Fiskeren og hans kone

Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en beskidt lille hytte lige ved havet. Hver dag gik han ud for at fiske. En dag, da han sad med sin fiskestang og kiggede ud i det klare vand, røg linen pludselig dybt ned, og da han trak den op, havde han fanget en stor rødspætte.

Rødspætten sagde til ham: "Hør, fisker, lad mig dog leve. Jeg er ikke rigtig en rødspætte, men en fortryllet prins. Hvad hjælper det at slå mig ihjel? Jeg ville ikke smage godt. Sæt mig ud i vandet igen og lad mig gå." Fiskeren sagde: "Nå, der er ikke brug for mange ord – en fisk, der kan tale, slipper jeg da gerne fri." Og han lagde rødspætten tilbage i det klare vand.

Rødspætten svømmede ned til bunden og efterlod et langt spor af blod. Så rejste fiskeren sig og gik hjem til sin kone i hytten.

"Mand," sagde konen, "fik du ikke fanget noget i dag?" "Nej," sagde manden, "jeg fangede godt nok en rødspætte, som sagde, han var en fortryllet prins, så jeg lod ham gå." "Ønskede du dig ikke noget først?" spurgte konen.

"Nej," sagde manden, "hvad skulle jeg ønske mig?" "Åh," sagde konen, "det er så svært altid at bo i denne beskidte hytte. Du kunne have ønsket os en lille hytte. Gå tilbage og kald på ham. Sig til ham, at vi vil have en lille hytte.

Det vil han da sikkert give os." "Åh," sagde manden, "hvorfor skulle jeg gå derud igen?" "Hvorfor?" sagde konen, "du fangede ham og lod ham gå; det vil han da sikkert gøre. Gå med det samme." Manden havde egentlig ikke lyst til at gå, men han ville ikke skændes med sin kone, så han gik ned til havet.

Da han kom derud, var havet helt grønt og gult, og ikke så roligt længere.

Han stod stille og sagde:

"Rødspætte, rødspætte i det blå, kom, jeg beder dig, hertil; for min kone, gode Ilsabil, vil ikke, som jeg vil."

Så kom rødspætten svømmende op og sagde: "Nå, hvad vil hun så?" "Åh," sagde manden, "jeg fangede dig, og min kone siger, at jeg skulle have ønsket mig noget. Hun vil ikke bo i den beskidte hytte længere. Hun vil gerne have en lille hytte." "Gå så," sagde rødspætten, "hun har den allerede."

Da manden kom hjem, var hans kone ikke længere i hytten. I stedet stod der en lille hytte, og hun sad på en bænk foran døren. Hun tog ham i hånden og sagde: "Kom indenfor, se, er det ikke meget bedre?" Så gik de ind.

Der var en lille forstue, en pæn stue og et soveværelse, et køkken og et spisekammer, med pæne møbler og smukke ting af tin og messing. Bag hytten var der en lille gård med høns og ænder, og en lille have med blomster og frugt.

"Se," sagde konen, "er det ikke dejligt?" "Jo," sagde manden, "og sådan må vi altid tænke – nu vil vi leve tilfredse." "Det vil vi tænke over," sagde konen. Så spiste de noget og gik i seng.

Alt var fint i en uge eller to, og så sagde konen: "Hør, mand, denne hytte er alt for lille til os, og haven og gården er bitte små. Rødspætten kunne have givet os et større hus. Jeg vil bo i et stort stenslot.

Gå til rødspætten og sig til ham, at han skal give os et slot." "Åh, kone," sagde manden, "hytten er god nok. Hvorfor skulle vi have et slot?" "Hvad!" sagde konen. "Bare gå; rødspætten kan godt det." "Nej, kone," sagde manden, "rødspætten gav os jo bare hytten.

Jeg vil ikke gå tilbage så snart; det kunne gøre ham vred." "Gå," sagde konen, "han kan sagtens, og han vil gerne. Bare gå."

