Østen for Sol og vesten for Måne

Der var engang en fattig husmand, som havde mange børn og ikke stort at give dem hverken af mad eller klæder. Kønne var de allesammen, men den kønneste var den yngste datter, som var så dejlig, at der ikke var noget at sige på det.

Så var det en torsdag aften, sent om efteråret. Det var stygt vejr udenfor og frygtelig mørkt, og det regnede og blæste, så det knagede i væggene. De sad allesammen omkring pejsen og havde noget at bestille. Med ét bankede det tre gange på ruden.

Manden gik ud for at se, hvad der var i vejen, og da han kom ud, stod der en stor, stor hvidbjørn. "God aften, du!" sagde hvidbjørnen. "God aften!" sagde manden. "Vil du give mig din yngste datter, så skal jeg gøre dig lige så rig, som du nu er fattig," sagde den.

Ja, manden syntes, det var ganske stateligt, at han skulle blive så rig, men han syntes, at han måtte tale med datteren først. Han gik ind og sagde, at der var en stor hvidbjørn ude, som lovede at gøre dem rige, hvis han bare kunne få hende.

Hun sagde nej og ville nødig, og så gik manden ud igen og blev enig med hvidbjørnen om, at den skulle komme igen næste torsdag aften og hente svar. Imens overtalte de hende og talte for hende om al den rigdom, de skulle få, og om hvor godt hun selv skulle have det.

Til sidst fandt hun sig i det, vaskede og stellede sine filler, pyntede sig så godt, hun kunne, og holdt sig rejseklar. Ikke stort var det, hun skulle have med sig heller. Næste torsdag aften kom hvidbjørnen for at hente hende.

Hun satte sig op på ryggen af den med sin bundle, og så bar det af sted. Da de havde kommet et langt stykke på vejen, sagde hvidbjørnen: "Er du bange?" Nej, det var hun ikke.

"Ja, hold dig bare godt fast i min pels, så har det heller ingen fare," sagde den. Nu red hun langt, langt bort, og så kom de til et stort bjerg. Der bankede hvidbjørnen på, så gik der en port op, og de kom ind i et slot, hvor der var mange oplyste værelser, som skinnede både af guld og sølv, og så var der en stor sal med et dækket bord i, og det så så pragtfuldt ud, at du ikke kan tro, hvor pragtfuldt det var.

Så gav hvidbjørnen hende en sølvklokke. Når der var noget, hun ville, skulle hun bare ringe på den, så fik hun det. Ja, da hun havde spist, og det led mod aftenen, blev hun søvnig efter rejsen og syntes, hun kunne have lyst til at lægge sig.

Så ringede hun på klokken, og hun havde ikke taget i den, før hun kom ind i et kammer, hvor der stod en opredt seng så dejlig, som nogen kunne ligge i, både med silkedyner og omhæng og gulfrynser, og alt, hvad der var der, var af guld og sølv.

Men da hun havde lagt sig og slukket lyset, kom der et menneske og lagde sig hos hende, og det var hvidbjørnen, som kastede ham af sig om natten. Men hun fik ham aldrig at se, for altid kom han, efter at hun havde slukket lyset, og før det var lyst om morgenen, var han væk igen.

Det gik både godt og vel en stund, men så begyndte hun at blive så stille og sørgmodig, for hun gik der alene hele dagen og længtes hjem til sine forældre og søskende. Da hvidbjørnen spurgte, hvad der fejlede hende, sagde hun, at det var så ensomt der, hun gik der så alene og længtes hjem til sine forældre og søskende, og det var, fordi hun ikke kunne komme til dem, at hun gik og sørgede sådan.

"Det kan der nok blive råd for," sagde hvidbjørnen, "men du må love mig, at du ikke taler med din mor alene, kun når de andre hører på. For hun tager dig i hånden," sagde han, "og vil have dig ind i et kammer og tale alene med dig.

Men det må du slet ikke gøre, ellers gør du os begge ulykkelige." En søndag kom hvidbjørnen og sagde, at nu kunne de rejse til hendes forældre. Ja, de rejste. Hun sad på hans ryg, og det gik både langt og længe. Til sidst kom de til en stor hvid gård.

