De røde Sko

Der var engang en lille Pige, som var saa net og yndig. Om Sommeren maatte hun gaa med bare Fødder, for hun var saa fattig, og om Vinteren gik hun med store Træsko, saa hendes lille Vrist blev ganske rød, og det saae saa farligt ud!

Midt i Byen boede en gammel Skomagerkone. Hun sad og syede et lille Par Sko sammen af gamle røde Klædesstykker. De var meget klodsede, men det var en god Mening. De var bestemt for den lille Pige. Den lille Pige hed Karen.

Paa den Dag, hendes Moder blev begravet, fik Karen de røde Sko og tog dem paa for første Gang. De var ikke bestemt til Sorg, men hun havde ingen andre, og med bare Fødder fulgte hun den simple Straakiste i dem.

Pludselig kom en stor, gammel Vogn kjørende, og i den sad en stor, gammel Frue. Hun saae paa den lille Pige, fik Medlidenhed med hende, og sagde saa til Præsten: "Her, giv mig den lille Pige. Jeg vil adoptere hende!"

Og Karen troede, at alt dette skete paa Grund af de røde Sko, men den gamle Frue syntes, de var forfærdelige, og de blev brændt. Men Karen selv blev pænt og net klædt paa; hun skulde lære at læse og sy. Folk sagde, hun var en net lille Ting, men Speilet sagde: "Du er mere end net, du er smuk!"

Nu reiste Dronningen engang gjennem Landet, og hun havde sin lille Datter med sig. Denne lille Datter var en Prinsesse, og Folk strømmede til Slottet. Karen var ogsaa der. Den lille Prinsesse stod i sin smukke, hvide Kjole ved et Vindue og lod sig stirre paa. Hun havde hverken Slæb eller Guldkrone, men pragtfulde røde Marokko-Sko. De var vistnok langt smukkere end dem, Skomagerkonen havde lavet til lille Karen. Intet i Verden kan sammenlignes med røde Sko.

Nu var Karen gammel nok til at blive konfirmeret. Hun fik nye Klæder og skulde ogsaa have nye Sko. Den rige Skomager i Byen målte hendes lille Fod. Dette skete i hans Hus, i hans Stue, hvor der stod store Glasskabe fulde af elegante Sko og glimrende Støvler.

Alt dette saae deiligt ud, men den gamle Frue kunde ikke se godt, saa hun havde ingen Glæde af dem. Midt iblandt Skone stod et Par røde, ganske som dem Prinsessen havde baaret. Hvor de vare smukke!

Skomageren sagde ogsaa, at de vare lavet til en Greves Barn, men at de ikke passede.

"Det maa være lakkeret Læder!" sagde den gamle Frue. "De glindser saa!"

"Ja, de glindser!" sagde Karen, og de passede, og de bleve kjøbte. Men den gamle Frue vidste ikke, at de vare røde, ellers havde hun aldrig tilladt Karen at gaa i røde Sko til Konfirmation. Men saaledes var det dog.

Alle saae paa hendes Fødder. Da hun traadte gjennem Kirkedøren ind paa Kirkegulvet, syntes hun, at de gamle Figurer paa Gravene, de Portrætter af gamle Præster og Præstekoner med stive Kraver og lange, sorte Kjoler, fæstede deres Øine paa hendes røde Sko.

Hun tænkte kun paa dem, da Præsten lagde sin Haand paa hendes Hoved og talte om den hellige Daab, om Pagten med Gud, og hvorledes hun nu skulde være en moden Kristen. Orglet klang saa høitideligt; de søde Børnestemmer sang, og de gamle Organister sang, men Karen tænkte kun paa sine røde Sko.

Om Eftermiddagen hørte den gamle Frue af Alle, at Skone vare røde, og hun sagde, at det var meget forkert af Karen, at det slet ikke klædte hende, og at Karen i Fremtiden kun skulde gaa i sorte Sko i Kirken, selv naar hun blev ældre.

Den næste Søndag var der Altergang. Karen saae paa de sorte Sko, saae paa de røde, saae paa dem igjen, og tog de røde paa.

Solen skinnede herligt. Karen og den gamle Frue gik ad Stien gjennem Kornet; der var temmelig støvet.

Ved Kirkedøren stod en gammel Soldat med en Krykke og et forunderligt langt Skjæg, der var mere rødt end hvidt. Han bøiede sig til Jorden og spurgte den gamle Frue, om han maatte børste hendes Sko. Og Karen strakte sin lille Fod ud.