Manden fik tungt hjerte, og han ville ikke af sted. Han sagde til sig selv: "Det er ikke rigtigt," men han gik alligevel. Da han kom til havet, var vandet lilla og mørkeblåt, gråt og tykt, ikke længere så grønt og gult, men stadig roligt. Han stod der og sagde:

"Rødspætte, rødspætte i det blå, kom, jeg beder dig, hertil; for min kone, gode Ilsabil, vil ikke, som jeg vil."

"Nå, hvad vil hun så?" sagde rødspætten. "Åh," sagde manden, halvt bange, "hun vil bo i et stort stenslot." "Gå så; hun står ved døren," sagde rødspætten.

Så gik manden, for at tage hjem, men da han kom derhen, fandt han et stort stenslot. Hans kone stod på trappen og skulle til at gå ind.

Hun tog ham i hånden og sagde: "Kom ind." Så gik han ind med hende.

I slottet var der en stor sal med gulv af marmor, og mange tjenere åbnede de brede døre.

Væggene var lyse med smukke tapeter, og i stuerne var der stole og borde af rent guld, og krystallysekroner hang fra loftet.

Alle stuer og soveværelser havde tæpper, og den bedste mad og vin stod på bordene, så de næsten bukkede under. Bag huset var der en stor gårdsplads med stalde til heste og køer, og de fineste vogne.

Der var en prægtig stor have med de smukkeste blomster og frugttræer, og en park en halv mil lang med hjorte, rådyr og harer – alt, hvad man kunne ønske sig. "Kom," sagde konen, "er det ikke smukt?" "Jo, sandelig," sagde manden.

"Lad det nu være; vi vil bo i dette smukke slot og være tilfredse." "Det vil vi tænke over," sagde konen, "og sove på det." Så gik de i seng.

Næste morgen vågnede konen først, lige ved daggry. Fra sin seng så hun det smukke landskab ligge foran sig. Hendes mand strakte sig stadig, så hun puffede ham i siden med albuen og sagde: "Stå op, mand, og kig ud ad vinduet.

Kunne vi ikke være konge over hele dette land? Gå til rødspætten; vi vil være konge." "Åh, kone," sagde manden, "hvorfor skulle vi være konge? Jeg vil ikke være konge." "Nå," sagde konen, "hvis du ikke vil være konge, så vil jeg.

Gå til rødspætten, for jeg vil være konge." "Åh, kone," sagde manden, "hvorfor vil du være konge? Det vil jeg ikke sige til ham." "Hvorfor ikke?" sagde konen. "Gå i dette øjeblik; jeg må være konge!" Så gik manden, ulykkelig, fordi hans kone ville være konge.

"Det er ikke rigtigt; det er ikke rigtigt," tænkte han. Han ville ikke af sted, men han gik alligevel.

Da han kom til havet, var det mørkegråt, og vandet væltede op nedefra og stank. Han stod ved det og sagde:

"Rødspætte, rødspætte i det blå, kom, jeg beder dig, hertil; for min kone, gode Ilsabil, vil ikke, som jeg vil."

"Nå, hvad vil hun så?" sagde rødspætten. "Åh," sagde manden, "hun vil være konge." "Gå til hende; hun er allerede konge."

Så gik manden. Da han kom til slottet, var det blevet meget større, med et stort tårn og prægtige udsmykninger. En vagtpost stod foran døren, og der var mange soldater med trommer og trompeter.

Da han gik indenfor, var alting af ægte marmor og guld, med fløjlsbetræk og store guldtotter. Dørene til salen blev åbnet, og der stod hoffet i al sin pragt. Hans kone sad på en høj trone af guld og diamanter, med en stor guldkrone på hovedet og et scepter af rent guld og juveler i hånden.

På begge sider stod hendes hofdamer i række, hver et hoved kortere end den næste.

Han gik hen og stillede sig foran hende og sagde: "Åh, kone, nu er du konge." "Ja," sagde konen, "nu er jeg konge." Han stod og så på hende et stykke tid, så sagde han: "Nu, hvor du er konge, så lad alt andet ligge.