Der løb hendes søskende ude og legede, og det var så smukt, at det var en fryd at se. "Der bor dine forældre," sagde hvidbjørnen, "men glem ikke det, jeg har sagt dig, ellers gør du både mig og dig ulykkelig." Nej, kors, det skulle hun nok ikke glemme.

Og da hun var kommet derind, vendte hvidbjørnen om og drog igen. Der blev sådan en glæde, da hun kom ind til forældrene, at der ikke var nogen måde på. De syntes, de ikke kunne fuldt takke hende for det, hun havde gjort for dem.

Nu havde de det både så godt og så godt, og alle spurgte de hende, hvordan hun havde det, der hvor hun var. Hun havde det både godt og vel og havde alt, hvad hun kunne ønske sig, sagde hun.

Hvad hun svarede for resten, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror ikke, de fik nogen rigtig rede på det. Men så om eftermiddagen, da de havde spist middag, gik det, som hvidbjørnen havde sagt: Moren ville tale med hende alene inde i kammeret.

Men hun huskede, hvad hvidbjørnen havde sagt, og ville på ingen måde. "Det, vi har at tale om," sagde hun, "det kan vi altid tale om." Men hvordan det gik eller ikke, så fik moren overtalt hende til sidst, og så måtte hun sige, hvordan hun havde det.

Hun sagde da, at der altid kom et menneske og lagde sig hos hende, når hun havde slukket lyset om aftenen, og ham fik hun aldrig at se, for han var altid væk, før det blev lyst om morgenen.

Det gik hun og sørgede over, for hun syntes, hun ville så gerne se ham, og om dagen gik hun der alene, og det var så ensomt. "Huf! Det kan godt være et trold, du ligger med," sagde moren, "men jeg skal lære dig et råd, så du skal få ham at se.

Du skal få et stykke lys af mig, som du kan tage med dig i barmen. Lys så på ham med det, når han sover, men pas på, at du ikke drypper talg på ham." Ja, hun tog lyset og gemte det i sin barm, og om aftenen kom hvidbjørnen og hentede hende.

Da de var kommet et stykke på vejen, spurgte hvidbjørnen, om det ikke var gået, som han havde sagt. Jo, det kunne hun ikke nægte for. "Ja, har du lyttet til din mors råd, så har du gjort os begge ulykkelige, og så er det ude mellem os," sagde han.

Nej, det havde hun nu slet ikke. Da hun så var kommet hjem og havde lagt sig, gik det, som det plejede: der kom et menneske og lagde sig hos hende.

Men da det led ud på natten, og hun hørte, han sov, stod hun op og slog varme, tændte lyset og lyste på ham.

Og da så hun, at han var den dejligste prins, man kunne se for sig, og hun blev så glad i ham, at hun syntes, hun ikke kunne leve, hvis hun ikke fik kysset ham straks på øjeblikket.

Det gjorde hun også, men i samme øjeblik dryppede hun tre hede talgdråber på hans skjorte, så han vågnede. "Å, hvad har du nu gjort?" sagde han. "Nu har du gjort os begge ulykkelige. Havde du bare holdt ud året, så var jeg blevet frelst, for jeg har en stedmor, som har troldet på mig, så jeg er hvidbjørn om dagen og menneske om natten.

Men nu er det ude mellem os. Nu må jeg rejse fra dig til hende. Hun bor på et slot, som ligger østen for sol og vesten for måne, og der er der en prinsesse med en næse, som er tre alen lang.

Hende skal jeg have nu." Hun græd og bar sig, men der var ikke noget at gøre ved det. Han måtte rejse. Så spurgte hun, om hun da ikke kunne få lov at være med. Nej, det gik ikke an. "Kan du sige mig vejen, så skal jeg lede dig op.

Det kan jeg vel få lov til?" sagde hun. Ja, det kunne hun, sagde han, men der var ingen vej dertil. Det lå østen for sol og vesten for måne, og dertil fandt hun aldrig frem. Om morgenen, da hun vågnede, var både prinsen og slottet væk.

Hun lå da på en lille grøn plet midt inde i den mørke, tætte skov, og ved siden af hende lå den samme fille bundle, hun havde haft med sig hjemmefra. Da hun nu havde gnedet søvnen af øjnene og grædt sig træt, gav hun sig på vejen.

