De røde Sko

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 1-side-1
# chapter_title: Side 1
# book_page: 1 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Der var engang en lille pige, som var så net og yndig. Om sommeren måtte hun gå med bare fødder, for hun var så fattig, og om vinteren gik hun med store træsko, så hendes lille vrist blev helt rød, og det så så farligt ud!

Midt i byen boede en gammel skomagerkone. Hun sad og syede et lille par sko sammen af gamle røde klædestykker. De var meget klodsede, men det var en god mening. De var bestemt for den lille pige. Den lille pige hed Karen.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 2-side-2
# chapter_title: Side 2
# book_page: 2 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

På den dag, hendes mor blev begravet, fik Karen de røde sko og tog dem på for første gang. De var ikke bestemt til sorg, men hun havde ingen andre, og med bare fødder fulgte hun den simple stråkiste i dem.

Pludselig kom en stor, gammel vogn kørende, og i den sad en stor, gammel frue. Hun så på den lille pige, fik medlidenhed med hende og sagde så til præsten: "Her, giv mig den lille pige. Jeg vil adoptere hende!"

Og Karen troede, at alt dette skete på grund af de røde sko, men den gamle frue syntes, de var forfærdelige, og de blev brændt. Men Karen selv blev pænt og net klædt på; hun skulle lære at læse og sy. Folk sagde, hun var en net lille ting, men spejlet sagde: "Du er mere end net, du er smuk!"

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 3-side-3
# chapter_title: Side 3
# book_page: 3 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Nu rejste dronningen engang gennem landet, og hun havde sin lille datter med sig. Denne lille datter var en prinsesse, og folk strømmede til slottet. Karen var også der. Den lille prinsesse stod i sin smukke, hvide kjole ved et vindue og lod sig stirre på. Hun havde hverken slæb eller guldkrone, men pragtfulde røde marokkosko. De var vistnok langt smukkere end dem, skomagerkonen havde lavet til lille Karen. Intet i verden kan sammenlignes med røde sko.

Nu var Karen gammel nok til at blive konfirmeret. Hun fik nye klæder og skulle også have nye sko. Den rige skomager i byen målte hendes lille fod. Dette skete i hans hus, i hans stue, hvor der stod store glasskabe fulde af elegante sko og glimrende støvler.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 4-side-4
# chapter_title: Side 4
# book_page: 4 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Alt dette så dejligt ud, men den gamle frue kunne ikke se godt, så hun havde ingen glæde af dem. Midt iblandt skoene stod et par røde, ganske som dem prinsessen havde båret. Hvor de var smukke!

Skomageren sagde også, at de var lavet til en greves barn, men at de ikke passede.

"Det må være lakeret læder!" sagde den gamle frue. "De glinser så!"

"Ja, de glimter!" sagde Karen, og de passede, og de blev købt. Men den gamle frue vidste ikke, at de var røde, for ellers havde hun aldrig tilladt Karen at gå i røde sko til konfirmation. Men sådan var det dog.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 5-side-5
# chapter_title: Side 5
# book_page: 5 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Alle så på hendes fødder. Da hun trådte ind ad kirkedøren og ind på kirkegulvet, syntes hun, at de gamle figurer på gravene, portrætterne af gamle præster og præstekoner med stive kraver og lange, sorte kjoler, fæstede deres øjne på hendes røde sko.

Hun tænkte kun på dem, da præsten lagde sin hånd på hendes hoved og talte om den hellige dåb, om pagten med Gud, og om hvordan hun nu skulle være en moden kristen. Orglet klang så højtideligt; de søde børnestemmer sang, og de gamle organister sang, men Karen tænkte kun på sine røde sko.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 6-side-6
# chapter_title: Side 6
# book_page: 6 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Om eftermiddagen hørte den gamle frue af alle, at skoene var røde, og hun sagde, at det var meget forkert af Karen, at det slet ikke klædte hende, og at Karen i fremtiden kun skulle gå i sorte sko i kirken, selv når hun blev ældre.

Den næste søndag var der altergang. Karen så på de sorte sko, så på de røde, så på dem igen og tog de røde på.

Solen skinnede herligt. Karen og den gamle frue gik ad stien gennem kornet; der var temmelig støvet.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 7-side-7
# chapter_title: Side 7
# book_page: 7 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Ved kirkedøren stod en gammel soldat med en krykke og et forunderligt langt skæg, der var mere rødt end hvidt. Han bøjede sig til jorden og spurgte den gamle frue, om han måtte børste hendes sko. Og Karen strakte sin lille fod ud.