Vi vil ikke ønske os mere." "Nej, mand," sagde konen ganske ængsteligt, "tiden går så langsomt. Jeg kan ikke holde det ud længere. Gå til rødspætten – jeg er konge, men jeg må også være kejser." "Åh, kone, hvorfor vil du være kejser?" "Mand," sagde hun, "gå til rødspætten.

Jeg vil være kejser." "Åh, kone," sagde manden, "han kan ikke gøre dig til kejser. Det kan jeg ikke sige til fisken. Der er kun én kejser i landet. Rødspætten kan ikke gøre dig til kejser! Det lover jeg dig, at han ikke kan."

"Hvad!" sagde konen. "Jeg er konge, og du er ikke andet end min mand. Vil du af sted nu? Gå med det samme! Hvis han kan gøre en til konge, kan han også gøre en til kejser. Jeg vil være kejser. Gå nu!" Så blev han nødt til at gå. Mens han gik, var han bekymret og tænkte: "Det vil ikke ende godt. Kejser er for skamløst! Rødspætten bliver træt."

Da han nåede havet, var det ganske sort og tykt, og det begyndte at koge op nedefra og slog bobler. En skarp vind blæste over det og fik det til at klumpe, og manden var bange. Han stod ved det og sagde:

"Rødspætte, rødspætte i det blå, kom, jeg beder dig, hertil; for min kone, gode Ilsabil, vil ikke, som jeg vil."

"Nå, hvad vil hun så?" sagde rødspætten. "Åh, rødspætte," sagde han, "min kone vil være kejser." "Gå til hende," sagde rødspætten; "hun er allerede kejser."

Så gik manden. Da han kom derhen, var hele slottet lavet af poleret marmor med alabastfigurer og guldsmykker. Soldater marcherede foran døren, blæste i trompeter og slog på bækkener og trommer. Indenfor tjente baroner, grever og hertuger som tjenere. De åbnede dørene af rent guld for ham.

Da han trådte ind, sad hans kone på en trone lavet af et enkelt stykke guld, to mil høj. Hun bar en stor guldkrone tre alen høj, besat med diamanter og karfunkler. I den ene hånd holdt hun sceptret, i den anden kejserkuglen.

På begge sider stod gardet i to rækker, hver mindre end den forrige, fra den største kæmpe to mil høj til den mindste dværg så lille som hans lillefinger. Foran stod mange fyrster og hertuger.

Manden gik hen og stillede sig blandt dem og sagde: "Kone, er du nu kejser?" "Ja," sagde hun, "nu er jeg kejser." Han stod og så på hende et stykke tid, så sagde han: "Åh, kone, vær nu tilfreds, nu hvor du er kejser." "Mand," sagde hun, "hvorfor står du der?

Nu er jeg kejser, men jeg vil også være pave. Gå til rødspætten." "Åh, kone," sagde manden, "hvad vil du ønske dig nu? Du kan ikke være pave. Der er kun én i kristenheden. Han kan ikke gøre dig til pave." "Mand," sagde hun, "jeg vil være pave. Gå med det samme.

Jeg må være pave i dag." "Nej, kone," sagde manden, "det vil jeg ikke sige til ham. Det går ikke. Det er for meget. Rødspætten kan ikke gøre dig til pave." "Mand," sagde hun, "hvilket sludder! Hvis han kan gøre en til kejser, kan han også gøre en til pave. Gå til ham med det samme.

Jeg er kejser, og du er ikke andet end min mand. Vil du af sted med det samme?"

Så blev han bange og gik.

Men han var svag, skælvende og rystende, hans knæ og ben dirrede. En høj vind blæste over landet, skyer fløj, og mod aften blev det mørkt. Blade faldt fra træerne, vandet steg og brusede, som om det kogte, og slog op på kysten.

I det fjerne så han skibe, der skød nødsignaler af, mens de kastede og rullede på bølgerne. Midt på himlen var der dog stadig et lille stykke blåt, skønt det på alle sider var så rødt som ved en kraftig storm. Fortvivlet stod han i stor frygt og sagde:

"Rødspætte, rødspætte i det blå, kom, jeg beder dig, hertil; for min kone, gode Ilsabil, vil ikke, som jeg vil."