Og så gik hun mange, mange dage, helt til hun kom til et stort bjerg. Udenfor sad en gammel kælling og legede med et guldæble. Henne spurgte hun, om hun kendte vejen til den prins, som var hos sin stedmor på et slot, der lå østen for sol og vesten for måne, og som skulle have en prinsesse med en næse, der var tre alen lang.

"Hvor kender du ham fra?" spurgte kællingen. "Måske var det dig, der skulle have haft ham?" Ja, det var da det. "Ja så, er det dig?" sagde kællingen. "Ja, jeg ved ikke mere om ham, jeg, end at han bor på det slot, som er østen for sol og vesten for måne, og dertil kommer du sent eller aldrig.

Men du skal få låne min hest, og på den kan du ride til min grandkælling. Måske kan hun sige dig det. Og når du er kommet frem, kan du bare slå hesten under det venstre øre og bede den gå hjem igen.

Og dette guldæble kan du tage med dig." Hun satte sig da op på hesten og red i lange, lange tider, og så kom hun til sidst til et bjerg, hvor der sad en gammel kælling udenfor med et guldhaspetræ.

Henne spurgte hun, om hun kendte vejen til det slot, som lå østen for sol og vesten for måne. Hun sagde, ligesom den forrige kælling, at hun ikke vidste noget om det, men det var nok østen for sol og vesten for måne, "og dertil kommer du sent eller aldrig.

Men du skal få låne min hest til min nærmeste grandkone. Måske hun tør vide det. Og når du er kommet dertil, kan du bare slå den under det venstre øre og bede den gå hjem igen." Og så gav hun hende haspetræet, for det kunne hun nok komme til at få brug for, sagde hun.

Pigen satte sig da op på hesten og red i lang tid igen, og langt om længe kom hun da til et stort bjerg, hvor der sad en gammel kælling og spandt på en guldrok.

Henne spurgte hun, om hun kendte vejen til den prins, og hvor det slot var, som lå østen for sol og vesten for måne. Så gik det lige sådan. "Måske er det dig, der skulle have den prins der?" sagde kællingen. Ja, det skulle nu være det da.

Men hun kendte ikke bedre vejen, hun, end de andre to. Østen for sol og vesten for måne var det, det vidste hun, "og dertil kommer du sent eller aldrig," sagde hun. "Men du kan få låne min hest, så mener jeg, du får ride til Østenvinden og spørge ham.

Måske er han kendt der og kan blæse dig dertil. Når du er kommet frem, kan du bare slå hesten under øret, så går den hjem igen." Og så gav hun hende guldrokken. "Måske du kan få brug for den," sagde kællingen.

Hun red i mange dage og i lang tid, før hun kom dertil, men langt om længe kom hun frem, og så spurgte hun Østenvinden, om han kunne sige hende vejen til den prins, som boede østen for sol og vesten for måne.

Jo, den prins havde han nok hørt tale om, sagde Østenvinden, og slottet også, men vejen kendte han ikke, for han havde aldrig blæst så langt. "Men hvis du vil, så skal jeg følge dig til min bror, Vestenvinden. Måske han kan vide det, for han er meget stærkere.

Du kan sætte dig på min ryg, så skal jeg bære dig dertil." Ja, hun gjorde så, og det gik nok så friskt. Da de kom frem dertil, gik de ind, og Østenvinden sagde, at den, han havde med sig, det var hende, som skulle have haft prinsen på det slot, der lå østen for sol og vesten for måne.

Nu rejste hun og skulle lede ham op igen, og så havde han fulgt hende hertil og ville gerne høre, om Vestenvinden vidste, hvor det var henne. "Nej, så langt har jeg aldrig blæst," sagde Vestenvinden, "men vil du, så skal jeg følge dig til Søndenvinden, for han er meget stærkere end nogen af os, og han har flakket både vidt og bredt.

Måske kan han sige dig det. Du kan sætte dig på min ryg, så skal jeg bære dig dertil." Ja, hun gjorde så. De rejste til Søndenvinden og var ikke længe om vejen, skal jeg tro.

