Den lille Pige med Svovlstikkerne

Det var forfærdelig koldt. Sneen faldt, og det var næsten ganske mørkt. Det var Aften—Aaret sidste Aften. I denne Kulde og dette Mørke gik en lille arm Pige gennem Gaderne. Hun havde ingen Hat paa Hovedet og hendes Fødder vare bare. Da hun forlod Hjemmet, havde hun havt Tøfler paa, men hvad hjalp det? De vare meget store Tøfler, som hendes Moder havde baaret før hende. De vare saa store, at den lille Pige tabte dem, da hun skyndte sig over Gaden, thi to Vogne kom kørende meget hurtigt forbi.

Den ene Tøffel var ingensteds at finde. Den anden blev grebet af en Dreng, som løb af med den. Han syntes, den vilde være ypperlig til en Vugge, naar han engang fik Børn. Saa gik den lille Pige videre med sine smaa nøgne Fødder, som vare ganske røde og blaa af Kulde. Hun bar en Bunke Svovlstikker i et gammelt Forklæde, og hun holdt en anden Bunke i sin Haand. Ingen havde købt noget af hende hele Dagen. Ingen havde givet hende en eneste Skilling.

Hun listede sig afsted, skjælvende af Kulde og Sult. Hun var et sandt Billede paa Sorg, den lille Stakkel! Snefnuggene faldt paa hendes lange, lyse Haar, som krollede sig deiligt om hendes Hals. Men naturligvis tænkte hun ikke paa det nu. Fra hvert Vindu skinnede Lys, og Lugten af Stegegaas fyldte Luften. Deeligt nok, det var Nytaarsaften. Ja, det tænkte hun paa.

I en Krog mellem to Huse, hvor det ene stod lidt frem, satte hun sig og krøb sammen. Hun trak sine smaa Fødder op til sig, men hun blev koldere og koldere. Hun turde ikke gaa hjem, fordi hun ikke havde solgt nogle Stikker og ikke havde en eneste Skilling at bringe sin Fader. Hun vidste, han vilde slaa hende. Og hjemme var der ogsaa koldt, thi kun et Tag var over hende, og Vinden hylede igennem det, endog de største Revner vare stoppede med Straa og Klude.

Hendes smaa Hænder vare næsten følesløse af Kulde. O, en eneste Svovlstik kunde give hende saa megen Trøst, hvis hun blot turde tage en ud af Bunken, stryge den mod Væggen og varme sine Fingre. Hun tog en. "Rischt!" Hvor den blussede! Hvor den brændte!

Den gav en varm, klar Flamme, ligesom et Lys, medens hun holdt sine Hænder over den. Det var et deiligt Lys. Det syntes den lille Pige, som om hun sad foran en stor Jernovn med skinnende Messingfødder og et Messingbeslag ovenpaa.

Ilden brændte saa varmt. Det føltes saa rart. Den lille Pige strakte allerede sine Fødder ud for ogsaa at varme dem, men saa slukkedes den lille Flamme. Ovnen forsvandt. Hun holdt kun den brændte Stik i Haanden.

Hun stryger en anden Stik mod Væggen. Den brændte lystigt, og hvor Lyset faldt paa Væggen, blev den gjennemsigtig som et Slør. Hun kunde se ind i Stuen. Paa Bordet stod en snehvid Dug med et deiligt Porcellænservice, og en Stegegaas dampede med Æbler og svedne Blommer. Og hvad der var endnu deiligere, Gaasen sprang af Fadet og vraltede hen over Gulvet med Kniv og Gaffel i Brystet, lige hen til den lille fattige Pige. Saa slukkedes Stikken, og kun den tykke, kolde, fugtige Væg var tilbage.

Hun tændte endnu en Stik. Nu sad hun under det deiligste Juletræ. Det var endnu større og mere pyntet end det, hun havde seet gjennem Glasedøren hos den rige Købmands Hus. Tusinder af Lys brændte paa de grønne Grene, og brogede Billeder ligesom dem i Butiksvinduerne saae ned paa hende. Den lille Pige rakte sine Hænder op imod dem, men saa slukkedes Stikken. Juletræets Lys steg højere og højere. Hun saae dem nu som Stjerner paa Himlen. En Stjerne faldt og lod en lang Ildstribe efter sig.

"Nu dør der Nogen!" sagde den lille Pige. Hendes gamle Bedstemoder, den eneste, som nogensinde havde elsket hende, og som nu var død, havde fortalt hende, at naar en Stjerne falder, gaar en Sjæl op til Gud.

Hun stryger endnu en Stik mod Væggen. Det blev lyst igen, og i Skinnet stod hendes gamle Bedstemoder, saa lys og straalende, saa mild og med et saa kjærligt Blik.

"Bedstemoder!" raabte den lille Pige. "O, tag mig med Dig! Jeg ved, Du forsvinder, naar Stikken gaar ud. Du vil forsvinde ligesom den varme Ovn, den deilige Stegegaas og det smukke Juletræ!"

Og hun stryger hurtigt hele Bunken Stikker mod Væggen, thi hun vilde holde paa sin Bedstemoder.

Stikkerne brændte saa klart, at det var lysere end Dagen. Aldrig før havde Bedstemoderen været saa smuk og saa høj. Hun tog den lille Pige i sine Arme, og de fløj begge opad, i Glands og Glæde, højt, saa højt.

Og deroppe var der ingen Kulde, ingen Hunger og ingen Frygt. De vare hos Gud.

Men i Krogen, i den kolde Dæmrings Time, sad den lille Pige, med røde Kinder og et Smil om Munden, lænet op ad Væggen. Hun havde frosset ihjel paa det gamle Aars sidste Aften. Stiv og kold sad hun der, med Stikkerne, hvoraf den ene Bunke var brændt. "Hun vilde varme sig," sagde Folk. Ingen havde nogen Anelse om de deilige Ting, hun havde seet. Ingen drømte engang om den Herlighed, hvori hun med sin Bedstemoder var gaaet ind til det nye Aars Glæder.