"Se, hvor smukke dansesko!" sagde soldaten. "Sid fast, når du danser." Og han lagde sin hånd ud mod sålerne.

Den gamle frue gav den gamle soldat en almisse og gik ind i kirken med Karen.

Alle folk i kirken så på Karens røde sko og på alle billederne, og da Karen knælede foran alteret og løftede bægeret til sine læber, tænkte hun kun på de røde sko, og de syntes at svømme i det. Hun glemte at synge sin salme, og hun glemte at bede: "Fader vor, du som er i himlen!"

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 8-side-8
# chapter_title: Side 8
# book_page: 8 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Nu gik alle folk ud af kirken, og den gamle frue steg op i sin vogn. Karen løftede sin fod for at stige ind efter hende, da sagde den gamle soldat: "Se, hvor smukke dansesko!"

Og Karen kunne ikke lade være med at danse et par skridt, og da hun begyndte, blev hendes fødder ved med at danse. Det var, som om skoene havde magt over dem. Hun dansede rundt om kirkens hjørne; hun kunne ikke holde op. Kusken måtte løbe efter hende og gribe fat i hende, og han løftede hende ind i vognen, men hendes fødder blev ved med at danse, så hun trådte forfærdeligt på den gamle frue. Til sidst tog hun skoene af, og da havde hendes ben fred.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 9-side-9
# chapter_title: Side 9
# book_page: 9 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Skoene blev sat i et skab derhjemme, men Karen kunne ikke undgå at se på dem.

Nu var den gamle frue syg, og det blev sagt, at hun ikke kunne komme sig. Hun måtte plejes og passes, og der var ingen, der havde mere pligt til det end Karen. Men der var et stort bal i byen, som Karen var inviteret til. Hun så på den gamle frue, som ikke kunne komme sig; hun så på de røde sko, og hun tænkte, at der ikke kunne være nogen synd i det. Hun tog de røde sko på; det kunne hun også godt, tænkte hun. Men så gik hun til ballet og begyndte at danse.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 10-side-10
# chapter_title: Side 10
# book_page: 10 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Da hun ville danse til højre, dansede skoene til venstre, og da hun ville danse op ad stuen, dansede skoene tilbage igen, ned ad trappen, ud på gaden og ud af byens port. Hun dansede og var nødt til at danse lige ud i den mørke skov.

Da blev det pludselig lyst oppe mellem træerne, og hun troede, det måtte være månen, for der var et ansigt. Men det var den gamle soldat med det røde skæg; han sad der, nikkede med hovedet og sagde: "Se, hvor smukke dansesko!"

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 11-side-11
# chapter_title: Side 11
# book_page: 11 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Da blev hun forfærdet og ville kaste de røde sko fra sig, men de hang fast. Hun trak sine strømper ned, men skoene syntes at være vokset fast til hendes fødder. Og hun dansede og måtte danse over marker og enge, i regn og solskin, om natten og om dagen. Men om natten var det det grusomste.

Hun dansede over kirkegården, men de døde dansede ikke – de havde noget bedre at bestille end at danse. Hun ville sætte sig på en fattig mands grav, hvor den bitre tansy voksede, men for hende var der hverken fred eller hvile. Da hun dansede mod den åbne kirkedør, så hun en engel stå der. Han havde lange, hvide klæder; han havde vinger, som nåede fra hans skuldre til jorden; hans ansigt var strengt og alvorligt; og i hans hånd holdt han et sværd, bredt og glimrende.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 12-side-12
# chapter_title: Side 12
# book_page: 12 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

"Dansen skal du!" sagde han. "Danse i dine røde sko, til du er bleg og kold! Til din hud skrumper ind, og du er et benrad! Danse skal du fra dør til dør, og hvor stolte, forfængelige børn bor, der skal du banke på, så de kan høre dig og bæve! Danse skal du!"

"Nåde!" råbte Karen. Men hun hørte ikke englens svar, for skoene førte hende ud gennem porten på marken, over veje og broer, og hun måtte altid blive ved at danse.

En morgen dansede hun forbi en dør, som hun godt kendte. Indenfor lød en salme; en ligkiste, smykket med blomster, blev båret ud. Da vidste hun, at den gamle frue var død, og følte sig forladt af alle og fordømt af Guds engel.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 13-side-13
# chapter_title: Side 13
# book_page: 13 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Hun dansede, og hun var nødt til at danse gennem den mørke nat. Skoene førte hende over stub og sten; hun blev sønderrevet, til hun blødte; hun dansede over heden, til hun kom til et lille hus. Her, vidste hun, boede bødelen. Hun bankede med fingrene på vinduet og sagde: "Kom ud! Kom ud! Jeg kan ikke komme ind, for jeg er nødt til at danse!"