Da de kom frem, spurgte Vestenvinden, om han kunne sige hende vejen til det slot, som lå østen for sol og vesten for måne. Det var hende, som skulle have den prins der. "Ja så," sagde Søndenvinden, "er det hende?

Ja, jeg har nok vanket omkring næsten alle steder i min tid," sagde han, "men så langt har jeg aldrig blæst. Men vil du, så skal jeg følge dig til min bror, Nordenvinden. Han er den ældste og stærkeste af os allesammen, og ved ikke han, hvor det er, så får du aldrig i verden spurgt det.

Du kan sætte dig op på min ryg, så skal jeg bære dig dertil." Ja, hun satte sig op på hans ryg, og han af sted, så det havde god skik. De gjorde ikke vejen lang.

Da de kom derhen, hvor Nordenvinden boede, var han så vild og gal, at der stod koldt guf af ham lang vej. "Hvad vil I?" skreg han langt borte, så det isnede i dem. "Å, du får ikke være så streng, du heller," sagde Søndenvinden, "for det er mig, og så er det hende, som skulle have haft den prins, som bor på slottet østen for sol og vesten for måne, og nu vil hun spørge dig, om du har været der og kan sige hende vejen, for hun vil gerne finde ham igen."

"Jo, jeg ved nok, hvor det er," sagde Nordenvinden.

"Jeg har blæst et aspeløv dertil en eneste gang, men da var jeg så træt, at jeg ikke orkede at blæse i mange dage efter. Men er det sådan, at du endelig vil dertil, og du ikke er bange for at være med mig, så skal jeg tage dig på min ryg og prøve, om jeg kan blæse dig dertil." Ja, hun ville og måtte dertil, hvis det på nogen måde var fremkommeligt, og bange var hun ikke, om det gik aldrig så galt.

"Ja, ja, du får ligge over her i nat," sagde Nordenvinden, "for vi må have dagen for os, og vel så det, skal vi nå frem dertil." Tidligt den anden morgen vækkede Nordenvinden hende og blæste sig op og gjorde sig så stor og stærk, at det var frygteligt.

Og så bar det af sted med dem højt op gennem luften, som om de skulle fare til verdens ende med det samme. På landet var der sådan en storm, at det røg ned både skovstykker og huse, og da de kom ud over storsøen, forliste der skibe i hundredvis.

Sådan før de af sted så langt, så langt, at ingen kan tro, hvor langt de før, og altid gik det ud over havet, og Nordenvinden blev trøttere og trøttere, og så udmattet, at han næsten ikke orkede at blæse længere, og det dalede og dalede mere og mere med ham, og til sidst gik det så lavt, at bølgetoppene slog om hælene på hende.

"Er du bange?" sagde Nordenvinden. "Nej," sagde hun, det var hun ikke. Men da var de heller ikke langt fra land, og det var netop så meget kraft tilbage i Nordenvinden, at han fik kastet hende ind på stranden under vinduerne på slottet, som lå østen for sol og vesten for måne.

Men da var han også så træt og så ussel, at han måtte hvile i mange dage, før han kunne komme hjem igen. Den anden morgen satte hun sig til at lege med guldæblet udenfor vinduerne på slottet, og det første, hun så, var det næsejern, som skulle have prinsen.

"Hvad skal du have for det guldæble, du?" sagde hun og lukkede vinduet op. "Det er ikke til fals hverken for guld eller penge," sagde pigen. "Er det ikke til fals for guld eller penge, hvad vil du da have for det? Du kan få, hvad du vil," sagde prinsessen.

"Ja, hvis jeg kan komme til den prins, som er her, og få være hos ham i nat, så skal du få det," sagde hun, som var kommet med Nordenvinden. Ja, det kunne hun nok. Der var råd for det. Prinsessen fik guldæblet.

Men da pigen kom op på værelset til prinsen om aftenen, sov han. Hun råbte på ham og rystede i ham, og indimellem græd hun, men hun kunne ikke få ham vågen, for de havde givet ham en sovedrik om aftenen.

Om morgenen, da det lyste af dagen, kom prinsessen med den lange næse og jog hende ud igen. Om dagen satte hun sig udenfor vinduerne på slottet til at haspe på haspetræet, og det gik da lige sådan.