"See, hvor smukke Dandsesko!" sagde Soldaten. "Sid fast, naar du dandser." Og han lagde sin Haand ud mod Saalerne.

Den gamle Frue gav den gamle Soldat Almisse og gik ind i Kirken med Karen.

Alle Folk i Kirken saae paa Karens røde Sko, og alle Billederne, og da Karen knælede foran Alteret og løftede Bægeret til sine Læber, tænkte hun kun paa de røde Sko, og de syntes at svømme i det. Hun glemte at synge sin Salme, og hun glemte at bede: "Fader vor, du som er i Himlen!"

Nu gik alle Folk ud af Kirken, og den gamle Frue steg op i sin Vogn. Karen løftede sin Fod for at stige ind efter hende, da sagde den gamle Soldat: "See, hvor smukke Dandsesko!"

Og Karen kunde ikke lade være at dandse et Par Skridt, og da hun begyndte, vedblev hendes Fødder at dandse. Det var ligesom om Skone havde Magt over dem. Hun dandsede rundt om Kirkens Hjørne; hun kunde ikke holde op. Kudsken maatte løbe efter og gribe hende, og han løftede hende ind i Vognen, men hendes Fødder vedblev at dandse, saa hun traadte forfærdeligt paa den gamle Frue. Til sidst tog hun Skone af, og da havde hendes Ben Fred.

Skone bleve satte i et Skab derhjemme, men Karen kunde ikke undgaa at see paa dem.

Nu var den gamle Frue syg, og det sagdes, at hun ikke kunde komme sig. Hun maatte pleies og passes, og der var ingen, hvem det mere var Pligt end Karen. Men der var et stort Bal i Byen, hvortil Karen var indbuden. Hun saae paa den gamle Frue, som ikke kunde komme sig; hun saae paa de røde Sko, og hun tænkte, at der kunde ikke være nogen Synd i det. Hun tog de røde Sko paa; det kunde hun ogsaa godt, tænkte hun. Men saa gik hun til Ballet og begyndte at dandse.

Da hun vilde dandse til høire, dandsede Skone til venstre, og da hun vilde dandse op ad Stuen, dandsede Skone tilbage igjen, ned ad Trappen, ud paa Gaden og ud af Byens Port. Hun dandsede, og var nødt til at dandse lige ud i den mørke Skov.

Da blev det pludselig lyst oppe mellem Træerne, og hun troede, det maatte være Maanen, thi der var et Ansigt. Men det var den gamle Soldat med det røde Skjæg; han sad der, nikkede med Hovedet og sagde: "See, hvor smukke Dandsesko!"

Da blev hun forfærdet og vilde kaste de røde Sko fra sig, men de hang fast. Hun trak sine Strømper ned, men Skone syntes at være voxet fast til hendes Fødder. Og hun dandsede, og maatte dandse, over Marker og Enge, i Regn og Solskin, om Natten og om Dagen. Men om Natten var det det grusomste.

Hun dandsede over Kirkegaarden, men de Døde dandsede ikke - de havde noget bedre at bestille end at dandse. Hun vilde sætte sig paa en fattig Mands Grav, hvor den bitre Tansy voxede, men for hende var der hverken Fred eller Hvile. Da hun dandsede mod den aabne Kirkedør, saae hun en Engel staa der. Han havde lange, hvide Klæder; han havde Vinger, som naaede fra hans Skuldre til Jorden; hans Ansigt var strengt og alvorligt; og i hans Haand holdt han et Sværd, bredt og glimrende.

"Dandse skal du!" sagde han. "Dandse i dine røde Sko, til du er bleg og kold! Til din Hud skrumper ind, og du er et Beenrad! Dandse skal du fra Dør til Dør, og hvor stolte, forfængelige Børn boe, der skal du banke paa, at de kunne høre dig og bæve! Dandse skal du!"

"Naade!" raabte Karen. Men hun hørte ikke Englens Svar, thi Skone førte hende ud gjennem Porten paa Marken, over Veie og Broer, og hun maatte altid blive ved at dandse.

En Morgen dandsede hun forbi en Dør, som hun godt kjendte. Indenfor lød en Salme; en Liigkiste, smykket med Blomster, blev baaren ud. Da vidste hun, at den gamle Frue var død, og følte sig forladt af Alle og fordømt af Guds Engel.

