuld tilgivelse, da de hørte, at det blot havde drejet sig om at konstatere herredsfogedens komplette uduelighed.

Men på egnen sivede snart historien ud. Det vakte uhyre opsigt, at greven var blevet mistænkt for at være den udbrudte fange, der var – vokset en halv alen under sit to dages friluftsliv!

Men naturligvis – nu forstod man grunden til den pludselige afskedsbegæring "på grund af alderdom".