Hvem var tyven?

På godset Glenlean herskede der stor forvirring den formiddag. Den gamle godsejer gik rundt og vred sine hænder, men hverken til sin kone eller nogen anden turde han sige et ord om årsagen.

Til den berømte detektiv, grev August Campnell i London, havde han straks efter opdagelsen for en time siden telegraferet ekspres. Nu ventede han længselsfuldt.

Endelig bankede det.

Tjeneren Philip viste sig i døren til godsejerens private kontor.

”Der er en herre –“

Godsejeren greb hurtigt visitkortet.

”Lad ham straks komme herind!”

Tjeneren bukkede.

Kort efter stod en yngre mand i værelset. En høj, mørk, aristokratisk skikkelse uden skæg og med skarpe, markerede træk.

”Det er altså grev Campnell?”

Detektiven nikkede kort. ”Hvormed kan jeg være til tjeneste?”

”Ja – jo”, godsejeren rystede bedrøvet på hovedet. ”Sæt Dem ned, hr. greve! Ja, der er hændt mig noget –“

”Forhåbentlig ikke noget ubehageligt?”

”Jo, forbandet ubehageligt. Et brev er blevet borte her på mit skrivebord!”

”Hvornår?”

”Nu i formiddag. Jeg gik et øjeblik op for at tale med min kone; da jeg kom herned igen, var brevet borte!”

Detektiven fokuserede skarpt på godsejeren. Han så, at den gamle herre gjorde alt for at skjule sin stærke bevægelse.

”Hvad var det for et brev, om jeg tør spørge?”

”Ja, undskyld … jeg kan blot sige, at det på ingen måde måtte læses af andre end den, det var skrevet til.”

”Var det et brev, De havde modtaget?”

”Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var næsten færdig med det, da min kone sendte bud om, at hun ville tale med mig.”

”Hvem kom med det bud?”

”Hendes pige! Men hun kan ikke være den skyldige, for hun gik foran mig op ad trappen. Og jeg så hende gå ind i grevindens soveværelse.”

”Hvor længe var De så væk?”

”Åh, ti minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste, at det lå fremme.”

”Lukkede De døren, da De gik?”

”Ja! Den var også lukket, da jeg kom tilbage.”

”Hm – er der blevet andet borte?”

”Nej, ikke en smule!”

”Og hvor lå det brev? Nøjagtigt, mener jeg!”

”Her på brevblokken! Da jeg gik ud, lagde jeg et kladpapir over det.”

”Er De sikker på det?”

Manden betænkte sig lidt. ”Sværge på det, tør jeg ikke, men jeg syntes, jeg gjorde det.”

”Så pigen, at De skrev?”

”Ja, det kunne hun ikke undgå.”

”Var der nogen i huset, der vidste, at De skrev på et vigtigt brev?”

”Nej, vist var der ej …” Godsejerens bevægelse blev næsten pinlig. ”Jeg vil være ærlig over for Dem! Jeg ville give ti år af mit liv, hellere end at nogen her i huset skulle kende det brevs indhold. Jeg stoler på, at denne samtale bliver mellem os!”

Detektiven smilede.

”De kan være helt sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om nogen har været her i Deres værelse, mens De var væk?”

”Jeg har spurgt tjeneren. Han siger, at han var beskæftiget herude i forstuen.”

”Ja så …”

Den gamle herre så skarpt på detektiven: ”De tror da ikke, min tjener Philip har en finger med i spillet?”

”Åh nej. Men hvis han har været i forstuen, må han dog have lagt mærke til, om nogen er gået herind i værelset. – Eller også er tyven kommet ind gennem vinduet!”

”Ja – det har ganske vist stået åbent …!”

Detektiven gik til vinduet og kiggede ned. Men rosenbedet nedenfor var i den skønneste orden uden et fodspor at opdage.

Detektiven gik tilbage til skrivebordet. Nu fangede noget pludselig hans blik.

”Hvad er det?”

Skrivebordet var som de andre møbler af mørkt egetræ. Men et sted på bordpladen var der ligesom spor af noget klæbrigt.

Den gamle herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven undersøgte det nøje ved hjælp af en lup, der lå på bordet.

”Ja, det er et harpiksklæbrigt stof, som –“

”Som, som, nu ved jeg det!” udbrød det pludselig glædesstrålende over den gamle godsejers ansigt. ”Ikke sandt? Tyven har stået i blomsterbedet her nedenfor vinduet med en stang eller … og har smurt harpiks på enden og således fisket brevet ud af vinduet. Ja, ikke sandt, det er soleklart …”

Detektiven måtte smile.

”Hvem skulle da vide, at der lå et brev på Deres bord, når ingen har været inde i værelset? Fra haven kan man ikke se Deres skrivebord. De kunne såmænd selv sidde ved det, uden at man kunne se det dernede.”

Godsejeren indså det og sukkede dybt.

De talte så videre sammen om mulighederne, men blev afbrudt, da døren knirkede.

Det var godsejerens lille nevø.

Ulykkelig, med store tårer i øjnene, stod den lille, gullokkede dreng i døren med sin drage. Stødvis kom det i gråd: Tanten ville ikke hjælpe ham med at sætte dragen op, pigerne ville heller ikke, James kusk heller ikke, ingen ville, og han var så ulykkelig.

