Snehvid og Rosenrød

Der var engang en fattig enke, som boede alene i et lille hus. Foran huset var der en have med to rosenbuske: den ene bar hvide roser, og den anden bar røde roser. Hun havde to døtre, som var ligesom de to rosenbuske.

Den ene hed Snehvid, og den anden hed Rosenrød. De var så gode og glade, så flittige og muntre, som nogen børn i verden kunne være. Men Snehvid var mere stille og mild end Rosenrød. Rosenrød elskede at løbe rundt i enge og marker, plukke blomster og fange sommerfugle.

Snehvid blev hjemme hos sin mor og hjalp med husarbejdet eller læste højt for hende, når der ikke var noget at lave.

De to søstre elskede hinanden højt. Når de gik ud sammen, holdt de i hånd. Snehvid sagde: "Vi vil aldrig forlade hinanden." Rosenrød svarede: "Ikke så længe vi lever." Deres mor tilføjede: "Det, den ene har, må hun dele med den anden."

De legede ofte alene i skoven og plukkede røde bær. Intet vildt dyr gjorde dem nogensinde ondt; i stedet kom dyrene tæt på dem uden frygt. Den lille hare spiste et kålblad fra deres hænder. Hjorten græssede ved siden af dem. Kronhjorten sprang glad forbi dem. Fuglene sad stille på grenene og sang alle de sange, de kunne.

Ingen ulykke ramte dem nogensinde. Hvis de blev for længe i skoven, og natten faldt på, lagde de sig sammen på mosset og sov til morgenen. Deres mor vidste det og var ikke bekymret for dem.

Engang, efter at de havde sovet i skoven, vækkede morgensolen dem. De så et smukt barn i en skinnende hvid kjole sidde nær dem. Barnet rejste sig, så venligt på dem, sagde intet og gik ind i skoven. Da pigerne så sig omkring, opdagede de, at de havde sovet lige ved kanten af en stejl klippe. Hvis de havde taget bare et par skridt mere i mørket, var de faldet ned. Deres mor sagde, at det måtte have været en engel, der passede på gode børn.

Snehvid og Rosenrød holdt deres mors lille hus så ryddeligt, at det var en fryd at se. Om sommeren passede Rosenrød huset. Hver morgen, før hendes mor vågnede, lagde hun en blomsterkrans på hendes seng – én rose fra hver busk.

Om vinteren tændte Snehvid ilden og hængte kedlen over den. Kedlen var af kobber og skinnede som guld, fordi den var så godt pudset. Om aftenen, når sneen faldt, sagde moderen: "Snehvid, gå og slå slåen for døren." Så sad de alle sammen omkring pejsen.

Moderen tog sine briller på og læste højt fra en stor bog. De to piger lyttede, mens de sad og spandt uld. Ved siden af dem lå et lam på gulvet, og bag dem, på en pind, sad en hvid due med hovedet gemt under vingen.

En aften, da de sad godt sammen, bankede nogen på døren, som om de ville ind. Moderen sagde: "Skynd dig, Rosenrød, åbn døren. Det må være en rejsende, der søger ly." Rosenrød gik og skød slåen fra, idet hun troede, det ville være en fattig mand. Men det var det ikke. Det var en bjørn, der stak sit store sorte hoved ind ad døren.

Rosenrød skreg og sprang tilbage. Lammet brægede, duen flagrede, og Snehvid gemte sig bag moderens seng. Men bjørnen begyndte at tale. "Vær ikke bange," sagde han. "Jeg vil ikke gøre jer fortræd. Jeg er halvt frossen og vil bare varme mig ved jeres ild."

"Stakkels bjørn," sagde moderen. "Læg dig ved ilden, men pas på ikke at brænde din pels." Så kaldte hun: "Snehvid, Rosenrød, kom frem. Bjørnen vil ikke gøre jer fortræd. Han mener det godt." Så kom begge piger frem. Snart kom lammet og duen også tættere på og var ikke bange.

Bjørnen sagde: "Børn, bank lidt sne ud af min pels." Så hentede de kosten og børstede bjørnens pels ren. Derefter lagde bjørnen sig ved ilden og brummede glad. Det varede ikke længe, før pigerne følte sig helt hjemme hos ham.

De lavede grin med deres klodsede gæst. De trak i hans pels med hænderne, satte fødderne på hans ryg og rullede ham rundt, eller de tog en hasselgren og slog ham. Når han brummede, lo de. Men bjørnen tog det hele i godt humør.