Hun dandsede, og hun var nødt til at dandse gjennem den mørke Nat. Skone førte hende over Stub og Steen; hun blev sønderrevet, til hun blødte; hun dandsede over Heden, til hun kom til et lille Huus. Her, vidste hun, boede Bødelen. Hun bankede med Fingrene paa Vinduet og sagde: "Kom ud! Kom ud! Jeg kan ikke komme ind, thi jeg er nødt til at dandse!"

Og Bødelen sagde: "Du veed ikke, hvem jeg er, troer jeg? Jeg hugger onde Folks Hoveder af; og jeg hører, at min Øxe klinger!"

"Hug ikke mit Hoved af!" sagde Karen. "Saa kan jeg ikke angre mine Synder! Men hug mine Fødder af i de røde Sko!"

Og da bekjendte hun sin hele Synd, og Bødelen huggede hendes Fødder af med de røde Sko, men Skone dandsede afsted med de smaa Fødder over Marken ind i den dybe Skov.

Og han skar smaa Træfødder og Krykker til hende, lærte hende den Salme, som Forbrydere altid synge, og hun kyssede den Haand, som havde svinget Øxen, og gik over Heden.

"Nu har jeg lidt nok for de røde Sko!" sagde hun. "Nu vil jeg gaae ind i Kirken, at Folk kan see mig!" Og hun skyndte sig hen mod Kirkedøren. Men da hun var nær ved den, dandsede de røde Sko foran hende, og hun blev forfærdet og vendte om. Hele Ugen var hun ulykkelig og græd mange bitre Taarer. Men da Søndagen kom, sagde hun: "Naa, nu har jeg lidt og kæmpet nok! Jeg troer virkelig, jeg er lige saa god som mange ene, som sidder i Kirken og holder Hovedet saa høit!"

Og hun gik modigt afsted. Men hun var ikke kommen længere end til Kirkegaards-Porten, før hun saae de røde Sko dandse foran sig; hun blev bange og vendte tilbage, og angrede sin Synd af Hjertet.

Og hun gik til Præstegaarden og bad, at de vilde tage hende i Tjeneste. Hun vilde være meget flittig, sagde hun, og gjøre Alt, hvad hun kunde. Hun brød sig ikke om Lønnen, kun ønskede hun at have et Hjem og være hos gode Folk. Præstekonen havde Medlidenhed med hende og tog hende i Tjeneste. Hun var flittig og eftertænksom. Hun sad stille og hørte efter, naar Præsten læste i Bibelen om Aftenen. Alle Børnene holdt meget af hende, men naar de talte om Klæder, og Pragt, og Skjønhed, rystede hun paa Hovedet.

Den følgende Søndag, da Familien skulde i Kirke, spurgte de hende, om hun ikke vilde med, men hun saae bedrøvet, med Taarer i Øinene, paa sine Krykker. Familien gik for at høre Guds Ord, men hun gik alene ind i sit lille Kammer. Der var kun Plads til en Seng og en Stol. Her satte hun sig ned med sin Bønnebog. Og mens hun læste med et fromt Sind, bar Vinden Orgeltonerne hen til hende, og hun løftede sit taarefulde Ansigt og sagde: "O Gud, hjælp mig!"

Og Solen skinnede saa klart, og lige foran hende stod Guds Engel i hvide Klæder, den samme, hun havde seet den Nat ved Kirkedøren. Men han bar ikke længere det skarpe Sværd; istedet holdt han en pragtfuld grøn Green fuld af Roser.

Han rørte Loftet med Greenen, og Loftet hævede sig saa høit, og hvor han havde rørt det, der straalede en gylden Stjerne. Han rørte Væggene, og de udvidede sig, og hun saae Orgel, som spillede; hun saae de gamle Billeder af Præsterne og Præstekonerne.

Menigheden sad i polstrede Stole og sang af sine Bønnebøger. Thi Kirken selv var kommen til den fattige Pige i hendes snævre Kammer, eller ogsaa var hun kommen ind i Kirken.

Hun sad paa Kirkebænken hos Præstens Familie, og da de havde endt Salmen og saae op, nikkede de og sagde: "Det er ret, at du er kommen!"

"Det var af Naade!" sagde hun.

Og Orglet klang, og Børnenes Stemmer i Koret lød saa sødt og blødt! Den klare Sol skinnede saa varmt ind gjennem Vinduet paa Kirkebænken, hvor Karen sad! Hendes Hjerte var saa fuldt af Solskin, Fred og Glæde, at det bristede. Hendes Sjæl fløi paa Solskinnet til Gud, og der spurgte Ingen efter DE RØDE SKO.