"Nå, hvad vil hun så?" sagde rødspætten. "Åh," sagde manden, "hun vil være pave." "Gå så til hende," sagde rødspætten; "hun er allerede pave."

Så gik han. Da han kom derhen, så han det, der lignede en stor kirke omgivet af paladser. Han banede sig vej gennem folkemængden. Indenfor var alting oplyst med tusinder og atter tusinder af lys. Hans kone var klædt i guld, sad på en meget højere trone og havde tre store guldkroner.

Omkring hende var der megen kirkelig pragt. På begge sider var der en række lys, det største så højt som det højeste tårn, ned til det mindste køkkenlys. Alle kejsere og konger knælede foran hende og kyssede hendes sko.

"Kone," sagde manden, idet han så nøje på hende, "er du nu pave?" "Ja," sagde hun, "jeg er pave." Han stod og så på hende, som om han så på den lyse sol. Efter et kort øjeblik sagde han: "Åh, kone, hvis du er pave, så lad det være nok!" Men hun stod stiv som en pæl, uden at røre sig eller vise tegn på liv.

Så sagde han: "Kone, nu hvor du er pave, så vær tilfreds. Du kan ikke blive noget større." "Det vil jeg tænke over," sagde konen. Så gik de begge i seng, men hun var ikke tilfreds. Grådigheden holdt hende vågen, og hun tænkte altid på, hvad hun kunne blive til mere.

Manden sov godt, for han havde løbet meget omkring i løbet af dagen. Men konen kunne slet ikke sove; hun kastede sig fra side til side hele natten og tænkte på, hvad der var tilbage for hende at blive, men hun kunne ikke komme i tanke om noget. Til sidst begyndte solen at stå op.

Da konen så det røde daggry, satte hun sig op i sengen og så på det. Idet hun kiggede gennem vinduet på den opstigende sol, sagde hun: "Kan jeg ikke også bestemme, at solen og månen skal stå op?" "Mand," sagde hun og puffede ham i siden med albuen, "vågn op!

Gå til rødspætten, for jeg vil være som Gud." Manden var stadig halvt i søvne, men han blev så forfærdet, at han faldt ud af sengen. Han troede, han måtte have hørt forkert, gned sig i øjnene og sagde: "Åh, kone, hvad er det, du siger?" "Mand," sagde hun, "hvis jeg ikke kan bestemme, at solen og månen skal stå op, og jeg må se dem stå op uden mig, så kan jeg ikke holde det ud.

Jeg vil ikke have en eneste glad time mere, medmindre jeg selv kan få dem til at stå op." Så så hun på ham så forfærdeligt, at et gys løb gennem ham, og hun sagde: "Gå med det samme. Jeg vil være som Gud." "Åh, kone," sagde manden og faldt på knæ foran hende, "det kan rødspætten ikke.

Han kan gøre en til kejser og pave. Jeg beder dig, bliv som du er, og vær pave." Så fløj hun op i et raseri, hendes hår fløj vildt om hovedet på hende, og hun råbte: "Jeg vil ikke finde mig i dette! Jeg kan ikke bære det længere!

Vil du af sted?" Så trak han sine bukser på og løb af sted som en galning. Udenfor rasede en stor storm, som blæste så kraftigt, at han knap kunne holde sig på benene. Huse og træer væltede, bjerge rystede, klipper rullede ud i havet. Himlen var kulsort med torden og lyn.

Havet kom med sorte bølger så høje som kirketårne og bjerge, alle med toppe af hvidt skum. Han råbte, men kunne ikke høre sine egne ord:

"Rødspætte, rødspætte i det blå, kom, jeg beder dig, hertil; for min kone, gode Ilsabil, vil ikke, som jeg vil."

"Nå, hvad vil hun så?" sagde rødspætten. "Åh," sagde han, "hun vil være som Gud." "Gå til hende, og du vil finde hende tilbage i den beskidte hytte." Og der bor de stadig den dag i dag.