Kun når de blev for voldsomme, råbte han:

"Snehvid, Rosenrød, vil I slå jeres elsker ihjel?"

Da det blev sengetid, sagde moderen til bjørnen: "Du kan ligge her ved arnen. Så er du sikker mod kulde og dårligt vejr." Ved daggry lukkede børnene ham ud, og han travede gennem sneen ind i skoven.

Derefter kom bjørnen hver aften på samme tid. Han lagde sig ved arnen og lod børnene lege med ham, så meget de ville.

De vænnede sig så meget til ham, at de aldrig skød slåen for, før deres sorte ven var ankommet.

Da foråret kom, og alt udenfor blev grønt, sagde bjørnen en morgen til Snehvid: "Nu må jeg tage af sted. Jeg kan ikke komme tilbage hele sommeren." "Hvor skal du hen, kære bjørn?" spurgte Snehvid. "Jeg må ind i skoven og vogte mine skatte mod de onde dværge. Om vinteren, når jorden er frossen hård, må de blive under jorden og kan ikke komme ud.

Men nu, hvor solen har tøet jorden op, bryder de igennem og kommer ud for at spionere og stjæle. Det, der falder i deres hænder og i deres huler, ser ikke dagens lys igen så let."

Snehvid blev ked af, at han skulle rejse. Da hun skød slåen fra for ham, skyndte bjørnen sig ud. Han kom til at hænge fast i slåen, og et stykke af hans pelsede frakke rev af. Det forekom Snehvid, at hun så noget guld skinne nedenunder, men hun var ikke sikker. Bjørnen løb hurtigt væk og forsvandt snart bag træerne.

Ikke længe efter sendte moderen sine døtre ud i skoven for at samle brænde. Der fandt de et stort træ, der var faldet om på jorden. Tæt ved stammen hoppede noget frem og tilbage i græsset, men de kunne ikke se, hvad det var. Da de kom nærmere, så de en dværg med et gammelt, rynket ansigt og et snehvidt skæg, der var en meter langt.

Enden af skægget var fanget i en sprække i træet, og den lille fyr hoppede frem og tilbage som en hund bundet til et reb uden at vide, hvad han skulle gøre.

Han stirrede på pigerne med sine ildrøde øjne og råbte: "Hvorfor står I der? Kan I ikke komme herhen og hjælpe mig?" "Hvad laver du der, lille mand?" spurgte Rosenrød. "Din dumme, nysgerrige gås!" svarede dværgen.

"Jeg skulle til at kløve træet for at få noget brænde til madlavning. Den lille mad, vi spiser, brænder med det samme op med tykke stammer. Vi spiser ikke så meget som jer grove, grådige folk. Jeg havde lige slået kilen godt i, og alt gik, som jeg ønskede.

Men det usle træ var for glat og sprækkede pludselig, og træet lukkede sig så hurtigt, at jeg ikke kunne få mit smukke hvide skæg ud. Nu sidder det fast, og jeg kan ikke komme væk. Og I tåbelige, glatansigtede piger ler! Uh! Hvor er I modbydelige!"

Børnene prøvede ivrigt, men de kunne ikke få skægget ud; det sad for fast. "Jeg vil hente nogen," sagde Rosenrød. "Din sanseløse gås!" hvæsede dværgen. "Hvorfor skulle du hente nogen? I er allerede to for mange for mig. Kan I ikke finde på noget bedre?" "Vær ikke utålmodig," sagde Snehvid. "Jeg vil hjælpe dig." Hun trak sin saks op af lommen og klippede enden af skægget af.

Så snart dværgen følte sig fri, greb han en sæk, der lå blandt træets rødder. Den var fuld af guld. Han løftede den op og brummede: "Uforskammede mennesker! At klippe et stykke af mit fine skæg! Ulykke over jer!" Så svingede han sækken op på ryggen og gik sin vej uden engang at se på børnene.

Nogen tid senere gik Snehvid og Rosenrød ud for at fiske. Da de kom nær bækken, så de noget, der lignede en stor græshoppe, hoppe mod vandet, som om det ville springe ud i det. De løb derhen og fandt ud af, at det var dværgen. "Hvor skal du hen?" sagde Rosenrød.

"Du vil vel ikke ud i vandet?" "Jeg er ikke så stor en tåbe!" råbte dværgen. "Kan I ikke se, at den forbandede fisk vil trække mig i?" Den lille mand havde siddet der og fisket. Uheldigvis havde vinden filtret hans skæg sammen med fiskesnøret.