Og bødelen sagde: "Du ved ikke, hvem jeg er, tror jeg? Jeg hugger onde folks hoveder af; og jeg hører, at min økse klinger!"

"Hug ikke mit hoved af!" sagde Karen. "Så kan jeg ikke angre mine synder! Men hug mine fødder af i de røde sko!"

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 14-side-14
# chapter_title: Side 14
# book_page: 14 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Og da bekendte hun sin hele synd, og bødelen huggede hendes fødder af med de røde sko, men skoene dansede afsted med de små fødder over marken ind i den dybe skov.

Og han skar små træfødder og krykker til hende, lærte hende den salme, som forbrydere altid synger, og hun kyssede den hånd, som havde svinget øksen, og gik over heden.

"Nu har jeg lidt nok for de røde sko!" sagde hun. "Nu vil jeg gå ind i kirken, så folk kan se mig!" Og hun skyndte sig hen mod kirkedøren. Men da hun var nær ved den, dansede de røde sko foran hende, og hun blev forfærdet og vendte om. Hele ugen var hun ulykkelig og græd mange bitre tårer. Men da søndagen kom, sagde hun: "Nå, nu har jeg lidt og kæmpet nok! Jeg tror virkelig, jeg er lige så god som mange af dem, som sidder i kirken og holder hovedet så højt!"

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 15-side-15
# chapter_title: Side 15
# book_page: 15 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Og hun gik modigt afsted. Men hun var ikke kommet længere end til kirkegårdsporten, før hun så de røde sko danse foran sig; hun blev bange og vendte tilbage og angrede sin synd af hjertet.

Og hun gik til præstegården og bad om at komme i tjeneste. Hun ville være meget flittig, sagde hun, og gøre alt, hvad hun kunne. Lønnen brød hun sig ikke om; hun ønskede blot at have et hjem og være hos gode folk. Præstekonen havde medlidenhed med hende og tog hende i tjeneste. Hun var flittig og eftertænksom. Hun sad stille og lyttede, når præsten læste i Bibelen om aftenen. Alle børnene holdt meget af hende, men når de talte om klæder, pragt og skønhed, rystede hun på hovedet.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 16-side-16
# chapter_title: Side 16
# book_page: 16 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Den følgende søndag, da familien skulle i kirke, spurgte de hende, om hun ikke ville med, men hun så bedrøvet på sine krykker med tårer i øjnene. Familien gik for at høre Guds ord, men hun gik alene ind i sit lille kammer. Der var kun plads til en seng og en stol. Her satte hun sig ned med sin bønnebog. Og mens hun læste med et fromt sind, bar vinden orgeltonerne hen til hende, og hun løftede sit tårefulde ansigt og sagde: "O Gud, hjælp mig!"

Og solen skinnede så klart, og lige foran hende stod Guds engel i hvide klæder, den samme, som hun havde set den nat ved kirkedøren. Men han bar ikke længere det skarpe sværd; i stedet holdt han en pragtfuld grøn gren fuld af roser.

# book_id: 760009c4bc204db1b8c6ebbed1880f06
# book_title: De røde Sko
# chapter_id: 17-side-17
# chapter_title: Side 17
# book_page: 17 / 17
# chapter_page: 1
# language: da
# content_format: markdown
# reading_structure: unknown
# render_mode: prose

Han rørte loftet med grenen, og loftet hævede sig så højt, og hvor han havde rørt det, strålede en gylden stjerne. Han rørte væggene, og de udvidede sig, og hun så orglet, som spillede; hun så de gamle billeder af præsterne og præstekonerne.

Menigheden sad i polstrede stole og sang af sine bønnebøger. Thi kirken selv var kommet til den fattige pige i hendes snævre kammer, eller også var hun kommet ind i kirken.

Hun sad på kirkebænken hos præstens familie, og da de havde endt salmen og så op, nikkede de og sagde: "Det er ret, at du er kommen!"

"Det var af nåde!" sagde hun.

Og orglet klang, og børnenes stemmer i koret lød så sødt og blødt! Den klare sol skinnede så varmt ind gennem vinduet på kirkebænken, hvor Karen sad! Hendes hjerte var så fuldt af solskin, fred og glæde, at det bristede. Hendes sjæl fløj på solskinnet til Gud, og der spurgte ingen efter DE RØDE SKO.