Manden

Der var engang en mand, som var så sur og vred, at han aldrig syntes, konen gjorde nok i huset. En aften i høsttiden kom han hjem, og han skældte og bandede, så det lyste om ham. „Kære vene, vær dog ikke så vred, far," sagde konen. „I morgen bytter vi arbejde: jeg skal gå ud med høfolkene og slå, og du kan stå for hjemmet." Det syntes manden var en god idé, og det ville han gerne.

Tidligt næste morgen tog konen leen på nakken og gik ud i engen med høfolkene for at slå. Manden skulle så begynde at stå for huset. Først ville han kærne smør. Men da han havde kærnet et stykke tid, blev han tørstig og gik ned i kælderen for at tappe øl.

Mens han var i gang med at fylde ølbollen, hørte han, at grisen var kommet ind i stuen. Han skyndte sig op ad kældertrappen med tappen i hånden for at holde øje med grisen, så den ikke skulle vælte kærnen.

Men da han så, at grisen allerede havde slået kærnen over ende og stod og smaskede på fløden, der løb ud over gulvet, blev han så flyforbandet, at han helt glemte øltønden og løb efter grisen så hurtigt, han kunne.

Han fangede den igen i døren og gav den et kraftigt spark, så den blev liggende død.

Da kom han i tanke om, at han havde tappen i hånden, men da han kom ned i kælderen, var alt ølet løbet ud af tønden. Han gik da til mælkekammeret og fandt så meget fløde, at han fik kærnen fuld, og så begyndte han at kærne igen; for smør ville han have til middag.

Mens han kærnede, kom han i tanke om, at hjemmekoen stod inde og ikke havde fået hverken vådt eller tørt, selvom det var langt hen på dagen. Han syntes, det var for langt at gå til hjemmemarken, så han tænkte, han skulle slippe den op på taget.

Der var tørvetag på bygningen, og der voksede fint græs. Huset lå ved en stejl bakke, og hvis han lagde en planke hen til taget, troede han nok, han skulle få koen op der.

Men kærnen turde han ikke slippe, for den lille ungen hans kravlede omkring på gulvet og kunne slå den over ende. Han tog kærnen på ryggen og gik ud. Men først skulle han vande koen, før han slap den op på taget.

Han tog en spand og skulle tage vand i brønden, men da han bøjede sig over kanten, løb fløden ud af kærnen og ned i nakken på ham og så ned i brønden. Det led stærkt mod middag, og smør havde han endnu ikke fået, så han tænkte, han skulle koge grød.

Han hængte en gryde med vand over ilden.

Da han havde gjort det, kom han til at tænke på, at koen kunne falde ned fra taget og brække benene eller nakken. Han gik op på taget for at binde den.

Den ene ende af rebet bandt han om halsen på koen, slap det ned gennem skorstenen og bandt den anden ende om sit lår.

For vandet kogte allerede i gryden, og han måtte til at røre i grøden. Mens han var i gang med det, faldt koen ud over taget alligevel og trak manden op gennem skorstenen i rebet. Der sad han fast, og koen hang uden for væggen og svævede mellem himmel og jord og kunne hverken komme op eller ned.

Konen havde ventet i syv lange og syv brede på, at manden skulle komme og råbe ind til middag, men det blev der ikke noget af. Til sidst syntes hun, det blev for længe, og gik endelig hjem. Da hun så, at koen hang så forfærdeligt, gik hun hen og huggede rebet over med leen. I samme øjeblik faldt manden ned gennem skorstensrøret, og da konen kom ind, stod han på hovedet i grødgryden.