Lige i det øjeblik bed en stor fisk på, og den skrøbelige skabning havde ikke kræfter til at trække den op. Fisken var stærkere og trak dværgen mod sig. Han greb efter alle siv og tagrør, men det hjalp ikke.

Han måtte følge fisken og var i stor fare for at blive trukket ud i vandet.

Pigerne kom lige i tide. De holdt ham fast og forsøgte at få hans skæg fri af snøret, men forgæves. Skægget og snøret var filtret tæt sammen. Der var ikke andet at gøre end at tage saksen og klippe skægget, og derved miste en lille del af det.

Da dværgen så det, skreg han: "Er det pænt, din paddehat, at ødelægge mit ansigt? Var det ikke nok at klippe enden af mit skæg?

Nu har du klippet den bedste del af! Jeg kan ikke lade mig se blandt mine folk.

Jeg ville ønske, I skulle løbe, til sålerne faldt af jeres sko!" Så tog han en sæk perler, der lå i sivene, og uden et ord mere slæbte han den væk og forsvandt bag en sten.

Kort efter sendte moderen de to børn til byen for at købe nåle, tråd, snørebånd og bånd. Vejen førte dem over en hede, hvor store klippestykker lå spredt her og der. De lagde mærke til en stor fugl, der fløj langsomt i cirkler over dem. Den sank lavere og lavere og landede til sidst nær en klippe ikke langt væk. Straks efter hørte de et højt, jammerligt skrig. De løb derhen og så til deres rædsel, at ørnen havde grebet deres gamle bekendt, dværgen, og var ved at flyve bort med ham.

Børnene fik ondt af ham og greb hurtigt fat i den lille mand. De trak imod ørnen så længe, at ørnen til sidst gav slip på sit bytte. Så snart dværgen kom sig over det første chok, råbte han med sin skingre stemme: "Kunne I ikke have været mere forsigtige?

I trak i min brune frakke, så den er helt revet og fuld af huller, I klodsede, ubrugelige skabninger!" Så samlede han en sæk fuld af ædelstene op og smuttede under klippen ind i sin hule.

Pigerne, der efterhånden var vant til hans utaknemmelighed, fortsatte deres vej og købte deres indkøb i byen.

Da de igen krydsede heden på vej hjem, overraskede de dværgen. Han havde tømt sin sæk med ædelstene på et rent sted og troede aldrig, at nogen ville komme der så sent. Aftensolen skinnede på de strålende sten. De glitrede og funklende i alle farver så smukt, at børnene standsede og stirrede. "Hvorfor står I der og glor?" råbte dværgen. Hans askegrå ansigt blev kobberrødt af vrede. Han var ved at sige flere grimme ord, da et højt brøl blev hørt. En sort bjørn kom travende mod dem ud af skoven.

Dværgen sprang op i forskrækkelse. Men han kunne ikke nå sin hule, for bjørnen var allerede tæt på. I rædsel råbte han: "Kære hr. Bjørn, skån mig! Jeg vil give dig alle mine skatte. Se på de smukke juveler, der ligger der! Skån mit liv!

Hvad ville du med sådan en spinkel lille fyr som mig? Du ville ikke kunne mærke mig mellem dine tænder. Kom, tag i stedet disse to onde piger. De er møre mundfulde for dig, fede som unge vagtler. For barmhjertigheds skyld, spis dem!" Bjørnen lagde ikke mærke til hans ord.

Han gav det onde væsen et enkelt slag med sin pote, og dværgen rørte sig ikke mere.

Pigerne var løbet væk, men bjørnen råbte efter dem: "Snehvid og Rosenrød, vær ikke bange! Vent, jeg vil komme med jer." De genkendte hans stemme og ventede. Da han kom op til dem, faldt hans bjørneskind pludselig af, og han stod der, en smuk mand klædt helt i guld. "Jeg er en kongesøn," sagde han. "Den onde dværg lagde en fortryllelse på mig og stjal mine skatte. Jeg måtte løbe rundt i skoven som en vild bjørn, indtil hans død gjorde mig fri. Nu har han fået, hvad han fortjente."

Snehvid giftede sig med ham, og Rosenrød giftede sig med hans bror. De delte den store skat, som dværgen havde samlet i sin hule. Den gamle mor levede fredeligt og lykkeligt med sine børn i mange år. Hun tog de to rosenbuske med sig, og de stod foran hendes vindue. Hvert år bar de de smukkeste roser, hvide og røde.