Et gaadefuldt Indbrud

Greve Campnell var netop kommet sig efter et tilfælde af influenza, da hans tjener en dag meldte, at den unge greve Georg Carman meget gerne ville tale med ham.

Det slog straks detektiven, at greven så endnu mere nervøs ud end sædvanligt.

»Forbandet historie i nat, hr. Campnell! Indbrudstyveri, pokker til affære!«

»Er det alt, hvad De har at fortælle?«

»Ja, naturligvis – er det måske ikke tilstrækkeligt?« Han satte sig. »Ser De, indbruddet gælder Villa »Azalea«, hvor min veninde, frk. Tonny Darling, bor.«

Detektiven kendte både hus og dame.

Greven fortsatte: »Juvelerne er stjålet – dem, jeg har givet hende! Jeg har givet en syndig masse penge for dem i sin tid, for hun måtte jo have dem ... Nå, det er ikke det værste!«

»Hvad da?«

»Jeg kan min sandten ikke gå til det bornerte politi i denne affære. Kan jeg stole på Dem?«

»Selvfølgelig. Gå nu bare til sagen!«

»Godt.« Greven rokerede lidt på stolen. »Jeg har i sin tid givet hende et skriftligt ægteskabsløfte, som hun gemte på bunden af sit juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min familie endelig har fundet et passende parti til mig ...«

Detektiven så i tankerne faderen, greven til Hammersmiths ansigt – denne gamle, korrekte adelsmand.

»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«

»Mellem os sagt, hr. detektiv!« Greven rykkede sin stol nærmere og hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere tid. Det skulle slet ikke forundre mig, om hun selv er tyven! Altså blot har foregivet indbrudstyveriet og givet en af sine venner mit fatale ægteskabsløfte som våben imod mig.«

»Har De noget at holde Dem til i den opfattelse?«

»Ikke spor; men jeg kunne tænke mig det.«

»Hvem bor i huset foruden frk. Darling?«

»Hun bor der alene med sin tjenestepige.«

»Hvad savnes foruden dokumentet og smykkerne?«

»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg kommer lige derfra. Åh, hun er vist frygtelig snedig.«

Detektiven rejste sig.

»Ja, ja – jeg skal komme ud på villaen, så snart jeg får tid. Måske vil De møde mig derude.«

»Ja – jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«

Og så gik han.

* * * * *

Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge greve ud, da han meldte detektiven et nyt besøg. Det var en herre, som nægtede at opgive tjeneren sit navn.

»Spørg, hvad han vil mig?«

En hæs stemme afbrød konferencen mellem Campnell og tjeneren.

»Det skal jeg nok selv fortælle hr. greven!«

Svaret kom fra en fyr, der uden videre havde listet sig ind.

Detektiven målte ham – og genkendte en kendt bandit, Hiles. Tillige var fyren ophidset og kanonfuld.

»Gå blot!«

Tjeneren gik.

»Hvad vil De? Men hurtigt!«

Fyren var en lille, undersætsig proletar på de fireogtyve. I den ene hånd bar han en almindelig sort håndtaske. Han så ud til at være indædt rasende, i øjeblikket næppe ved sin forstands fulde brug.

»Ja, der går han!« Fyren kiggede ned på gaden. »Pas på, han ikke bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig – jo, han er en dejlig kavaler!«

Detektiven begyndte at more sig.

»Kender De ham?«

»Ja, vist gør jeg så. Hans fader ejer millioner, og så går sønnen rundt og tager brødet af munden på ærlige folk.«

»Så–å? Hvad har han da gjort?«

»Gjort! Han har spillet mig et puds så gement, som jeg ikke havde nænnet det over for en blind hankat. Jeg ved godt, han har været her – jeg har passet på ham nede på gaden. Han kom for at fortælle, at der havde været indbrud på den rønne, han kalder Villa »Azalea«. – Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke ville sige ham det. Jeg har gjort det!«

Detektivens munterhed voksede.

»De er en åben karakter, må jeg sige! De gjorde altså sidste nat indbrud på villaen?«

»Ja, naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem detektiv!« Han lo hånligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen politibetjent.«

»Ja, mon De ikke havde brug for sådan en, kære mand?«

»For min skyld gerne! Jeg kommer i hullet alligevel. Jeg længes snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«

Manden betænkte sig lidt, så fortsatte han:

»Jeg har gjort forstudier derude på villaen en måneds tid, for når jeg gør en ting, så gør jeg den grundigt.

Det er pokkers solidt bygget, det skur. Nå, sidste nat stod slaget! Da jeg havde taget, hvad jeg ville, besluttede jeg at gå gennem vinduet i et lille værelse med hvide vægge, men på et bord derinde opdagede jeg flaske og glas. Selvfølgelig ville jeg have en slurk og satte min taske fra mig. – –

Og så kan De tænke Dem, herre: Da jeg stod der i mørket og ville til at vederkvæge mig, blev værelset pludselig oplyst af et væmmeligt skær, og jeg så grev Carman selv stå og stirre på mig.