”Så, så, lille Roland,” trøstede godsejeren og fik ham blidt puttet ud af døren igen. ”Bed du tante rigtig pænt om det, så gør hun det nok –“

Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af sted til tanten. Og igen fik de to herrer ro.

”Ja, grev Campnell, hvad mener De så?”

”Er brevet virkelig så vigtigt?”

”Ja – ja, jeg forsikrer Dem! Bare jeg vidste, hvem der har taget det – jeg ville ofre et par tusinde kroner på det.”

”Nå –?” Detektiven så på ham. ”Mindre bør gøre det! 2000 kr. er mange penge, hr. godsejer.”

”Sandt nok, men arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mere og mere!”

Detektiven trak på skulderen.

”Ja, enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig undersøgelse eller –” han smilede. ”Vi er allerede ved målet, og sagen er afgjort om en halv times tid.”

”Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?”

Detektiven tyssede.

”Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Bare skal man aldrig gøre sig sagerne mere besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først de simpleste muligheder! Slår de fejl, kan man altid gå til de mere kombinerede. Derpå beror al opdagelseskunst.”

Godsejeren stirrede forventningsfuldt på ham, som om han ventede at se brevet i samme nu dale ned fra loftet.

”Lad mig være alene en halv times tid,” bad detektiven. ”Jeg må ud og undersøge terrænforholdene og skal komme herop til Dem igen.”

Dermed gik han.

Godsejeren blev alene.

Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var, kom han så et øjeblik i tanke om det grædende barn.

”Philip!” kaldte han ud i forstuen. ”Hvor er Roland, har De set ham?”

”Ja, herre. Hr. Roland gik over græsplænen for lidt siden med godsforvalterens lille pige.”

”Nå –!” smilede den gamle herre lettet og lukkede atter døren. Så vidste han jo, at lille Roland var glad og fik hjælp.

Og atter kom de tunge furer i den gamle herres ansigt. Atter vandrede han bekymret omkring på gulvet. Han tænkte så småt på at opgive grev Campnell og hellere melde sagen til herredsfogden …

Da banker det.

”Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men –“

Det var atter grev Campnell.

Godsejeren så næppe på ham, for nu var han fuldt ud besluttet på at telefonere til herredsfogden.

Han vendte sig ligegyldigt mod detektiven. ”Ja tak, hr. greve, jeg takker Dem for Deres ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel til herredsfogden og beder ham hjælpe os –“

”Før eller efter brevet er fundet?”

”Hvad mener De?” Godsejeren vendte sig helt om i stolen.

”Jeg mener naturligvis, at alt er allerede, som det skal være. Brevet er fundet!”

”Hvad er det?” Stolen væltede. ”Hvor da, hvor? Hvem er tyven?”

”De selv, tror jeg!” Detektiven gik hen mod døren:

”Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe på dig!”

Den lille dreng kom skulende ind. I hånden holdt han dragen med den klodsede hale, han selv havde lavet.

”Her er brevet, hr. godsejer!” Detektiven rakte dragen imod ham.

”Hvad for noget? Hvad siger De!” Godsejeren fo’r op som en rasende. ”Er det dig, Roland? Hvor i al verden har du understået dig …”

En kraftig lussing var i luften, men detektiven standsede mandens arm.

”Så, så, kære herre, det er jo Deres egen skyld! – Gå du blot, lille Roland. Jeg beholder halen, som alligevel ikke duer, og skal komme ned og lave en bedre om lidt!”

Roland skyndte sig ud af studereværelset, så hurtigt hans små ben kunne bære ham.

”Nå! Her skal De se!” Detektiven klippede noget af halen og foldede papiret ud. ”Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom ingen har villet hjælpe ham uden den lille pige, som heller ikke kan læse.”

”Jamen, hvordan … hvad vil det så sige, at jeg er tyven?”

Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans klædedragt nøje.

”Selvfølgelig! Præcis, hvad jeg sagde mig selv dernede i haven, da papiret var fundet.”

”Hva –?”

Den gamle herre stirrede med åben mund.

”De har været uforsigtig, hr. godsejer! Vi fandt jo det klæbrige stof på Deres skrivebord, husker De nok. De har væltet Deres gummiflaskе!”

”Ja, i formiddags, ja vel … det er rigtigt nok … og hvad så?”

”Så er der kommet lidt gummi på skrivebordet – og på Deres ærme. Føl selv på tøjet! De kan både føle og mærke det endnu.”

”Nå ja – og hvad så –?”

”Hvad så? Brevet er jo simpelthen klæbet til ærmet, da De rejste Dem for at følge med pigen op til Deres frue. Deroppe har De selvfølgelig ikke haft det med, da hun i så fald havde opdaget det. De har tabt det ganske kort efter – herude på gangen, hvor Roland legede, og hvor han netop har fundet det, og i bedste tro lavet dragehale deraf. – Til yderligere betryggelse vil De for øvrigt kunne se, at der har været lidt gummi på papiret!”

Den gamle herre undersøgte nøje det sammenkrøllede dragebrev og gav med ét detektiven ret.

Så glad blev han, at han trods Campnells protest ville op med de 2000 kr., som den trygge samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp ingen bønner og forestillinger.

En time efter sin ankomst rejste da grev Campnell tilbage igen. Og godsejeren glemte aldrig hans ord om ”først og fremmest de simpleste muligheder”.