Prinsessen spurgte, hvad hun ville have for det, og hun sagde, at det hverken var til fals for guld eller penge, men kunne hun få lov til at komme op til prinsen og være hos ham om natten, skulle hun få det. Men da hun kom derop, sov han igen.

Og alt hun råbte og skreg og rystede i ham, og alt hun græd, så sov han, så hun ikke var god for at få liv i ham. Og da det lyste af dagen om morgenen, kom prinsessen med den lange næse og jog hende ud igen.

Da det led ud på dagen, satte pigen sig udenfor vinduerne på slottet til at spinde på guldrokken, og den ville prinsessen med den lange næse også have. Hun lukkede vinduet op og spurgte, hvad hun ville have for den.

Pigen sagde, ligesom begge de forrige gange, at den ikke var til fals hverken for guld eller penge, men kunne hun få komme op til prinsen, som var der, og være hos ham om natten, så skulle hun få den. Ja, det kunne hun gerne.

Men så var der nogle kristne folk, som var indfanget der, og de havde siddet i det kammer, som var nærmest ved prinsen. De havde hørt, at der havde været et kvindfolk inde, som havde grædt og råbt på ham to nætter i træk, og det sagde de til prinsen.

Om aftenen, da prinsessen kom med sovesuppen, lod han, som han drak, men slog den bagover sig, for han kunne nok skønne, at det var en dvaledrik. Da nu pigen kom ind, var prinsen vågen, og så måtte hun fortælle, hvordan hun var kommet dertil.

"Ja, nu kom du rigtig tilpas også," sagde prinsen, "for i morgen skulle jeg have bryllup. Men jeg vil ikke have det næsejern, og du er den eneste, som kan frelse mig. Jeg skal sige, at jeg vil se, hvad min brud duer til, og bede hende vaske af den skjorte med de tre talgflekker på.

Det går hun ind på, for hun ved ikke, at det er dig, som har gjort det. Men det må kristne folk til det, og ikke sådan noget troldpak. Og så skal jeg sige, at jeg ikke vil have nogen anden til brud end den, som kan gøre det, og det kan du, det ved jeg." Da var der stor fryd og glæde på dem om natten.

Men dagen efter, da brylluppet skulle stå, sagde prinsen: "Jeg vil nok se, hvad min brud duer til først." Ja, det kunne så være det, sagde stedmoren. "Jeg har en fin skjorte, som jeg vil have til brudgomsskjorte, men der er kommet tre talgflekker på den, som jeg vil have vasket af.

Og det har jeg lovet, at jeg ikke tager nogen anden end den, som er god for at gøre det. Kan hun ikke det, så er hun ikke værd at eje." Ja, det var ingen sag, mente de, og det gik de ind på.

Og hun med den lange næse begyndte at vaske det bedste, hun kunne, men des mere hun vaskede og gned, des større blev flekkerne. "Å, du kan ikke vaske," sagde gamletroldkællingen, hendes mor. "Lad mig få den!" Men hun havde ikke før taget i skjorten, før den blev styggere end før, og jo mere hun vaskede og gned, des større og svartere blev flekkerne.

Så skulle de andre troldene til at vaske, men jo længere det led, des styggere og fælere blev den, og til sidst så hele skjorten ud, som om den havde været i skorstenen. "Å, I duer ikke nogen af jer," sagde prinsen. "Der sidder en fantpige udenfor vinduet her.

Jeg er vis på, at hun er meget bedre til at vaske, hun, end nogen af jer. Kom ind, du pige!" råbte han. Ja, hun kom ind. "Kan du vaske ren denne skjorte, du?" sagde han.

"Å, jeg ved ikke, jeg," sagde hun, "jeg får prøve." Og aldrig havde hun taget i skjorten og dyppet den ned i vandet, før den var drivende hvid som nysne og hvidere endnu. "Ja, dig vil jeg have," sagde prinsen.

Da blev den gamle troldkælling så vred, at hun sprang, og prinsessen med den lange næse og småtroldene sprang nok også, for jeg har ikke hørt noget til dem siden. Prinsen og hans brud løste da ud alt kristenfolket, som var indfanget der, og så tog de med sig så meget guld og sølv, som de kunne fragte, og flyttede langt bort fra slottet, som lå østen for sol og vesten for måne.