Det hele varede kun et øjeblik – både synet og lyset. Men jeg havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og måske tvinges til at give en forklaring og sprang så ud gennem vinduet.« Dermed så han udfordrende på Campnell.

»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman så Dem, men intet forsøg gjorde på at nappe Dem?«

»Det var han vist kommet skidt fra. Men han har gjort det, der er meget værre! – Da jeg kom hjem og ville åbne min taske for at glæde mig ved mine huggede skatte, var jeg lige ved at få et tilfælde. Jeg havde fyldt tasken med dejlige diamantsmykker og andre juveler – og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«

Han satte tasken på bordet og åbnede den.

Det var unægtelig et besynderligt indhold for en indbrudstyv.

»Har De måske nogensinde set mage?« vedblev tyven. »Gammelt brød og flæskestumper og afgnavede kødben og oste-skørper ... som om jeg havde været en forsulten fyr, der trængte til et usselt måltid.«

»Må jeg spørge: mener De, man på villaen har taget smykkerne ud af Deres taske og lagt dette i stedet?«

»Jeg mener ganske simpelt, at min egen taske er blevet snappet. Denne taske ligner kun min! Jeg så det først, da det var for sent. Det er naturligvis denne modbydelige greve, der har gjort ulykken! At han kunne nænne det ...«

* * * * *

Villa »Azalea« lå i en skov og var omgivet af de høje træer.

Frk. Darling var en meget smuk dame, og hendes klædedragt var altid stilfuld og luksuriøs. Hun kunne til tider være kold som is, og netop i dag, da detektiven kom, var damen i en af sine mest tilfrosne stemninger.

Hun lå på en sofa i sin elegante dagligstue. Da tjenestepigen lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldigt.

»Hvad skylder jeg æren ...«

»Et indbrudstyveri, der skal være foregået her sidste nat.«

»Ja, så,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt bud efter Dem. Han kunne såmænd have sparet sig ulejligheden, for jeg kender det hele.«

»Gør De det, frøken? Er der da opdaget noget nyt?«

»Næ –. Der er nemlig ikke noget at opdage. Tror De måske, Carman kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo på sin kolde, spottende måde. »Han er selv indbrudstyven.«

»Så–å?«

»Ja, havde han været i pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog mine juveler. Men dette! At stjæle sit eget ægteskabsløfte til mig –.«

Detektiven satte sig til rette.

»Må jeg spørge, frk., har De en fortegnelse over de juveler, der er forsvundne?«

»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok få at føle, hvis han pantsætter dem.«

»Blev De vækket sidste nat?«

»Nej, jeg må tilstå, han var lydløs i vendingen. Skønt, det er jo meget muligt, han har haft en medhjælper.«

Der blev ringet på entreklokken.

»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod frøkenen. »Det vil jeg sige Dem: han er uskyldig!«

Frøkenens kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op fra sofaen.

»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.

»Hvad jeg siger.«

»Åh, I mandfolk!« Hun stampede i gulvet. »I går med hinanden gennem tykt og tyndt og tror, I kan narre os kvinder. Men engang imellem tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke dokumentet tilbage senest i aften, går jeg til hans fader, så skal vi se!«

Frøkenen gik majestætisk hen mod døren. Da hun nåede den, viste Carman sig. Han stirrede på hende.

»Er der noget i vejen?«

»Åh, lad vær' at skab' dig,« svarede frk. Darling og forsvandt ud af stuen.

Carman gik hen til detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort det?«

»Hun siger, det er Dem selv!«

»Mig? – Jeg har ikke været her i nærheden hele natten.«

»Er De sikker på det?«

Manden slog øjnene ned for detektivens skarpe blik.

»Ja, selvfølgelig er jeg sikker –«

»Vis mig lidt omkring, hvad?«

»Ja, gerne. Der er for resten ikke noget at se.«

Undersøgelsen var da også hurtigt tilendebragt.

»Det skal være her, fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i det hvide værelse.

Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et bord i midten, hvor drikkevarerne sandsynligvis havde stået, da fyren satte tasken fra sig.

Detektiven bemærkede sig, at vinduet vendte ud mod haven. I vindueskarmen lå et laterna magica-apparat.

»Har manden efterladt noget tegn på sin nærværelse?«

»Det tror jeg ikke.« Carman så ned i gulvet.

»Det er for resten grinagtigt at male et værelse med sådan kridhvide vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.

»Hun ville have det. Det gav sådan kølighed. – Er De så snart færdig med Deres undersøgelser?«

»Ligestrax, kære, tag det med ro! Blot jeg endnu må se værelset, hvor skrinet med ægteskabsløftet og juvelerne står.«

»Ja–a? Det er hendes soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det plejer hun i hvert fald at være, når hun er i ondt lune.«

»Nå, hun går vel nok ind på at lade mig se værelset under disse omstændigheder.«

Carman tvivlede og fik ret. To gange måtte de banke på døren, inden hun svarede.

