Haren og Pindsvinet

Denne historie, mine kære unge venner, lyder måske som en løgn, men den er virkelig sand. Min bedstefar, som fortalte mig den, sagde altid glad: "Det må være sandt, min søn, ellers kunne ingen fortælle dig den." Historien går sådan her.

En søndag morgen ved høsttid, lige som boghveden blomstrede, skinnede solen klart på himlen, en varm østenvind blæste over stubbemarken, lærkerne sang i luften, bierne summede blandt boghveden, folk gik alle til kirke i deres søndagstøj, og alle skabninger var glade. Pindsvinet var også glad.

Pindsvinet stod ved sin dør med hænderne i siden, nød morgenbrisen og nymede langsomt en lille sang for sig selv. Den var hverken bedre eller værre end de sange, pindsvin normalt synger på en velsignet søndag morgen.

Mens han halvt sang for sig selv, faldt det ham pludselig ind, at mens hans kone vaskede og tørrede børnene, kunne han tage en tur ud på marken og se, hvordan det gik med hans majroer.

Majroerne lå lige ved siden af hans hus, og han og hans familie spiste dem, så han betragtede dem som sine egne. Sagt, gjort. Pindsvinet lukkede husdøren bag sig og tog stien til marken.

Han var ikke kommet langt hjemmefra og var lige ved at dreje rundt om slåenhornbusken, som står uden for marken, for at gå op i roemarken, da han så haren, som var gået ud i samme ærinde: for at besøge sine kål.

Da pindsvinet fik øje på haren, ønskede han ham en venlig godmorgen. Men haren, som var en fornem herre på sin egen måde og frygtelig stolt, besvarede ikke pindsvinets hilsen. I stedet sagde han på en meget foragtelig måde: "Hvordan kan det være, at du løber rundt her på marken så tidligt om morgenen?" "Jeg går en tur," sagde pindsvinet.

"En tur!" sagde haren med et smil. "Det forekommer mig, at du kunne bruge dine ben til noget bedre."

Dette svar gjorde pindsvinet raset vred, for han kan ikke fordrage, at nogen håner hans ben, da de jo er naturligt skæve.

Så sagde pindsvinet til haren: "Du synes åbenbart, at du kan gøre mere med dine ben, end jeg kan med mine." "Det er præcis, hvad jeg tror," sagde haren. "Det kan vi sætte på prøve," sagde pindsvinet.

"Jeg vædder på, at hvis vi løber et væddeløb, vil jeg slå dig." "Det er latterligt! Du med dine korte ben!" sagde haren. "Men jeg er villig, hvis du virkelig vil. Hvad skal vi vædde?" "En guldmønt og en flaske brandy," sagde pindsvinet. "Slut," sagde haren.

"Giv hånd på det, så kan vi starte med det samme." "Nej," sagde pindsvinet, "der er ingen grund til at haste! Jeg har ikke spist endnu. Jeg går hjem først og får lidt morgenmad. Om en halv time er jeg tilbage her."

Dermed gik pindsvinet, og haren var tilfreds. På vej hjem tænkte pindsvinet: "Haren stoler på sine lange ben, men jeg finder en måde at slå ham på. Han er måske en stor mand, men han er meget tåbelig, og han skal betale for det, han sagde." Så da pindsvinet kom hjem, sagde han til sin kone: "Kone, klæd dig hurtigt på, du skal med mig ud på marken." "Hvad sker der?" spurgte hun.

"Jeg har indgået et væddemål med haren om en guldmønt og en flaske brandy. Jeg skal løbe et væddeløb med ham, og du skal være der." "Kære himmel, mand," råbte hans kone, "er du blevet vanvittig?

Hvad får dig til at ville løbe et væddeløb med haren?" "Hold din mund, kvinde," sagde pindsvinet. "Det er min sag. Diskutér ikke ting, der er for mænd. Gå, klæd dig på, og kom med mig." Hvad kunne pindsvinets kone gøre? Hun måtte adlyde, hvad enten hun kunne lide det eller ej.

Så da de gik af sted sammen, sagde pindsvinet til sin kone: "Nu lytter du til, hvad jeg skal sige. Se, jeg gør den lange mark til vores løbebane. Haren løber i den ene fure, og jeg i en anden. Vi starter fra toppen. Alt, hvad du skal gøre, er at stå hernede i furen, og når haren når enden af furen på den anden side af dig, skal du råbe til ham: 'Jeg er allerede her!'"

Så nåede de marken, og pindsvinet viste sin kone hendes plads. Så gik han op ad marken. Da han nåede toppen, var haren allerede der. "Skal vi starte?" sagde haren. "Selvfølgelig," sagde pindsvinet.

"Så begge på én gang." Dermed tog hver sin plads i sin egen fure. Haren talte: "En, to, tre, og løb!" og skød af sted som en hvirvelvind ned ad marken. Men pindsvinet løb kun omkring tre skridt, så lagde han sig ned i furen og blev stille.

Så da haren ankom i fuld fart til den nederste ende af marken, mødte pindsvinets kone ham med råbet: "Jeg er allerede her!" Haren blev chokeret og meget overrasket. Han troede, det var pindsvinet selv, der råbte til ham, for pindsvinets kone lignede fuldstændig sin mand.

Men haren tænkte: "Det var ikke fair," og råbte: "Lad os løbe igen, vi må have et nyt væddeløb." Og endnu en gang susede han af sted som vinden i en storm, så hurtigt, at han syntes at flyve. Men pindsvinets kone blev roligt på sin plads.

Så da haren nåede toppen af marken, råbte pindsvinet selv til ham: "Jeg er allerede her!" Haren, ude af sig selv af vrede, råbte: "Vi må løbe igen, vi må gøre det igen!"

"Okay," svarede pindsvinet, "jeg løber gerne så mange gange, du vil." Så løb haren treoghalvfjerds gange mere, og pindsvinet holdt altid ud.

Hver gang haren nåede enten toppen eller bunden, sagde pindsvinet eller hans kone: "Jeg er allerede her."

Men på den fireoghalvfjerdsindstyvende gang kunne haren ikke længere nå enden. Midt på marken kollapsede han, blod strømmede fra hans mund, og han lå død på stedet. Pindsvinet tog den guldmønt, han havde vundet, og flasken brandy, kaldte sin kone ud af furen, og de gik glade hjem sammen. Og hvis de ikke er døde, lever de stadig der.

Sådan skete det, at pindsvinet fik haren til at løbe væddeløb med sig på Buxtehude-heden, indtil han døde, og siden da har ingen hare nogensinde villet løbe væddeløb med et Buxtehude-pindsvin.

Moralen i denne historie er for det første, at ingen, uanset hvor stor, bør gøre grin med nogen under sig, selvom de kun er et pindsvin. Og for det andet lærer den, at når en mand gifter sig, bør han vælge en kone af sin egen stand, som ligner ham selv. Så den, der er et pindsvin, bør sørge for, at hans kone også er et pindsvin, og så videre.