»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor du gør dig så megen ulejlighed med det ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen lomme,« vedblev hun.

»Tonny, jeg sværger ...«

»Åh, lad være. Det har du gjort så ofte. Kvindejæger, du er!«

»Men Tonny, hvor kan du sige det!« Ordene syntes virkelig at gå ham til hjerte, bemærkede detektiven ... »Jeg, der elsker dig så inderligt ...«

Greve Campnell gik videre frem i soveværelset.

Der var meget elegant. Den dominerende farve var lyserød silke. På bordet stod et dejligt ruslæders skrin.

»Er det Deres smykkeskrin, frøken?«

»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven –« et blik på Carman, »har allerede brækket låsen i stykker.«

Detektiven åbnede det.

»Han har da efterladt sig en del, den gode indbrudstyv.«

Damen fo'r derhen: »Har han ladet noget ligge?« Hun stampede i gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har du gjort! Du har gjort det bagefter! Du vidste godt, jeg havde en fortegnelse, og så blev du bange.«

Carman stirrede målløs på skrinet. Ja, virkelig! Der var propfuldt af juveler igen!

»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.

»Måske mit ægteskabsløfte også ligger der, hvad?« lød frøkenens spydige svar.

Frk. Darling trykkede på en fjeder til et hemmeligt rum, men dette var og blev tomt.

»Du har selv gemt ægteskabsløftet. Vist har du så!« påstod Carman.

Detektiven gik hen mod døren.

Lidt efter kom pigen ind.

»Ringede De, frøken?«

Detektiven svarede:

»Det var mig, der ringede. Undskyld, frøken, jeg tog mig den frihed!«

Så vendte han sig prøvende mod pigen: »Det var en stor fejl af Dem, at lægge juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade hr. Hiles at tage dem med sig.«

Pigen så ud, som hun ikke forstod et levende ord.

Detektiven vendte sig alligevel mod frk. Darling: »Det er hende her, frøken, der har lagt juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i sin varetægt.«

Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.

»Det er Deres rival, frk. Darling!«

»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske uforstående.

Detektiven trak på skulderen.

»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en besvimelse nær alene ved min fingerede mistanke. Alle juvelerne er jo i skrinet – der mangler kun ægteskabsløftet.«

»Nej, nej ...« Frøkenens ære var truet. »Sådan er Carman ikke ... en tjenestepige!«

»Kvindejæger, sagde De før, frøken! Det kom mig unægtelig også lidt overraskende.«

Detektiven betænkte sig et øjeblik. Men da han så, at pigen ikke benægtede, men stod så underligt flov og forvirret, fortsatte han stadig prøvende:

»Hun har i længere tid haft gode øjne til det ægteskabsløfte, som De – hånden på hjertet, frøken! – har været lidt indiskret med. Planen, hun har udtænkt for at få det fat og dog forhindre, at mistanken faldt på hende, har været ganske snild. Hendes fejl er blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«

Frk. Darling stirrede stift på pigen, der var blussende rød.

Detektiven fortsatte med stigende sikkerhed:

»En fyr, der hedder Hiles, indbrudstyv af profession, har i længere tid haft i sinde at gøre indbrud på Villa »Azalea«. Erfaringen har lært ham, at det første redskab er en tjenestepige, der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse grunde villet til fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk ladet ham stjæle, men har under dække af hans bedrift selv stjålet ægteskabsdokumentet.«

»Det er løgn!« fnyste den stakkels pige indigneret over beskyldningen.

»Ja, så.« vedblev detektiven roligt. »Sidste nat brød fyren ind. Skønt han ikke vidste det, ventede pigen ham. Hun lod ham roligt tage juvelerne, men da han ville ud gennem vinduet til værelset med de hvide vægge, så han en flaske med spiritus, som pigen havde sat der, eftersom hun tilfulde vidste, at fyren er en tørstig sjæl.

Hiles gik naturligvis i fælden. Han satte tasken med det kostbare indhold fra sig og fyldte glasset, mens han slukkede sin tyvelygte.

I samme øjeblik byttede pigen, som hele tiden havde holdt sig skjult, hans taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog hun hætten af den laterna magica, jeg før så stå i værelset og som – det undersøgte jeg – i et nu kan gengive et stort billede af grev Carman (til slig morskab er jo væggene hvide)!

Den bestyrtede indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altså tasken med smykkerne og manglede naturligvis mod til ikke at lægge dem tilbage. Men ægteskabsløftet har hun endnu.«

»Nej, jeg har ikke!«

»Vist så! De har det jo hos Dem i dette øjeblik!«

Pigen rystede over hele legemet.

»Kom med det, ellers sker der en ulykke!«

Mekanisk knappede pigen sit kjoleliv op.

Detektiven snappede et stykke papir fra hende.

I samme øjeblik gav hun et skrig fra sig og faldt om på gulvet i hysterisk gråd.

Men detektiven rakte papiret til frk. Darling.

Det var virkelig ægteskabsløftet.